search menu
bookmark
person

Hyrevognssagen – U.2002.1789H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag II 222/2001. Refereret af andre i U.2002.1789H.

Oprindeligt kommenteret af

Tobias Holm Yde Tobias Holm Yde

i 2017

Verificeret af advokat

Ellen Skodborggaard Ellen Skodborggaard

i 2017

Resumé

Dom afsagt af Højesteret

Dissens: Ingen

Tema: Den europæiske menneskerettigheds domstols praksis og dennes anvendelighed i dansk ret.

Faktum:

Sagen, populært kendt som Hyrevognsbevillingssagen, drejer sig om indfødsretskravet i taxiloven af 1997. I 1998 søgte Mahboob Ur Rab (M) om yderligere en hyrevognsbevilling, men blev afvist på baggrund af det ny indførte indfødsretskrav. M påstod indfødsretskravet i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 14, samt art. 1 i første Tillægsprotokol. Det var i sagen ubestridt, at M ville have modtaget bevillingen, havde det ikke været for indfødsretskravet.

M fik i Landsretten medhold, da kravet ikke var rimeligt begrundet (det var ikke påvist at dansk indfødsret skulle have betydning for evnen til at være taxivognmand). Kravet er derfor i strid med ejendomskravet i art. 1, Tillægsprotokol nr. 1. Højesteret tilsidesatte landsrettens dom, da H ikke fandt at art. 1 i Tillægsprotokollen beskyttede M for så vidt angik tildeling af nye bevillinger. H skelede ved afgørelse til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstolspraksis, hvor domstolen blandt andet havde fundet, at muligheden for at få offentlig tilladelse til en erhvervsmæssig aktivitet ikke er en rettighed, som nyder beskyttelse.

For så vidt angår FN's beskyttelse, finder art. 1 i konventionen om racediskrimination ikke anvendelse på forskelsbehandling mellem egne statsborgere og udlændinge. Dermed er indfødsretskravet heller ikke i strid hermed. Højesteretsafgørelse begrundes også med at kravet var indsat for at tilgodese nærmere angivne lovlige formål.

Eksamensrelevans:

Den europæiske menneskerettigheds domstols praksis og dennes anvendelighed i dansk ret

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er blevet inkorporeret i dansk ret ved lov, og er dermed direkte anvendelig. Dermed, er der stillet spørgsmålstegn ved om den praksis som skabes af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ligeledes er direkte anvendelig. Det er den ikke, men dette betyder ikke, at de danske domstole skal se helt bort fra dennes retspraksis.

Dommen viser at Højesteret i høj grad er vidende om Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, og rent faktisk inddrager denne som et fortolkningsværktøj i sine afgørelser.

I 2001 fremkom der en betænkning om inkorporeringen af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions, som fandt det usikkert om danske domstole er rede til at tilsidesætte klare lovbestemmelser, der vurderes at være i strid med konventionen. Landsrettens dom var netop et eksempel på dette, men da Højesteret ikke stadfæstede, giver dommen ikke klart udtryk for, hvorvidt de danske domstole er villige til at tilsidesætte dansk ret når denne strider mod Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Noget tyder dog på at de danske domstole vil søge at fortolke til fordel for de danske myndigheder. Dette synes i overensstemmelse med bemærkningerne til inkorporeringsloven, hvor det blev anført, at balancen mellem lovgiver og domstolene ikke burde forrykkes.

Til Eksamen

Til eksamen:


Følgende tekststykke er tiltænkt som et eksempel på en kort og præcis reference til afgørelsen U 2002.1789H:

"Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis anvendelighed i dansk ret har været et omdiskuteret emne. Hyrevognsbevillingssagen viser at Højesteret i høj grad inddrager Menneskerettighedsdomstolens praksis, men samtidig viser sagen, at Højesteret er tilbøjelig til at anlægge en tilbageholdende tilgang, hvad angår tilsidesættelse af dansk lovgivning på baggrund af en konventionsbestemmelse som der findes fortolkningstvivl omkring."