search menu
bookmark
person

Hyrevognsbevillings sagen – U.1993.307H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag I 250/1989. Refereret af andre i U.1993.307H.

Kommenteret af

Mette Riber Rasmussen

i 2017

Verificeret af advokat

Thomas Taguchi

i 2017

Resumé

Dom afsagt af Højesteret den 26. januar 1993, 5 dommere. 

Dissens: ingen.

Tema: skøn under regel, pligtmæssigt skøn. 

 

Fakta: 

Sagen omhandler ansøgninger om bevillinger til hyrevognskørsel. Det var meget få ledige bevillinger til at stort antal ansøgere. Det var i loven pålagt kommunen at udøve et skøn i forbindelse med tildelingen, og der skulle ved skønnet lægges vægt på blandt andet ansøgerens anciennitet. Kommunen opstillede visse faste rammer for skønnet (mindstebeløb indkørt året forinden og samt tildeling til de ansøgere, der havde en vis anciennitet). To ansøgere der ikke fik tildelt bevilling lagde sag an med påstand om, at kriterierne var i strid med princippet om skøn under regel.  

Skøn under regel: 

Udgangspunktet i forvaltningsretten er, at en myndigheden, til hvem loven har tildelt udøvelsen af et skøn, ikke må opstille interne regler, der begrænser udøvelsen af dette skøn. Er der tillagt forvaltningen et skøn i loven, er forvaltningen således pligtig at foretage en konkret vurdering af de enkelte tilfælde. 

Det er dog tilladt at fastsætte visse retningslinjer for prioritering af forskellige kriterier i skønnet. Adgangen til dette er dog afhængig af, hvilken type afgørelse der er tale om, hvordan man formulerer denne interne regel om prioritering, samt hvilke hensyn der må tages på det pågældende faglige område.

At sætte skøn under regel er en hjemmelsmangel, og er derfor generelt væsentlig. Det vil sige, at en sådan mangel vil føre til ugyldighed, med mindre tertiære momenter taler imod dette. For gennemgang af tertiære momenter se dommen U 1887.640 H (Læbælte-sagen) som også kan findes i denne app.

Til Eksamen

Sagen er oplagt som illustration af en situation, hvor der er fastlagt interne regler eller retningslinjer, der principielt udgør en begrænsning af det tillagte skøn. Sagen udgør en undtagelse til hovedreglen om, at dette er forbudt. 

Sagen er anvendelig ved både mundtlige og skriftlige eksamener. I en mundtlig eksamen vil dommen være relevant i forbindelse med den forvaltningsretlige grundsætning om pligtmæssigt skøn/forbuddet mod skøn under regel. I en skriftlig eksamen vil dommen kunne bruges som sammenligningsgrundlag i forbindelse med en lignende problemstilling, hvor man ønsker at afgøre, om denne mangel ved skønnet, som ellers vil føre til ugyldighed (med mindre der er tertiære momenter), i en konkret situation kan være berettiget. 

Eksempel: 

"Som et eksempel på en sag, hvor skøn under regel ikke førte til ugyldighed, da det på grund af mængden af ansøgninger set i forhold til de ledige bevillinger var vanskeligt rent faktisk at foretage det konkrete skøn, og at det derfor var "sagligt og rimeligt" (som Højesteret formulerede det) at lægge vægt på anciennitet og indkørt beløb for på denne måde at have en chance for at sortere i ansøgningerne."