search menu
bookmark
person

Hypnosemordene – U 1956.31/2 H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag 264/1954. Refereret af andre i U 1956.31/2 H.

Oprindeligt kommenteret af

Anna Christina de Jonquieres Anna Christina de Jonquieres

i 2017

Verificeret af advokat

Jonas Per Nielsen Jonas Per Nielsen

i 2017

Resumé

Resumé

Dom afsagt af: Højesteret med 8 dommere.
Dissens: Ingen.
Tema: Manddrab, røveri, tilregnelighed, medvirken

Fakta:
Den tiltalte A havde den 23. august 1950 og den 29. marts 1951 begået bankrøveri. I begge tilfælde havde A medbragt en skarpladt pistol og ved sidstnævnte bankrøveri havde A skudt og dræbt både bankkasseren og bankbestyreren. A blev underkastet en mentalobservation. Konklusionen på undersøgelsen var, at A på tidspunktet for handlingerne led af paranoid skizofreni. Under sagens videre efterforskning kom det frem, at tiltalte B ved hjælp af yogaøvelser, hypnose og andre lignende midler havde forårsaget en dybtgribende personlighedsændring hos A. Den 7. januar 1952 blev den oprindelige mentalerklæring trukket tilbage og ved den fornyede mentalobservation blev det konstateret, at A havde været genstand for hypnose, og at det var denne påvirkning, der havde ført til de påsigtede forbrydelser.

For forholdet begået den 23. august 1950 blev A fundet skyldig i røveri af særlig farlig karakter efter straffelovens ("STRFL") § 288, stk. 1, jf. stk. 2. For forholdet begået den 29. marts 1951 blev A fundet skyldig i forsøg på røveri af særlig farlig karakter og for manddrab efter STRFL § 237. A blev dømt til anbringelse i psykopatforvaring (som det hed på tidspunktet) efter STRFL § 70, stk. 1, jf. § 16. 

B blev fundet skyldig i de samme forbrydelser som A ved at have "planlagt og ved påvirkning af forskellig art, herunder hypnotisk påvirkning, tilskyndet" A til at begå forbrydelserne. B idømtes fængsel på livstid.  

Eksamensrelevans:
I dansk ret er der strafansvar for alle, som på en af de i straffeloven nævnte måder, medvirker til udførelsen af en forbrydelse. Af STRFL § 23, stk. 1, 1. pkt., fremgår, at en lovovertrædelse og dens strafferamme omfatter alle der ved "tilskyndelse, råd eller dåd", har medvirket til gerningen. Det er som udgangspunkt kun relevant at sondre mellem gerningsmand og medvirkende, såfremt det skal afgøres, om der kan ske strafnedsættelse eller strafbortfald efter STRFL § 23.

For at medvirkende kan ifalde strafansvar for overtrædelse af straffelovens bestemmelser, skal også den medvirkende opfylde kravet om forsæt eller uagtsomhed, hvor dette er hjemlet. I sager om medvirken kan der opstå spørgsmål om, hvorvidt en af deltagerne i forbrydelsen er gået videre end aftalt og herefter, om den medvirkende har haft fortsæt til denne mere alvorlige forbrydelse.

Spørgsmålet om, hvorvidt en forbrydelse er af alvorligere karakter end oprindeligt tilsigtet forelå i sagen trykt i U 1956.31/2H. I sagen fandt retten, at den tiltalte B havde tilskyndet tiltalte A til røveri og drab bl.a. igennem hypnotisk påvirkning. A havde under et bankrøveri truet to bankansatte til at udlevere penge, og da de tøvede, skød og dræbte A de to ansatte.

Det interessante i sagen er, om B tillige havde forsæt til de to drab. B blev fundet skyldig i både røveri og manddrab, og mærkværdigt nok påkaldte rækkevidden af B's forsæt sig ikke opmærksomhed under sagen. Afgørelsen kan bedst forklares ud fra en dolus eventualis betragtning, men dette blev ikke behandlet i sagen. For en nærmere gennemgang af dolus eventualis, se dommen U 1918.946H refereret i domsguiden under "Ske hvad der vil".

Domstolene har været meget tilbageholdende med at anvende dolus eventualis som forsætsform, og navnlig den hypotetiske form har været meget omdiskuteret. Afgørelsen i U 1956.31/2H kan ses som en indikation på, at domstolene hellere vil strække forsætsbegrebet meget vidt, end at anvende dolus eventualis.

Til Eksamen

I dansk ret straffes gerningsmanden og medvirkende som udgangspunkt på lige fod. Det kræves dog, at den medvirkende har den fornødne tilregnelse i form af enten fortsæt eller uagtsomhed. I sager om medvirken kan der være tvivl om, hvorvidt gerningsmanden er gået videre end aftalt med de medvirkende og om, hvorvidt de medvirkende har haft den fornødne tilregnelse til den mere alvorlige del af forbrydelsen. I dommen U 1956.31/2H blev B fundet skyldig i at have tilskyndet A til røveri og drab bl.a. ved hypnotisk påvirkning. Dommen kan anses som udtryk for, at domstolene hellere vil foretage en vidtrækkende forsætbedømmelse, end at anlægge en eventualitetsbedømmelse i sager om medvirken.