search menu
bookmark
person

Hundeslagsmålet – U.2007.1169Ø

bookmark_border attachment

Østre Landsrets dom 6. afd. a.s. nr. B-2091-06. Refereret af andre i U.2007.1169Ø.

Kommenteret af

Stefan Brkic Stefan Brkic

i 2017

Verificeret af advokat

Stefan Brkic Stefan Brkic

i 2017

Resumé

Dom afsagt af Østre Landsret
Dissens: Ingen
Tema: Besidderbegrebet i hundeloven 

Fakta

En kvinde kom til skade med hånden, da hun i et forsøg på at gribe ind i et hundeslagsmål mellem sin egen og sin datterens hund, blev bidt af datterens. Retten skulle herefter tage stilling til, om kvinden var berettiget til erstatning fra datterens lovpligtige ansvarsforsikring, eller om hun skulle karakteriseres som ”besidder” af datterens hund i henhold til hundelovens § 8, og derfor var afskåret fra erstatning. Landsretten fandt – i modsætning til byretten - at kvinden måtte anses som besidder af hunden som følge af, at hun havde passet den i et tilstrækkeligt langt tidsrum (17-18 timer), hvorfor hun fandtes berettiget til erstatning fra datterens lovpligtige ansvarsforsikring. 

Eksamensrelevans

Besidderbegrebet

Det helt centrale spørgsmål i sagen omhandler besidderbegrebet i hundeloven. Begrebet er benyttet flere steder i loven, men dets betydning antages ikke at være identisk i de respektive bestemmelser. Nærværende sag omhandler besidderbegrebet i hundelovens § 8, hvoraf det følger, at en besidder er ansvarlig på et objektivt grundlag for de skader, som hunden forvolder tredjemand. Det objektive ansvar modsvares af en pligt for besidderen til at tegne en ansvarsforsikring, som hæfter umiddelbart over for skadelidte. Da en ansvarsforsikring således dækker den sikredes erstatningsansvar over for en skadelidt tredjemand, dækker den i sagens natur ikke tings- eller personskader, som den sikrede selv påføres, hvilket var tilfældet i nærværende sag.

Besidderforholdet påhviler som udgangspunkt den faktiske ejer af hunden. Begrebet kan dog i visse tilfælde også omfatte andre personer, såfremt hunden i nogen tidsmæssig udstrækning har opholdt sig hos de pågældende. Der er dog i praksis tvivl om hvor lang en ”tidsmæssig udstrækning”, der påkræves, men i nærværende sag ansås 17-18 timer for værende tilstrækkeligt. Begrebet er behandlet af Ivan Sørensen ”Ansvar for hunde” 1985, hvor det på side 33 er angivet, at ”Det må nok også antages, at den, der passer en hund, mens ejeren er bortrejst på grund af ferie eller lignende af kortere varighed, ikke anses som besidder. ” Modsat anføres det på side 55 i samme værk, at den, der har en hund i pleje, herunder på grund af ferierejser og lignende, skal betragtes som værende identisk med besidderen på skadetidspunktet. Landsretten kom i nærværende sag frem til, at kvinden måtte anses for besidder efter at have passet hunden i 17-18 timer, hvorfor det må antages, at sidstnævnte fortolkning af besidderbegrebet, er blevet lagt til grund. Byretten lagde i modsætning hertil den førstnævnte fortolkning af besidderbegrebet til grund, hvorfor retsstillingen på området ikke kan anses for at være afklaret. Tvister vil typisk blive afgjort ud fra en konkret vurdering af de faktiske omstændigheder i hver enkel sag, hvorfor det kan være vanskeligt at fastlægge nogle retningslinjer for den tidsmæssige udstrækning.

Sagen åbner op for en række spørgsmål, som ikke bliver adresseret af retten. Det fremgår således ikke klart af afgørelsen, om det er det faktiske eller aftalte tidsrum, som er afgørende for udfaldet. Endvidere fremgår det ikke, hvor langt et tidsrum, der i hvert fald er påkrævet for at statuere besiddelse. Det er heller ikke i afgørelsen adresseret, om kvinden efter hundelovens § 8, stk. 2, er påkrævet, at tegne en ansvarsforsikring for begge hunde, da forsikringspligten påhviler besidderen.

Skadelidtes indgriben i hundeslagsmål 

I forbindelse med hundeslagsmål er der i retspraksis en tilbøjelighed til at lægge vægt på, hvilke af hundene, der er henholdsvis den angrebne og angribende part. I nærværende sag behandlede retten ikke spørgsmålet, men det må ud fra skadelidtes forklaring antages, at datterens hund var den angribende. 

Til illustration af, at retten lægger vægt på, hvilken hund, der er den angribende part, kan nævnes en afgørelse trykt i U 1944.640 Ø. I denne sag tilkendte retten erstatning til en hundeejer, som var blevet bidt i hånden i et forsøg på at gribe ind i et hundeslagsmål mellem sin egen og en fremmed hund. Retten tillagde det ikke afgørende betydning hvilken af hundene, der havde bidt skadelidte, men fandt det derimod afgørende, at den fremmede hund var den angribende part. Resultatet og begrundelsen må anses for værende vidtgående, da det åbner op for, at skadelidte tilkendes erstatning for bid fra sin egen hund, som skadelidte har pådraget sig i et forsøg på at stoppe et hundeslagsmål initieret af en fremmed hund. Udfaldet må dog antages at bygge på en betragtning om, at den fremmede hund er hovedårsagen til skaden og derfor en form for indirekte skadevolder. 

Til Eksamen

Dommen belyser ansvarssubjektet i henhold til hundelovens § 8, som pålægger ”besidderen” et objektivt ansvar for de skader, som hunden forvolder. Det har derfor afgørende betydning, hvem der i en given situation kan betegnes som besidder.

Det vil i de fleste situationer typisk være hundens ejer, som er besidderen, hvilket i praksis ikke giver anledning til mange tvister om begrebets rækkevidde. Vurderingen bliver derimod kompliceret i de tilfælde – som i nærværende sag – hvor en anden person end den faktiske ejer passer hunden over en nærmere afgrænset tidsmæssig udstrækning. Det vil i disse tilfælde skulle vurderes, om der er statueret et besidderforhold, hvorefter den pågældende ifalder et objektivt ansvar for de skader, som hunden forvolder. Retten kom i nærværende sag frem til, at et sådant forhold kan etableres på under et døgn (17-18 timer), men som det også følger af mine kommentarer under resuméet, efterlader retten en del uafklarede spørgsmål vedrørende den nærmere afgrænsning.