search menu
bookmark
person

Hunden "Bølle" – U 2009.2469 H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag 4/2008 afd. 1. Refereret af andre i U 2009.2469 H.

Oprindeligt kommenteret af

Denise Malou Faber Denise Malou Faber

i 2017

Verificeret af advokat

Christian Frank Madsen Christian Frank Madsen

i 2017

Resumé

Dom afsagt af Højesteret

Dissens: Ingen

Tema: Erstatningsret, nedsættelse, bortfald, accept af risiko, egen skyld.

Fakta:

En person luftede i februar måned sin nabos hund, da der lød et kanonslag, som forskrækkede hunden. Som følge heraf satte hunden i løb, hvorefter hundelufteren væltede omkuld. Da hundelufterens hånd var viklet ind i løkken på hundesnoren, blev han trukket 1-1,5 meter. Han beskadigede i faldet sin skulder og måtte indlægges i 9 dage. Vejle Kommune, som havde udbetalt dagpenge til hundelufteren som følge af sygemeldingen, afkrævede dette beløb af hundeejerens forsikring hos hvem, hunden var ansvarsforsikret.

Vejle Kommune gjorde gældende, at forsikringsselskabet hæftede på et objektivt grundlag som følge af hundelovens § 8, stk. 1, 1. pkt. og stk. 2, og at det var upåregneligt for hundelufteren, at der ville blive affyret et kanonslag på denne tid af året. Forsikringsselskabet gjorde derimod primært gældende, at hundelufteren havde udvist accept af risiko ved at gå tur med en kraftig hund, subsidiært, at hundelufteren havde udvist egen skyld ved at have viklet hånden ind i løkken på hundesnoren, hvorfor erstatningen burde nedsættes eller bortfalde i medfør af hundelovens § 8, stk. 1, 2. pkt.

Højesteret fandt ikke, at erstatningen skulle nedsættes eller bortfalde, da der ikke forelå accept af risiko, og således har både retten i Vejle, landsretten samt Højesteret givet Vejle Kommune medhold.

Højesteret fandt, at hundelovens § 8 finder anvendelse både ved egen skyld samt accept af risiko-synspunkter. Alene det, at hundelufteren havde valgt at gå tur med naboens hund indebar imidlertid ikke en accept af risiko for skade, og kunne følgelig ikke føre til ansvarsfrihed for hundeejeren og dermed fritagelse af pligten til at udbetale erstatning for forsikringsselskabet.

Højesteret fandt det heller ikke påregneligt for hundelufteren, at hunden ville trække ham omkuld, idet han ikke kunne have nogen forventning om usædvanlig opførsel fra hunden eller have nogen forventning om affyring af kanonslag i februar måned, hvorfor erstatningen hverken kunne nedsættes eller bortfalde efter reglen om medvirken i hundelovens § 8, stk. 1, 2. pkt.

Hundelufteren havde således ikke medvirket til skaden eller accepteret risikoen herfor (tilsvarende FED 2009.41Ø). Højesteret henviser til de af byretten anførte grunde og stadfæstede landsrettens dom.

Eksamensrelevans:

Hundens besidder - enten den med det faktiske ejerforhold, eller den, som på grund af den tidsmæssige udstrækning bliver besidder af hunden, jf. blandt andet FED 2004.11.02 Ø samt U 2007.1169 Ø - har et objektivt ansvar for alle skader, som dennes hund forvolder, jf. hundelovens § 8, stk. 1.

Det påhviler besidderen at have en ansvarsforsikring, jf. hundelovens § 8, stk. 2, og forsikringsselskabet hæfter umiddelbart over for skadelidte uanset interne begrænsninger, der alene har betydning i relation til spørgsmålet om regres.

For så vidt angår forsikringsselskabets påstand om, at A havde udvist accept af risiko skal denne ses i sammenhæng med den objektive ansvarsfrihedsgrund samtykke. Skadelidte kan enten have samtykket udtrykkeligt eller implicit. Derimod kan der ikke siges at være givet samtykke i accept af risiko-situationer, hvor skadelidte alene indså eller burde have indset risikoen for at lide skade. Accept af risiko-synspunktet kan blandt andet bruges til vurdering af, om der kan ske nedsættelse af erstatningskravet som følge af egen skyld. Hundelovens § 8, stk. 1 kan finde anvendelse ud fra et "accept af risiko-synspunkt".

For så vidt angår påstanden om, at A havde udvist egen skyld, følger det af hundelovens § 8, stk. 1, 2. pkt., at skadelidtes erstatning kan nedsættes eller bortfalde, såfremt skadelidte har medvirket til skaden. Dermed bortfalder det objektive ansvar ikke ved egen skyld, som det er tilfældet i Danske Lov 6-10-2 og 6-10-5. Medvirken fra skadelidte kan ikke statueres alene på baggrund af, at skadelidte har tilbudt at lufte hunden.

I afgørelsen fandt Højesteret hverken, at der forelå accept af risiko eller medvirken i medfør af hundelovens § 8, stk. 1, da A ikke ved at have tilbudt at gå tur med hunden kunne anses for at have accepteret risikoen, ligesom A ikke kunne have forudset det hændelsesforløb, der medførte skaden. 

Til Eksamen

I dommen trykt i 2009.2469 H behandlede Højesteret spørgsmålet om, hvorvidt A havde accepteret risikoen for skade ved at lufte naboens hund.

Højesteret stadfæstede landsrettens dom og anførte, at hundelovens § 8, stk. 1, 2. pkt. om medvirken ikke alene omfatter egen skyld, men i et vist omfang også finder anvendelse ud fra et synspunkt om accept af risiko. Højesteret fandt dog, at det faktum, at en person har indladt sig med en hund, imidlertid ikke kan anses for en accept af risiko for skade, og at hændelsesforløbet i øvrigt ikke var påregneligt for A, hvorfor A fik fuld erstatning for skaden.