search menu
bookmark
person

Hundehvalpen med væsentlige mangler – U 2014.3715 H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag 72/2013 afd. 1. Refereret af andre i U 2014.3715 H.

Kommenteret af

Anne-Marie Rosman Nielsen Anne-Marie Rosman Nielsen

i 2017

Verificeret af advokat

Lise Aaby Nielsen Lise Aaby Nielsen

i 2017

Resumé

Resumé

 

Dom afsagt af Højesteret

 

Dissens: Ingen

 

Tema: Mangler ved løsøre, formodningsreglen, ophævelse, erstatning

 

Fakta: To parter indgik i juni 2009 en aftale vedrørende salget af en hund. I slutningen af oktober 2009 måtte køberen dog lade hunden aflive, idet den led af osteochondrose og hoftedysplasi. Køberen krævede af denne grund købet hævet samt erstatning for den negative kontraktinteresse og derved for de udgifter, han havde afholdt til dyrlæge og foder. 

 

Højesteret fandt, at der forelå en formodning for, at manglen ved hunden havde foreligget på tidspunktet for risikoens overgang, idet den opstod inden seks måneder efter leveringen. For at afkræfte formodningen gjorde sælgeren gældende, at hundens lidelser skyldtes hundens opvækstforhold, navnlig dens alt for hurtige vækst grundet overfodring, samt at hunden var kommet til skade under leg med en anden hund.

 

I den forbindelse forklarede én dyrlæge, at overfodring kunne være årsag til hundens lidelser, mens to andre dyrlæger afviste, at hverken overfodring eller skaden i det konkrete tilfælde var årsag hertil. Højesteret fandt ikke, at sælgeren havde afkræftet formodningen, hvorfor der forelå en mangel. Idet denne ydermere var væsentlig, var køberen berettiget til at ophæve kontrakten. Køberen havde dog ikke krav på erstatning.

 

Eksamensrelevans: Dommen vedrører, hvornår en mangel ved salgsgenstanden anses for at have foreligget på tidspunktet for risikoens overgang med den følge, at sælgeren hæfter for den pågældende mangel. 

 

Købeloven ("KBL") § 77 a, stk. 1, som gælder i forbrugerkøb – dvs. et køb, som en forbruger (en køber, der hovedsageligt handler uden for sit erhverv) foretager hos en erhvervsdrivende (en sælger, der handler som led i sit erhverv) – foreskriver, at afgørelsen af, om en salgsgenstand lider af en mangel, skal træffes ud fra salgsgenstandens beskaffenhed på tidspunktet for risikoens overgang. Såfremt der på dette tidspunkt foreligger en mangel, hæfter sælgeren for den pågældende mangel, uanset om manglen først viser sig senere.

 

Stk. 3 indeholder en formodningsregel, som angiver, at en mangel, der viser sig inden seks måneder efter leveringen, formodes at have været til stede på tidspunktet for risikoens overgang, medmindre dette er uforeneligt med salgsgenstandens eller den manglende overensstemmelses art. Formodningsreglen er eksempelvis uforenelig med salgsgenstandens art, hvis der er tale om friske fødevarer (f.eks. frugt eller grøntsager), idet disse forventeligt går til grunde inden for seks måneder.

 

Højesteret fastslog, at hunden blev leveret i juni 2009, og at den måtte aflives som følge af osteochondrose og hoftedysplasi i oktober 2009, hvorfor manglen viste sig inden seks måneder efter risikoens overgang. Der var i sagen tale om et forbrugerkøb, hvorfor KBL § 77 a fandt anvendelse, og Højesteret fandt hernæst, at der ikke i sagen var tale om en situation, hvor en anvendelse af formodningsreglen ville være uforeneligt med salgsgenstandens eller den manglende overensstemmelses art. Der forelå derfor en formodning for, at manglen forelå på tidspunktet for risikoens overgang med den følge, at sælger ville hæfte herfor, medmindre sælgeren konkret kunne afkræfte formodningen for, at manglen ved hunden var til stede på tidspunktet for risikoens overgang. En række modstridende udtalelser fra tre dyrlæger fandtes imidlertid ikke at kunne danne grundlag for at antage, at hundens lidelser var opstået efter risikoens overgang som følge af overfodring eller skade fra leg med en anden hund, og formodningen var derfor ikke blevet afkræftet.

 

Højesteret lagde således til grund, at manglen ved hunden forelå på tidspunktet for risikoens overgang, hvorfor sælgeren hæftede herfor. Højesteret fandt endvidere, at manglen ved hunden konstituerede en væsentlig mangel, hvorfor køberen var berettiget til at hæve købet. Højesteret fandt dog ikke, at sælgeren havde handlet ansvarspådragende, idet det ikke af køberen var blevet godtgjort, at sælgeren kendte eller burde kendte til de to lidelser, jf. KBL § 80, stk. 1, nr. 3. Af den grund forelå der intet ansvarsgrundlag, hvorfor sælgeren ikke kunne få erstattet sin negative kontraktinteresse i form af udgifter afholdt til dyrlæge og foder.

Til Eksamen

Til eksamen

I dommen fandt Højesteret, at formodningsreglen i KBL § 77 a, stk. 3, som foreskriver, at en mangel i forbrugerforhold formodes at have været til stede på tidspunktet for risikoens overgang, såfremt den viser sig inden for seks måneder efter levering, fandt anvendelse på en mangel ved en hund. Sælgeren hæftede derfor for manglen, idet sælgeren ikke formåede at afkræfte formodningen.