search menu
bookmark
person

Holte Midtpunkt – U 1986.143/2 H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag II 284/1982. Refereret af andre i U 1986.143/2 H.

Kommenteret af

Emil Skovgaard Bak Emil Skovgaard Bak

i 2019

Verificeret af advokat

Ellen Skodborggaard Ellen Skodborggaard

i 2019

Resumé

Dom afsagt af Højesteret den 27. januar 1986

Dissens: Ingen

Tema: Skønsudvøelse, lovlige hensyn ved skønsudøvelsen og det offentliges erstatningsansvar ved skadevoldende retsakter

Fakta:

En kvinde ("V") købte i 1975 en lejlighed i Holte. I henhold til den gældende byplan skulle der overfor lejligheden opføres en bygning med fladt tag i en afstand på 20 meter fra V's stuevindue. Efter første bygherre havde foretaget en nedrivning, opgav han projektet, hvorefter en ny bygherre overtog og planlagde opførelse af en bygning med bl.a. skråtag. Da denne bygherre ligeledes trak sig fra projektet, indgik bygherre ("W") en aftale med kommunen ("K") om køb af arealet på betingelse af, at W måtte gennemføre den tidligere bygherres planlagte projekt. Dette gav K tilladelse til. Byggeriet blev gennemført, men det viste sig, at den nye bygning var forskudt, så den i en afstand af blot 8 meter gik frem foran V's stuevindue. 

V anlagde sag mod K og W, og påstod principalt fysisk lovliggørelse og subsidiært bl.a. erstatning. K og W nedlagde bl.a. påstand om frifindelse.

Landsretten fastslog, at K ikke havde hjemmel til at meddele dispensation fra byplanens forskrifter, men efter en konkret vurdering fandt K ikke, at byggetilladelsen var ugyldig med den virkning, at der skulle ske fysisk lovliggørelse. Landsretten fandt dog, at K havde handlet ansvarspådragende ved at meddele den ulovlige dispensation. De tillagde det desuden vægt, at dispensationen indebar en klar tilsidesættelse af nabohensyn. På denne baggrund pålagde landsretten K et erstatningsansvar på 100.000 kr.

Højesteret tog i modsætning til landsretten ikke stilling til, hvorvidt selve dispensationen var ulovlig, men fandt, at K allerede pga. naboretlige regler var ubeføjet til at tillade forskydningen af byggeriet, da bebyggelsen herved lå for tæt på nabobygningen. Ligesom landsretten slog Højesteret fast, at der henset til K og W's subjektive forhold samt værdispildsbetragtninger ikke var grundlag for en fysisk lovliggørelse.

Eksamensrelevans:

Holte Midspunkt sagen kan både anvendes til at illustrere muligheden for at anvende det offentliges erstatningsansvar som alternativ til ugyldighed samt det forhold at hensynet til at undgå værdispild udgør et sagligt hensyn.

Forvaltningen skal foretage et skøn, når et hjemmelsgrundlag enten ikke indeholder nogen form for beskrivelse af retsfaktum og/eller retsfølge, eller blot indeholder en upræcis beskrivelse heraf. Skønnet har to led; fastlæggelsen af kredsen af saglige hensyn og afvejningen af de saglige hensyn. Hensynet til at undgå værdispild udgør et sagligt hensyn, og i Holte Midtpunkt sagen tillagde Højesteret værdispildsbetragtningerne stor vægt.

Ugyldighed betyder, at en forvaltningsafgørelse ikke skal have retsvirkning efter sit indhold. Reglerne for ugyldighed er udviklet gennem retspraksis, og betingelserne herfor er, at der skal foreligge en retlig mangel. Denne mangel skal være væsentlig, og der må desuden ikke foreligge tertiære momenter, som taler imod ugyldighed. I visse situationer foreligger der således en væsentlig retlig mangel, men enten som følge af umulighed eller uhensigtsmæssighed bør manglen ikke medføre ugyldighed.

Det offentlige kan ifalde erstatningsansvar for såvel dets faktiske som dets retlige virksomhed. Erstatningsansvaret kan pådrages efter almindelige erstatningsretlige betragtninger, medmindre andet følger af loven. Det offentliges erstatningsansvar kan under visse omstændigheder anvendes som et alternativ til ugyldighed. Et hovedområde herfor er byggesager, som det var tilfældet i Holte Midtpunkt sagen. I sådanne sager vil værdispildsbetragtninger ofte medføre, at man må foretage en retlig lovliggørelse (frem for en fysisk lovliggørelse) og eventuelt tilkende erstatning.

I Holte Midtpunkt sagen foretog landsretten en konkret afvejning, hvori hensynet til retshåndhævelse blev inddraget sammen med omfanget af ulemper for den kvindelige nabo, kommunen og bygherrens subjektive forhold (bygherren var i god tro) samt konsekvenserne af en fysisk lovliggørelse. En afvejning af disse hensyn resulterede i, at der ikke skulle ske fysisk lovliggørelse. Den kvindelige nabo fik derimod tilkendt erstatning, idet kommunen havde handlet ansvarspådragende. Afvejningen viser, at tertiære momenter, såsom værdispild, kan være af så væsentligt tyngde og betydning, at et erstatningsansvar bliver alternativet til ugyldighed.

Til Eksamen

Ved et byggeri var naboretlige afstandskriterier overskredet, hvilket en kvinde i naboejendommen klagede over. Henset til både subjektive forhold hos bygherren og kommunen samt værdispildsbetragtninger fandt Højesteret ikke, at der var grundlag for fysisk lovliggørelse, og pålagde i stedet kommunen at betale erstatning til den kvindelige nabo på 100.000 kr.