search menu
bookmark
person

Henstand uden samtykke medfører ikke i sig selv, at en kautionist frigøres for sin forpligtelse – U 1979.168/2 H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag II 61/1978. Refereret af andre i U 1979.168/2 H.

Kommenteret af

Toke Engberg Pedersen Toke Engberg Pedersen

i 2017

Verificeret af advokat

Christian Frank Madsen Christian Frank Madsen

i 2017

Resumé

Resumé

Dom afsagt af: Højesteret

Dissens: Ingen

Tema: Henstand, selvskyldnerkaution   

Fakta:

De fem sagsøgte stiftede i 1973 selskabet A A/S. Banken B ydede A A/S kredit, og den 1. august underskrev de sagsøgte som solidarisk hæftende selvskyldnerkautionister et dokument om selvskyldnerkaution og anden sikkerhedsstillelse. I henhold til dette dokument omfattede kautionen alt mellemværende – specielt bankgaranti plus renter for udlandslån fsva. de rangsidste kr. 300.000,00 af det til enhver tid skyldige mellemværende. I september 1973 opnåede selskabet A A/S med Banken som garant et lån på 800.000 schweizerfranc (”Udlandslånet”), hvilket lån skulle tilbagebetales over fem år (svarende til CHF 160.000 + renter årligt).

I april 1974 forhøjedes de sagsøgtes kautionsforpligtelse efter aftale til at omfatte de rangsidste kr. 540.000,00.

I 1974 kom A A/S i økonomiske vanskeligheder, hvilket bl.a. skyldtes oliekrisen. Ultimo maj 1974 trådte A A/S i likvidation som værende insolvent.

I juni samme år indkom tilbud om køb af selskabet A A/S. Idet selskabet blev solgt til C, blev kr. 315.372,94 af den samlede kautionsforpligtelsen gjort gældende. De resterende kr. 251.689,56 overførtes som selvskyldnerkaution for køberen C's engagement – ligeledes anført som de rangsidste. Kautionen skulle ikke nedtrappes, men den skulle bortfalde, når Udlandslånet blev indfriet i 1978.

Kautionisterne var ikke bekendt med, at køberen C var blevet indrømmet henstand for betalingen på Udlandslånet. Køberen C blev indrømmet henstand af Banken B i 1975 og i 1976, dog således at der i de efterfølgende to år skulle betales dobbelt afdrag.

I 1976 kom Køberen C i økonomiske vanskeligheder og standsede sine betalinger. Køberen C havde kun afdraget på Udlandslånet i 1974.

Sagsøgeren, Banken, gjorde gældende, at der for kautionisterne ikke var sket en risikoforøgelse som følge af den ændrede afviklingsmåde (henstandsydelsen).

Sagsøgte, kautionisterne, gjorde gældende, at sagsøgeren havde formået dem at påtage sig en kautionsforpligtelse uden at oplyse om, at der var ydet tilsagn om henstand på Udlandslånet. Sagsøgte gjorde således gældende, at der forelå urigtige forudsætninger, der havde medført en så væsentlig forøgelse af den til deres kautionistforpligtelse tilknyttede risiko, at deres ansvar som kautionister måtte bortfalde. I anden række gjorde de gældende, at kautionsaftalen måtte tilsidesættes i medfør af AFTL § 36.

Hverken landsretten eller Højesteret fandt, at kautionsforpligtelsen skulle bortfalde, idet der alene var tale om en forskydning af afdragsbetalinger inden for den oprindeligt aftalte afdragsperiode. Yderligere kunne det ikke udelukkes, at det ikke havde været i kautionisternes interesse, at køberens likviditet undgik for hård belastning i den første tid efter overtagelsen af virksomheden.

Eksamensrelevans:

Tidligere anså såvel retspraksis som den juridiske teori, at kautionistens hæftelse bortfaldt, såfremt kreditor, uden kautionistens samtykke, indrømmede hovedmanden en ikke bagatelagtig henstand [Ussing: Kaution, Nyt Nordisk Forlag, 1928, s. 235ff].

Henstand kan isoleret set gavne kautionisten, idet betalingstiden for kautionisten udskydes, og henstanden kan på længere sigt forbedre hovedmandens økonomi. I det tilfælde at hovedmandens økonomiske forhold forværres i henstandsperioden, indebærer det imidlertid, at kautionisten vil lide et større tab, end hvad han ville have lidt, dersom der ikke var ydet henstand.

Det er nu fastslået i retspraksis [U.1959.582 + U.1975.168 H + U.1979.168/2 H], at henstand ikke per se medfører, at kautionisten frigøres for sin forpligtelse. Kautionisten hæfter fortsat i det omfang, kreditor kan dokumentere, at henstanden ikke har forringet muligheden for fyldestgørelse. M.a.o. - henstand har kun hel eller delvis frigørende virkning for kautionisten, hvis det medfører en risikoforøgelse for kautionisten.

Til Eksamen

Højesteret fastslog i U.1979.168/2 H, at en kautionsforpligtelse ikke skulle bortfalde, idet der alene var tale om en forskydning af afdragsbetalinger (henstand) inden for en oprindeligt aftalt afdragsperiode, hvorfor der herved ikke var sket en risikoforøgelse for kautionisten.