search menu
bookmark
person

Hensigtserklæring: drage omsorg for tilstrækkelig med likvide midler – U 1989.618 V

bookmark_border attachment

Venstre Landsret dom i sag 8-B 1208/1987. Refereret af andre i U 1989.618 V.

Oprindeligt kommenteret af

Toke Engberg Pedersen Toke Engberg Pedersen

i 2017

Verificeret af advokat

Christian Frank Madsen Christian Frank Madsen

i 2017

Resumé

Resumé 

Dom afsagt af: Vestre Landsret

Dissens: Ingen

Tema: Hensigtserklæring om støtte af betalingsforpligtelse

Fakta:

Et aktieselskab (”Aktieselskabet”) havde med et leasingselskab (”Leasingselskabet”) indgået en leasingkontrakt i maj 1985. Leasingkontrakten vedrørte en maskine, der skulle bruges under selskabets produktion af dyrefoder. Leasingselskabet forlangte personlig kaution for at indgå leasingkontrakten, hvilket Aktieselskabet afslog, idet direktøren meget tydeligt forklarede, at ingen af ledelsesmedlemmerne ville kautionere. Forhandlingerne blev herefter afbrudt.

Aktieselskabet forsøgte på anden vis at få finansieret kontrakten, hvilket ikke lykkedes. Forhandlingerne med Leasingselskabet blev derfor genoptaget, i hvilken forbindelse Leasingselskabet nu kunne nøjes med en hensigtserklæring. Direktøren for Aktieselskabet udtrykte meget klart, at han ikke vidste, hvad det betød, men sagde, at ledelsesmedlemmerne ikke ville have noget som helst med kaution at gøre.

Hensigtserklæringen blev udformet således, at ledelsesmedlemmerne skulle drage omsorg for, at Aktieselskabet havde tilstrækkelige likvide midler til at kunne opfylde sine forpligtelser over for Leasingselskabet.

I 1985 trådte Aktieselskabet i betalingsstandsning og blev senere erklæret konkurs.

Leasingselskabet gjorde gældende, at ledelsesmedlemmernes løfte ved deres erklæring om at ville drage omsorg for, at Aktieselskabet havde tilstrækkelige likvide midler til at kunne opfylde sine forpligtelser over for Leasingselskabet, var så klart og tydeligt, at de havde pådraget sig erstatningsansvar over for Leasingselskabet.

Ledelsesmedlemmerne gjorde omvendt gældende, at de ikke havde afgivet nogen retlig forpligtende erklæring, hvis tilsidesættelse kunne medføre erstatningsansvar. Ledelsesmedlemmerne gjorde gældende, at Leasingselskabet havde udfærdiget hensigtserklæringen, hvilken hensigtserklæring Leasingselskabet anså for identisk med en kaution, uden at gøre ledelsesmedlemmerne bekendte hermed.

Såvel byretten og landsretten frifandt ledelsesmedlemmerne, idet ledelsesmedlemmerne klart forud for deres underskrivelse af hensigtserklæringen havde meddelt, at de ikke ville påtage sig nogen personlig kaution. Ledelsesmedlemmerne fandtes derfor ikke ved deres erklæring at have påtaget sig en sådan personlig forpligtelse, at de som følge af Aktieselskabets konkurs havde pådraget sig erstatningsansvar over for Leasingselskabet.

Eksamensrelevans:

Som udgangspunkt er retsvirkningen af betegnelser som hensigtserklæringer, letter of comfort, letter of intent eller lign., at de ikke er bindende som et konkret løfte. I U.1994.470 H fastslås det bl.a., at en erklæring, der efter sin ordlyd indeholder et klart og ubetinget løfte, er bindende, uagtet at erklæringen betegnes ”hensigtserklæring”.

I praksis benyttes ofte betegnelsen et ”letter”, ”letter of awareness”, ”letter of comfort” eller ”letter of intent”. Betegnelsen ”Støtteerklæringer” må nu anses for den almindeligt anvendte [Hans Viggo Godsk Pedersen, Kaution, 11. Udgave, s. 149].

Støtteerklæringer adskiller sig fra kaution ved, at en støtteerklæring er en erklæring om, at visse forhold foreligger i f.eks. et datterselskab. Kaution er derimod en hæftelse for en ydet kredit.

Brugen af en sådan betegnelse er, i modsætning til f.eks. kaution, en erklæring af uformel karakter. Ofte vil man se, at støtteerklæringen relaterer sig til noget historisk eller faktisk, f.eks. ”Vi har altid stået bag vores datterselskaber”. Dette indebærer alene en moralsk forpligtelse. For at bevæge sig ud over det alene moralsk forpligtende må erklæringen indeholde et reelt juridisk løfte. [Hans Viggo Godsk Pedersen, Kaution, 11. Udgave, s. 151] anfører, at formuleringer som ”vi vil drage omsorg for” er udtryk for et løfte i juridisk forstand. Såfremt erklæringen således klart er formuleret som et løfte, bliver det dermed en diskussion af, om løftegiver alligevel er forpligtet, dersom hændelsesforløbet i øvrigt foranlediger, at løftegiver ikke kan anses for at have afgivet et juridisk forpligtende løfte.

Retsvirkningen af en sådan erklæring må derfor bero på en konkret fortolkning. Fortolkningen beror først og fremmest på en naturlig forståelse af ordlyden, og dernæst hvad parterne har gjort/sagt i forhandlingen inter partes, der indikerer en bestemt opfattelse af den tilsigtede retsvirkning.

Til Eksamen

Vestre Landsret fastslog i U.1989.618 V, at en hensigtserklæring om, at ledelsesmedlemmerne ville drage omsorg for, at aktieselskabet havde tilstrækkelige midler, ikke var en erstatningspådragende erklæring som følge af aktieselskabets konkurs. Ledelsesmedlemmerne havde klart udtrykt, at de ikke ønskede at kautionere, og uanset at den konkrete ordlyd indikerede et løfte, medførte de øvrige omstændigheder, at det ikke kunne siges, at ledelsesmedlemmerne havde påtaget sig en personlig forpligtelse.