search menu
bookmark
person

Højspændingskabler – U 2004.2389 H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sagerne 35/2003 og 32/2003 (2. afd.). Refereret af andre i U 2004.2389 H.

Kommenteret af

Caroline Lemminger Jensen Caroline Lemminger Jensen

i 2017

Verificeret af advokat

Ellen Skodborggaard Ellen Skodborggaard

i 2017

Resumé

Resumé

Dom afsagt af Højesteret

Dissens: Ingen

Tema: Erstatningsret, erstatningsansvar overfor indirekte skadelidte

Fakta:

Sagen angik entreprisearbejde på en ejendom. Naboejendommen til den ejendom hvor entreprisearbejdet pågik husede en virksomhed.

I forbindelse med entreprisen skete to kabelbrud. Det første kabelbrud skete ved, at der under nedrivningen blev ødelagt to højspændingskabler, da underentreprenøren med en af sine gravemaskiner skulle nedrive betonelementer. Skaden medførte blandt andet en strømafbrydelse hos nabovirksomheden.  Det andet kabelbrud skete da ansatte hos entreprenørvirksomheden fik gravet et lavspændingskabel over. Dette medførte at hele strømforsyningen til nabovirkomheden blev afkoblet. Nabovirksomheden rettede herefter et erstatningskrav for driftstabet mod entreprenørvirksomheden.

Højesteret stadfæstede landsrettens dom og fandt, at nabovirksomheden var berettiget til erstatning på trods af, at virksomheden ikke var direkte skadelidte. Højesteret fandt, at der i forhold til det første kabelbrud havde været en indlysende fare for kabelbrud, som kunne medføre driftsafbrydelser for de nærmest omliggende virksomheder. I forhold til det andet kabelbrud fandt Højesteret, at entreprenøren havde udvist en betydelig grad af uagtsomhed, idet medarbejderne i strid med retningslinjerne og instrukser påbegyndte og gennemførte arbejdet.  

 

Eksamensrelevans:

Efter almindelige erstatningsretlige regler er udgangspunktet, at kun den umiddelbart skaderamte kan få erstaning. En indrekte skadesramt trejdemand er derfor som udgangspunkt ikke erstatningsberettiget.

I afgørelsen finder Højesteret dog alligevel grundlag for erstatningsansvar for nabovirksomheden på trods af, at denne ikke er direkte skadelidte. Højesteret lægger vægt på graden af skylden, og anfører, at der i forhold til første kabelbrud er en "indlysende fare for kabelbrud", mens der i forhold til det andet kabelbrud er "udvist en betydelig grad af uagtsomhed". Udgangspunktet om at erstatning kun kan kræves af dirkete skadelidte kan således fraviges i situationer, hvor der foreligger en kvalificeret grad af culpa. Det kan derfor udledes, at desto grovere skylden er, desto videre er muligheden for erstatning.

Ligeledes spiller den almindelige adækvansbetragtning en rolle i forhold til afgørelsen. Adækvans er en betingelse for pålæggelse af erstatningsansvar, og indebærer at handlingens følge har været påregnelig for skadevolder. Højesteret anfører i afgørelsen i relation til det første kabelbrud, at virksomhedens driftstab "ikke kan anses for en upåregnelig følge af kabelbeskadigelserne, der fandt sted i umiddelbar nærhed af virksomheden". På samme vis anfører Højesteret i relation til det andet kabelbrud, at det pågældende kabel førte direkte til naboejendommen, hvorfor det måtte stå klart at et brud på kablet kunne medføre driftafbrydelse hos virksomheden.

På baggrund af afgørelsen kan det anføres, at en fravigelse af det almindelige erstatningsretlige udgangspunkt, hvorefter kun den umiddelbart skadesramte kan få erstatning, forudsætter en vis kvalificeret grad af skyld samt en vis grad af nærhed.    

 

Til Eksamen

Til eksamen

Relevant i en eksamenssituation hvor en indirekte skadelidt ønsker erstatning.