search menu
bookmark
person

Hæftelse for samlevers misbrug – U 2010.1819 Ø

bookmark_border attachment

Østre Landsret dom i anke 11. afd. nr. B-3047-09. Refereret af andre i U 2010.1819 Ø.

Oprindeligt kommenteret af

sfs/pec sfs/pec

i 2017

Verificeret af advokat

Benjamin Bunnage Benjamin Bunnage

i 2017

Resumé

Resumé

Dom afsagt af Østre Landsret

Dissens: Ingen

Tema: Aftaleret, ugyldighedsregler, ugyldighed som følge af tvang, kompulsiv tvang, misbrug af betalingskort, meddelelse uden ugrundet ophold

Fakta:

A havde erhvervet et betalingskort med tilhørende pinkode. A's samlever fik A til at udlevere betalingskortet og pinkoden til sig som følge af vold og trussel om vold. Samleveren benyttede herefter betalingskortet til diverse indkøb og hævninger, indtil kortet blev spærret ca. 10 dage efter udleveringen.   

Kortudstederen krævede, at A betalte for samleverens indkøb og hævninger, da A havde oplyst pinkoden til samleveren og måtte have indset, at der var risiko for misbrug uden at have underrettet kortudsteder herom.

A mente ikke, at hun hæftede for gælden med henvisning til udlevering pga. vold og manglende mulighed for at underrette kortudsteder.

A påpegede, at der var tale om et ufrivilligt samliv med samleveren, som var narkoman, generelt udøvede vold mod hende, misbrugte hendes midler og kontrollerede hendes opkald. På den baggrund mente A, at hun havde været afskåret fra at tage kontakt til kortudstederen.

Landsretten fandt, at A måtte have indset, at der var risiko for misbrug, men at kort og kode blev fratvunget ved vold og trussel, hvorfor A som udgangspunkt ikke hæftede for misbruget, jf. dagældende betalingsmiddellovs § 11, stk. 6. Landsretten kom dog samtidig frem til, at princippet i aftalelovens § 28, stk. 2 stadig fandt anvendelse, hvorfor A havde været forpligtet til at give kortudsteder meddelelse om udleveringen uden ugrundet ophold efter, at tvangen var ophørt.

Eksamensrelevans:

Aftaleloven har to ugyldighedsregler som følge af  tvang, jf. lovens §§ 28 og 29. Det bemærkes, at aftalelovens tvangsbegreb som udgangspunkt kun omfatter den kompulsive tvang, dvs. tvang rettet mod en persons vilje vha. af en eller anden form for frygt.

Aftalelovens § 28 omhandler voldelig tvang og er en stærk ugyldighedsgrund, og aftalelovens § 29 omhandler anden tvang og er en svag ugyldighedsgrund. Sondringen mellem svag og stærk vedrører god tro hos medkontrahenten. Aftalelovens § 29 omfatter nemlig ikke tilfælde, hvor medkontrahenten har været i god tro om erklæringen, jf. ordlyden ”har indset eller burde indset, at erklæringen retsstridigt var fremkaldt ved tvang fra tredjemands side”.

Det følger af aftalelovens § 28, stk. 1, at man ikke er bundet af erklæringer, hvis disse er fremkaldt ved vold eller trussel om øjeblikkelig vold. Efter aftalelovens § 28, stk. 2 har man dog pligt til at give meddelelse om tvangen til den, som man ønsker at påberåbe sig ugyldigheden over for. Dette skal ske ”uden ugrundet ophold, efter at tvangen er ophørt”.

I dommen blev tre dage anset for at være uden ugrundet ophold. Af relevante momenter kan det nævnes, at A boede sammen med den tvangsudøvende tredjemand, og at det af landsretten blev tillagt betydning, at A i en lignende situation tidligere havde haft mulighed for at foretage et opkald til en bank.

Resultatet blev, at A hæftede for kortets forbrug efter det tidspunkt, hvor hun måtte formodes at have haft mulighed for at give kortudsteder meddelelse.

Dommen er desuden et eksempel på, at aftalelovens regler er et udtryk for alment gældende retsgrundsætninger, som finder anvendelse på alle aftaleforhold uanset særlovgivning; Landsretten udtaler, at aftalelovens § 28 ikke finder direkte anvendelse på sagen, men at princippet i § 28, stk. 2 stadig gælder og dermed skal iagttages.

Til Eksamen

Til eksamen:

Dommen kan med fordel anvendes i et eksamensspørgsmål vedrørende ugyldighed som følge af tvang eller øjeblikkelig trussel herom, jf. aftalelovens § 28.

Først kan det nævnes, at dommen fastslår, at der er tale om et grundlæggende retsprincip om ugyldighed, og at det dermed finder udfyldende anvendelse ved særlovgivning eller anden særlig aftale.

Derudover kan dommen anvendes som led i en diskussion om, hvad der anses som en "meddelelse derom uden ugrundet ophold" i henhold til aftalelovens § 28, stk. 2. Landsrettens afgørelse viser, at der er tale om en konkret vurdering af den enkelte persons mulighed for at give meddelelse hurtigst muligt. Retsvirkningen af manglende underretning er, at man efter dette tidspunkt bliver bundet over for tredjemand.