search menu
bookmark
person

Galleriet – U 2015.3029 V

bookmark_border attachment

Vestre landsret dom i sag anke 7. afd. B-3150-13. Refereret af andre i U 2015.3029 V.

Kommenteret af

Mads Laurberg Pedersen Mads Laurberg Pedersen

i 2017

Verificeret af advokat

Henrik Bechgaard

i 2017

Resumé

Kendelse afsagt af Vestre Landsret

 

Dissens: Ingen

 

Tema: Indsigelser og ekstinktion i betreoelsestilfælde

 

Fakta:

 

En sælger (S) havde på vegne af et galleri (G) udlånt to Heerup-malerier til en potentiel køber (K), som havde vist interesse for at købe de to malerier. I forbindelse med udlånet underskrev K en "ordrebekræftelse" af 25. maj 2012, efter hvis ordlyd K havde lånt malerierne med henblik på at se dem i sit hjem. Ejerskabet ville ifølge ordrebekræftelsen først gå over til K, når der var betalt for malerierne.

 

K videresolgte i strid med ordrebekræftelsen og G's ejendomsret malerierne. Et af malerierne, "Kvindens Triumf", solgte han til en senere erhverver (E). Prisen for maleriet var på G's hjemmeside sat til 150.000 kr. K solgte det til E for 60.000 kr.

 

K blev i en senere straffesag mod ham dømt for underslæb efter straffelovens § 278 som følge af salget af maleriet til E.

 

G sagsøgte E og påstod maleriet udleveret til sig med henvisning til sin ejendomsret og K's ulovlige salg. Heroverfor påstod E frifindelse med henvisning til, at han havde ekstingveret G's ejendomsret, idet han havde været i god tro om K's berettigelse til at sælge maleriet. E mente ikke, at han havde betalt en påfaldende lav pris for maleriet.

 

Under sagen afgav K forklaring om, at han havde fået malerierne overdraget af G med henblik på at sælge dem på vegne af G. Både byretten og Vestre Landsret tilsidesatte forklaringen på grund af dens usammenhængende og uharmoniske karakter. K var også ude i et spillemisbrug og fremstod derfor som utroværdig.

 

Byretten fastslog, at udganspunktet var, at G havde en vindikationsret og derfor kunne kræve malerierne tilbageleveret til sig fra E, men at særlige omstændigheder omkring udleveringen af malerierne kunne føre til, at E kunne ekstingvere G's ejendomsret.

 

Sådanne særlige omstændigheder, påpegede byretten, kunne have været, at K havde fået udleveret malerierne med henblik på at sælge dem for G. Retten påpegede endvidere, at det talte imod vindikation, at G havde udleveret malerierne til K, som han ikke havde nærmere kendskab til, og at G i første omgang krævede en skylderklæring fra K, da han fik oplysning om det ulovlige salg. Til trods herfor blev G's forklaring om, at K fik udleveret malerierne med henblik på at se dem i sit hjem og potentielt købe dem, lagt til grund. Retten fandt, at E havde handlet uagtsomt ved at købe maleriet, som var ganske værdifuldt, af K, som var en privatperson, i sit eget hjem uden at forsikre sig om det bagvedliggende ejerforhold, og om K havde tilladelse til at sælge maleriet. E's uagtsomhed måtte ifølge retten veje tungere end de forhold, der talte imod vindikation, hvorfor G bibeholdte sin vindikationsret.

 

Vestre Landsret var et langt stykke af vejen enig i byrettens dom. For landsretten var det dog oplyst, at K var kendt for at handle med kunst, at E tidligere havde handlet problemfrit med K, og at E havde søgt efter oplysninger om maleriet på internettet, men uden held. På den baggrund fastslog landsretten, at E havde været i god tro om K's berettigelse til at sælge maleriet, også selv om han forsømte at opnå oplysning om de bagvedliggende ejerforhold og ikke fik en kvittering fra K.

 

Uanset det tingsretlige udfald af sagen kom landsretten imidlertid frem til, at G havde fortabt sin indsigelse ved passivitet og tog derfor E's frifindelsespåstand til følge.

 

Eksamensrelevans:

 

I sagen var der tale om, at G havde lånt K malerierne, som først skulle blive ejer af malerierne, hvis han købte dem. Der var således tale om et tilfælde af det, Peter Mortensen betegner som et "betroelsestilfælde", dvs. et tilfælde hvor det er hensigten, at hjemmelsmanden skal forblive ejer af genstanden og alene udlånes til overdrageren (den betroede). Peter Mortensen anfører, at udgangspunktet her er klart: ejeren bevarer sin ejendomsret, selv om erhververen er i god tro, jf. Peter Mortensen, Indledning til tingsretten - tredjemandskonflikter vedrørende løsøre, 2. udgave/1. oplag (2009), s. 287 ff.

 

Hovedreglen, anfører Peter Mortensen, undtages kun i særlige tilfælde, hvor hjemmelsmanden i særlig grad har udvist uforsigtighed eller udstyret besidderen med en særlig legitimation. Han pointerer, at adgangen til ekstinktion formentlig er noget videre end ved tyverilignende tilfælde, jf. Peter Mortensen, Indledning til tingsretten - tredjemandskonflikter vedrørende løsøre, 2. udgave/1. oplag (2009), s. 289.

 

Der er overensstemmelse mellem Peter Mortensens udgangspunkt og det, byretten kom frem til, og for så vidt også det, landsretten kom frem til. Ud fra, hvad byrettens og landrettens præmisser udtaler, ligger forskellen i, at byretten ikke mente, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, som kunne begrunde en undtagelse til udgangspunktet om vindikationsret. Landsretten mente omvendt, at det var tilfældet.

 

Ser man på retternes måde at argumentere på, tegner der sig et billede af, at retterne afvejer hjemmelsmandens uforsigtighed over for erhververens uagtsomhed. Afvejning tager sigte på at afgøre, hvem der rimeligvis er nærmest til at bære risikoen for overdragerens uberettigede disposition (salget af maleriet i strid med G's ejendomsret).

 

Dommen kan således bruges til at kvalificere, hvad der skal til for at undtage udgangspunktet om vindikation i betroelsestilfælde. Dommen modificerer således ikke gældende ret, men den udstikker nogle konkrete retningslinjer for, hvordan man skal foretage vurderingen af, om der foreligger særlige omstændigheder, der er kvalificerede nok til at begrunde en undtagelse til udgangspunktet.

 

Hvis formålet med overleveringen af malerierne havde været, at K skulle sælge dem for G, er det klart, at der ville have foreligget sådanne særlige omstændigheder. G ville i så fald have tilkendegivet, at K var berettiget til at sælge malerierne og dermed have udstyret K med en særlig legitimation. I et sådant tilfælde vil det være mest naturligt at pålægge G risikoen for K's uberettigede salg (legitimationsekstinktion).

 

At G udleverede malerierne til K uden kendskab til K's person var sammen med det forhold, at G i første omgang krævede en skylderklæring, imidlertid ikke nok til at fravige udgangspunktet om vindikation. Ved i første omgang kun at kræve en skylderklæring kan man argumenterer for, at G ikke klart og definitivt tilkendegav, at hans ejendomsret var krænket. Tværtimod gav G herved i en vis ustrækning udtryk for, at han tingsretligt ikke havde nogen indsigelser mod K's uberettiget salg, men kun ville gøre et obligationsretligt krav gældene.

 

For landsretten var det dog oplyst, at K var kendt for at handle med kunst, at E tidligere havde handlet problemfrit med K, og at E havde søgt efter oplysninger om maleriet på internettet, men uden held. På den baggrund fastslog landsretten, at E havde været i god tro om K's berettigelse til at sælge maleriet, også selv om han forsømte at opnå oplysning om de bagvedliggende ejerforhold og ikke fik en kvittering fra K.

 

At der foreligger den nævnte diskrepans mellem byrettens og landsrettens dom, synes efter landsrettens præmisser at være et udslag af, at retten har støttet sig til E's vidneforklaring. Af forklaringen fremgik det, at K var kendt i hele byen, som var en lille by, for at handle med bl.a. kunst. Landsretten henviste ekplicit til E's forklaring i sine præmisser og understregede, at forklaringen blev støttet af andre forklaringer, herunder dem afgivet under straffesagen mod K. Ved at lægge vægt på indholdet af E's forklaring og netop det faktum, at K var kendt for at handle med bl.a. kunst, trækker landsretten paralleller til forhandlergrundsætningens principper.

 

Forhandlergrundsætningen siger, at en sælger, der har taget et gyldigt ejendomsforbehold, som udgangspunkt vindicerer i tilfælde af konflikt mellem ejendomsforbeholdet og en senere, godtroende erhverver, medmindre sælgeren vidste eller burde vide, at hans køber var forhandler af genstande af den art, som ejendomsforbeholdet angik. I så fald kan den senere erhverver ekstingvere. Se Peter Mortensen, Indledning til tingsretten - tredjemandskonflikter vedrørende løsøre, 2. udgave/1. oplag (2009), s. 324.

 

Det faktum, at K efter forklaringerne var kendt for at handle med kunst, trak i overensstemmelse forhandlergrundsætningen i retning af at lade E ekstingvere. G burde således have udvist større påpasselighed med at udlevere maleriet til K, som G sandsynligvis har vidst handlede med netop kunst. G var som følge heraf, efter landsrettens opfattelse, nærmest til at bære risikoen for det uberettigede videresalg fra K til E.

 

Sammen med oplysningerne om, at E ikke havde anledning til at nære mistro til K, og at han havde forsøgt at skaffe sig oplysninger om maleriet (dog uden held), førte ræssonnemetet om forhandlergrundsætningen således til, at E ekstingverede. Ræssonementet blev opretholdt til trods for den manglende sikkherhed om ejerforholdene og kvittering.

Til Eksamen

I U 2015.3029 V statuerede Vestre Landsret ekstinktion til fordel for en senere erhverver af et udlånt maleri. Landsretten henviste til, at den senere erhverver ikke havde anledning til at nære mistro til sin sælger, og at han havde forsøgt at skaffe sig oplysninger om maleriet (dog uden held), samt at sælgeren var kendt for at handle med bl.a. kunst. Den senere erhverver kunne således ikke bebrejdes direkte for sin uvidenhed omkring lånerforholdet og sælgerens uberettigede disposition. Risikoen for det uberettigede salg måtte således fald på galleriet, som havde udlånt maleriet. Galleriet burde således, efter landsrettens opfattelse, have udvist større påpasselighed med at udlevere maleriet til en person, som var kendt for at handle med kunst.

 

Dommen illustrer den meget konkrete vurdering, der foretages i betroelsestilfælde, hvor det afgørende for, om der kan indtræde ekstinktion, er, om den oprindligt berettigede har handlet så uforsigtigt, at det må komme vedkommende til skade. I litteraturen er der blevet henvist til, at der skal foreligge "særlige omdstændigheder", jf. Peter Mortensen, Indledning til tingsretten - tredjemandskonflikter vedrørende løsøre, 2. udgave/1. oplag (2009), s. 289.