search menu
bookmark
person

Fra afdelingsforstander til lektor – U 1971.830 V

bookmark_border attachment

Vestre Landsrets dom i sag IV 2225/1970. Refereret af andre i U 1971.830 V.

Kommenteret af

Kristina Kristensen Kristina Kristensen

i 2018

Verificeret af advokat

Rasmus Høj Christensen Rasmus Høj Christensen

i 2018

Resumé

Dom afsagt af: Vestre Landsret

Dissens: Ingen

Tema: Partshøring og domstolsprøvelse af sagsbehandlingsfejl

 

Fakta:

M havde siden 1938 været ansat som lærer og senere som afdelingsforstander ved Århus Maskinmesterskole under Århus Tekniske Skole. Maskinmesterskolen blev i 1968 en selvstændig skole, og i den forbindelse blev M's stilling som afdelingsforstander omnormeret til en lektorstilling. En forstanderstilling blev opslået, og M søgte stillingen, men stillingen blev besat af P. M fik da en lektorstilling, og med denne fulgte et øget timeantal fra 14 timer til 23 timer, men M fik ikke en permanent tilsvarende højere løn.

I perioden efter omlæggelsen var der samarbejdsvanskeligheder mellem M og P, og det var P's opfattelse, at dette skyldtes M. P påstod bl.a., at M havde bortvist fire elever uden P's viden, at M havde meddelt lærere og elever, at to lærere skulle afskedigedes, og at M var udeblevet fra en pligt til at være tilsynsførende under en eksamen. Herudover omtalte M fortsat sig selv som afdelingsforstander. P indgav en klage til skolens bestyrelse over M, og på et bestyrelsesmøde blev det vedtaget, at M skulle opsiges på grund af den uro, han havde skabt på skolen.

Af et cirkulære fra undervisningsministeriet fulgte det af § 10, stk. 3, at enhver ansat skulle underkaste sig ændringer i dennes ansættelsesforhold, uden at der skulle optages forbehold herfor i ansættelsesbrevet. Landsretten udtalte, at omnomeringen af M's stilling til en lektorstilling var en ændring i ansættelsesforholdet, som overskred, hvad M i medfør af bestemmelsen måtte tåle. Dette med henvisning til, at M som afdelingsforstander i en årrække havde haft ansvaret for den pædagogiske ledelse af skolen og tillige havde varetaget væsentlige administrative funktioner.

De af P anførte klagepunkter til maskinmesterskolens bestyrelse, som dannede grundlag for bestyrelsens beslutning om afskedigelse af M, var ikke blevet forelagt for M. Landsretten udtalte, at dette ikke i sig selv begrundede, at afskedigelsen var ugyldig, men at det måtte tillægges bevismæssig betydning, at M ikke straks havde fået lejlighed til at fremsætte bemærkninger. Under sagen benægtede M bl.a. bortvisningerne, og udtalte, at meddelelsen om afskedigelserne var givet for længere tid siden i forbindelse med, at undervisningsministeriet havde meddelt indskrænkning i lærestaben. Slutteligt udtalte M, at han først var blevet underrettet om tilsynspligten efter, at eksamen var afholdt. Landsretten fandt det ikke bevist, at M havde begået de forhold, som klagen vedrørte. Selvom M erkendte, at han havde omtalt sig selv som afdelingsforstander, fandtes dette ikke at kunne begrunde afskedigelse, idet M netop ikke havde pligt til at tåle ændringerne i sit ansættelsesforhold. Afskedigelsen fandtes ugyldig.

 

Eksamensrelevans:

Partshøring:

Partshøringspligten er en lovfæstet garantiforskrift i forvaltningslovens § 19, stk. 1, hvorefter sagens parter skal høres og gives lejlighed til at fremsætte bemærkninger, førend der kan træffes en afgørelse i sagen. I personalesager findes der dog en anerkendt udvidet pligt til at foretage partshøring, og dette gælder særligt i forbindelse med afskedigelse. I den udvidede partshøringspligt skal parten høres om sagens både faktiske og retlige omstændigheder samt eksterne faglige vurderinger. Det er således det samlede grundlag, der skal høres over.

Den manglende partshøring blev i sagen tillagt væsentlig betydning i forbindelse med domstolsprøvelsen.

Domstolsprøvelse:

Manglende partshøring udgør en retlig mangel. Partshøringsreglerne er garantiforskrifter, der skal sikre korrekt oplysning af sagen samt hensynet til borgerne. Betydningen af, at en afgørelse er behæftet med partshøringsfejl, beror på en konkret væsentlighedsvurdering. Bevisbyrden for forvaltningen antages dog at være tung at løfte, når forvaltningen skal godtgøre, at manglerne ikke havde indvirkning på sagens udfald.

Den manglende partshøring blev tillagt afgørende bevismæssig betydning i sagen om M, og eftersom M ikke var tildelt muligheden for at fremkomme med sine bemærkninger straks, kunne landsretten ikke tiltræde, at klagepunkterne vedrørende M var sande, hvorfor afskedigelsen fandtes ugyldig. Afgørelsen vidner således om forvaltningens bevisbyrde i forbindelse med overtrædelse af garantiforskrifter.

Til Eksamen

Dommen kan inddrages i diskussioner om den udvidede partshøringspligt i forbindelse med personalesager og domstolsprøvelse af manglende partshøring.