search menu
bookmark
person

Forhandlergrundsætningen og den private anvendelse – U 1967.451/2 H

bookmark_border attachment

Højesteretsdom i sag II 261/1965. Refereret af andre i U 1967.451/2 H.

Oprindeligt kommenteret af

Mads Laurberg Pedersen Mads Laurberg Pedersen

i 2019

Verificeret af advokat

Peter Nørgaard Peter Nørgaard

i 2019

Resumé

Dom afsagt af Højesteret

 

Dissens: Ingen

 

Tema: Forhandlergrundsætningen, ekstinktion af ejendomsforbehold

 

Fakta: En vognmand (J) solgte den 11. november 1964 en bil på afbetaling til en købmand (W), som ved købet oplyste J om, at bilen skulle bruges til private formål.

 

J tog sædvanligt ejendomsforbehold, således at ejendomsretten til bilen først endeligt overgik til W, når hele købesummen var betalt. Før hele restgælden var betalt, valgte W imidlertid at sælge bilen videre til en handelsmand (BL), i hvilken forbindelse W skrev under på, at bilen var ubehæftet. BL solgte herefter bilen videre til en gårdejer (A).      

 

Da W undlod at betale første afdrag på bilen, gjorde J ejendomsforbeholdet gældende over for A den 16. december 1964.

 

A gjorde gældende, at W var almindeligt kendt som bilforhandler, hvilket J måtte have været bevidst om. A gjorde endvidere gældende, at han var i god tro, idet han havde handlet i tillid til oplysningen om, at bilen var ubehæftet. A nægtede på den baggrund at udlevere bilen, da han var af den opfattelse, at ejendomsforbeholdet ikke kunne gøres gældende.

 

J fik medhold i både by- og landsretten om, at ejendomsforbeholdet var gældende, men Højesteret lagde til grund, at W i ikke ubetydeligt omfang havde handlet med biler, og at J var bekendt hermed. Højesteret fandt tillige, at oplysningen om, at W ville benytte bilen til private formål, ikke kunne afkræfte, at det havde været en nærliggende mulighed, at W videresolgte bilen på trods af det tagne ejendomsforbehold. Ejendomsforbeholdet kunne på den baggrund ikke gøres gældende til skade for den godtroende køber, A. Det var under sagen ubestridt, at A ved købet hverken kendte eller burde kende ejendomsforbeholdet, og A var dermed god tro.

 

Højesteret tog således A's påstand til følge.      

 

Eksamensrelevans:

Tingsretligt giver et gyldigt vedtaget ejendomsforbehold ejendomsforbeholdshaveren en vindikationsret. Et gyldigt ejendomsforbehold giver således sælgeren en ret til - i tilfælde af væsentlig misligholdelse med betaling af købesummen - at kræve det solgte tilbage fra køberen. Dette gælder også i forhold til køberens senere aftaleerhververe; sælgeren kan ligeledes kræve det solgte tilbage herfra (vindicere), jf. Peter Mortensen, Indledning til tingsretten - tredjemandskonflikter vedrørende løsøre, 2. udgave/1. oplag (2009), s. 314.

 

Retten til at gøre et gyldigt ejendomsforbehold gældende, kan dog fortabes i tilfælde, hvor ejendomsforbeholdshaveren var bekendt med, at kreditkøberen er forhandler af varer af den art, som omfattet af ejendomsforbeholdet, jf. Peter Mortensen, Indledning til tingsretten - tredjemandskonflikter vedrørende løsøre, 2. udgave/1. oplag (2009), s. 323ff. Sådanne tilfælde kan rammes af den såkaldte forhandlergrundsætning, som giver en senere aftaleerhverver mulighed for at ekstingvere ejendomsforbeholdet.

 

Rationalet bag forhandlergrundsætningen er, at det ud fra en almen betragtning må anses for uforsigtigt at overlade en genstand til en forhandler af genstande af samme art. Dette skyldes, at der andet lige er en større risiko for, at forhandleren sælger genstanden videre, når han normalt driver handel hermed. Med afsæt i et risikosynspunkt er der større hensyn at tage til aftaleerhververen, som er i god tro om ejendomsforbeholdet, end ejendomsforbeholdssælgeren, der vel vidende overlader genstanden til en forhandler. Risikoen for videresalget i strid med ejendomsforbeholdet må derfor placeres hos ejendomsforbeholdssælgeren. 

 

Det er væsentligt at bemærke, at forhandlergrundsætningen alene kan påberåbes af købere, idet rationalet bag forhandlergrundsætningen ellers mister mening, jf. Peter Mortensen, Indledning til tingsretten - tredjemandskonflikter vedrørende løsøre, 2. udgave/1. oplag (2009), s. 325ff.

 

Når forhandlergrundsætningen skal bringes i anvendelse, er det væsentligt at slå fast:

  1. om sælgeren har taget gyldigt ejendomsforbehold
  2. om sælgeren var bekendt med, at hans køber er forhandler af genstande af den art, som ejendomsforbeholdet angår
  3. om den senere køber har været i god tro om ejendomsforbeholdet.

 

Kun hvis sælgeren har taget gyldigt ejendomsforbehold og var bekendt med, at hans køber er forhandler af genstande af den art, som ejendomsforbeholdet angår, kan den senere godtroende køber ekstingvere ejendomsforbeholdet.

 

Den ovenfor refererede sag er udtryk for forhandlergrundsætningens anvendelse. Dommen er illustrativ for forhandlergrundsætningens anvendelse ved overdragelse af almindeligt løsøre. I den forbindelse er det dog væsentligt at være opmærksom på, at sagen omhandlede en bil, idet "… indførelsen af reglen i TL § 42 d, stk. 1, om, at ejendomsforbehold i motorkøretøjer skal tinglyses for at opnå beskyttelse over for aftaleerhververe i god tro sammen med de tilsvarende muligheder for en køber for at undersøge bilbogen og derved beskytte sig mod ejendomsforbehold, har bevirket, at forhandlergrundsætningen ikke finder anvendelse ved ejendomsforbehold i motorkøretøjer" (kildens fremhævning), jf. Peter Mortensen, Indledning til tingsretten - tredjemandskonflikter vedrørende løsøre, 2. udgave/1. oplag (2009), s. 326. Uanset dette er sagen dog stadig illustrativ for forhandlergrundsætningens almindelige anvendelsesområde.

 

I Højesterets præmisser lægger retten indledningsvis til grund, at J's ejendomsforbehold var gyldigt taget, og at W i ikke ubetydeligt omfang havde handlet med biler, hvilket J var bekendt med. Under sagen for Højesteret oplyste A bl.a., at W "handlede stort med automobiler, det vidste alle", og at A havde handlet med biler med W flere gange før. De to første betingelser for at bringe forhandlergrundsætningen i anvendelse var derfor opfyldt, og da Højesteret endvidere anså det for ubestridt, at A var i god tro om ejendomsforbeholdet, var den tredje betingelse også opfyldt, og A kunne følgelig ekstingvere ejendomsforbeholdet.

 

Dommen er relevant ved vurderingen af den 2. betingelse om, at sælgeren skal være bekendt med, at hans køber er forhandler af genstande af den art, som ejendomsforbeholdet angår. I sagen blev det under vidneforklaringerne afgivet af W og J oplyst, at W havde oplyst J om, at W skulle bruge bilen privat. Dette kunne tale for, at J (ejendomsforbeholdssælgeren) ved at forlade sig på W's oplysning om det private formål havde en berettiget forventning om, at W ikke ville sælge bilen videre. Hvis dette havde været tilfældet, ville A ikke kunne ekstingvere, da den 2. betingelse ikke ville være opfyldt. Højesteret kom dog til den konklusion, at oplysningen om det private formål ikke kunne tillægges betydning, idet der uanset oplysningen herom havde været en nærliggende mulighed for, at W videresolgte bilen på trods af det tagne ejendomsforbehold.

 

Dommen statuerer således, at en oplysning om, at forhandleren alene vil anvende den ejendomsforbeholdsbehæftede genstand til private formål, er uden betydning for, om sælgeren har været bekendt med, at hans køber er forhandler af genstande af den art, som ejendomsforbeholdet angår.

Til Eksamen

I U 1967.451/2 H kunne en vognmand (J) ikke gøre sit ejendomsforbehold gældende over for en senere godtroende aftaleerhverver (A), idet Højesteret med henvisning til forhandlergrundsætningen fandt, at J havde været bekendt med, at køberen (W) i ikke ubetydeligt omfang havde handlet med biler. A kunne derfor ekstingvere ejendomsforbeholdet. At W til J havde oplyst, at han kun ville benytte bilen til private formål kunne ikke afkræfte, at det havde været en nærliggende mulighed, at W videresolgte bilen på trods af det tagne ejendomsforbehold.

 

Til eksamen er dommen relevant at inddrage i opgaver, hvor hjemmelsmanden (en sælger) tager ejendomsforbehold ved salg til en aftaleerhverver (en køber), som er forhandler af varer af den art, som ejendomsforbeholdet angår.

 

Det er væsentligt at være opmærksom på, at forhandlergrundsætningen efter indførelsen af § 42d i tinglysningsloven ikke længere er relevant i forhold til ejendomsforbehold i køretøjer.

 

Herefter skal det i opgaven indledningsvis fastslås, at udgangspunktet er en vindikationsret for ejendomsforbeholdssælgeren. Dette gælder dog kun, hvis ejendomsforbeholdet er gyldigt, herunder opfylder kravene i kreditaftaleloven. Først herefter skal forhandlergrundsætningen inddrages. Sætningen skal til gengæld også inddrages, hvor mellemleddet (aftaleerhververen/køberen) er forhandler og videreoverdrager genstanden som forhandler.

 

Fremgår det af eksamensteksten, at forhandleren over for sælgeren har oplyst, at han alene skal bruge det solgte privat, kan dommen bruges til at afvise relevansen af en sådan oplysning. I så fald kan den senere aftaleerhverver, som forhandleren sælger varen videre til, ekstingvere ejendomsforbeholdet, forudsat han opfylder de øvrige, almindelige ekstinktionsbetingelser.