search menu
bookmark
person

Forfalskede grønlandske alkoholrationeringsmærker – U 1981.840/2 H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag 11213/1981. Refereret af andre i U 1981.840/2 H.

Kommenteret af

Trine Kaae Jorst Trine Kaae Jorst

i 2017

Verificeret af advokat

Sara Munch Andersen

i 2017

Resumé

Resumé

Dom afsagt af Højesteret

Dissens: Ingen

Tema: Strafferet, dokumentfalsk, medvirken, forsøg

 

Fakta:

T havde efter aftale med B fået fremstillet og tilsendt i alt 1.228 ark falske grønlandske alkoholrationeringsmæker. Rationeringsmærkerne var blevet indført som en lovmæssig begrænsning af spiritusforbruget, og det havde været meget omdiskuteret i offentligheden. De falske ark var ikke udstyret med underskrifter eller angivelser af udstederen. 410-450 af disse ark havde T dels selv benyttet, dels videresolgt til forskellige personer i Grønland.

T blev tiltalt for dokumentmisbrug, forsøg på dokumentmisbrug og medvirken til dokumentmisbrug efter den Grønlandske kriminallovs daværende § 35, stk. 1, nr. 1, jf. §§ 8 og 9 (om henholdsvis forsøg og medvirken). Den grønlandske kriminallov svarer til den danske straffelovs § 171 om dokumentfalsk. B blev tiltalt særskilt i en anden sag.

T havde blandt andet gjort gældende, at arkene ikke var omfattet af bestemmelsen om dokumentfalsk, idet der ikke var anført en udstederfortegnelse på arkene. Højesteret stadfæstede imidlertid Grønlands Landsrets dom efter de i denne anførte grunde. Grønlands Landsret havde fundet det "ubetænkeligt at fastlå, at de eftergjorte rationeringsark må anses som dokumenter, jfr. kriminallovens § 35, stk. 2, uanset at de ikke var påført nogen udtrykkelig, skriftlig udstederbetegnelse, idet rationeringsarkene, der er udstedt som led i en gennemført lovmæssig begrænsning af spiritusforbruget i Grønland, der i særdeles stort omfang har været genstand for offentlig omtale og debat, bl.a. ved arkenes indretning, det typografiske udstyr, den sproglige udforning af den påtrykte tekst og de anvendte skrifttyper og farver er givet en sådan særlig og markant udformning, at det heraf åbenbart og kendeligt for enhver fremgår, at de hidrører fra hjemmestyrets organer." Der henvises til præmisserne gengivet i U 1981.840/2 H side 2, 1. spalte. 

 

Eksamensrelevans:

Det interessante i denne sag er, at den bidrager til fortolkningen af dokumentbegrebet i straffelovens § 171, stk. 2, hvorefter en tilkendegivelse skal angive en udsteder, for at den kan anses for at være et dokument omfattet af forbuddet mod dokumentfalsk, jf. stk.1.

I dommen så man bort fra kravet om udstederangivelse, fordi det var åbenbart og kendeligt for enhver, hvor dokumenterne kom fra. Dommen er dog meget konkret begrundet, og det er derfor ikke sikkert, at det samme ville gælde under andre omstændigheder. Der er derfor ikke grundlag for at antage, at kravet om udstederangivelse for at anses for et dokument i straffelovens forstand, generelt kan fraviges. Der henvises til Toftegaard-Nielsen mfl., "Kommenteret straffelov - Speciel del", 11. udgave, s. 239 ff. om § 171 - navnlig s. 243 til 244 samt Toftegaard-Nielsens kapitel i Per Magid mfl. (red.), "Højesteret-350 år", s. 400.

Dommen illustrerer, at der kan foreligge dokumentfalsk også uden, at dokumentet indeholder en udstederangivelse i de særlige tilfælde, hvor det er åbenbart og kendeligt for enhver, hvem udstederen er.

Til Eksamen

Til eksamen

Det følger af straffelovens § 171, stk. 1, at den, der gør brug af et falsk dokument til at skuffe i et retsforhold, straffes for dokumentfalsk. For at være anset for et dokument omfattet af stk. 1, skal det være en skriftlig eller elektronisk med betegnelse af udstederen forsynet tilkendegivelse, der fremtræder som bestemt til at tjene som bevis. En skriftlig tilkendegivelse skal således indeholde en udstederangivelse, før den kan anses for at være et dokument efter straffelovens § 171, stk. 2. Man kan dog udlede en begrænset undtagelse herfra af Højesteretsdommen U 1981.840/2 H.

I sagen blev tiltalte fundet skyldig i forsøg og medvirken til dokumentfalsk, selvom de spiritusrationeringsmærker, som han havde fået fremstillet, brugt og videresolgt, ikke angav en udsteder.