search menu
bookmark
person

Fejlregistrering af maskinnummer medførte ikke, at udlæg i gravemaskinen kunne tilsidesættes – U 1984.1014 V

bookmark_border attachment

Venstre Landsret dom i sag anke 3-B. 793/1983. Refereret af andre i U 1984.1014 V.

Oprindeligt kommenteret af

Mads Laurberg Pedersen Mads Laurberg Pedersen

i 2019

Verificeret af advokat

Peter Nørgaard Peter Nørgaard

i 2019

Resumé

Dom afsagt af: Vestre Landsret
Dissens:
Ingen
Tema: Individualiseringskravet

Fakta: 
I sagen havde en kommune (K) for skatterestancer foretaget udlæg i en Salta gravemaskine hos et selskab (S), der var under konkurs. I fogedbogen blev gravemaskinen optegnet med maskinens registreringsnummer. Det viste sig dog, at registreringsnummeret var angivet forkert og tilhørte en anden, mindre værdifuld maskine. Spørgsmålet var herefter om udlægget kunne fremmes eller måtte tilsidesættes som følge af fejlen.

Landsretten lagde til grund, at hensigten under udlægsforettningen utvivlsomt havde været, at udlægget skulle foretages i den førstnævnte gravemaskine og ikke den anden gravemaskine, som fejlagtigt var optegnet i fogedbogen. Retten bemærkede i øvrigt, at den førstnævnte gravemaskine henstod på K's lager, og at det var bogholderen hos S, som havde opgivet det forkerte registreringsnummer.

På ovenstående baggrund fastslog landsretten, at der ikke var grundlag for at tillægge fejlen den virkning, at udlægget skulle tilsidesættes - der var tale om en formel fejl.

Eksamensrelevans:
Optegningskravet er hjemlet i retsplejelovens § 518, stk. 1, 1. pkt. Aktiver, hvori der gøres udlæg, optegnes i fogedbogen med henblik på at kunne identificere de pågældende aktiver. I modsat fald ville det være vanskeligt at identificere de behæftede aktiver. Yderligere ville de almindelige faktiske retsvirkninger af udlægget, herunder prioritetsvirkning, tvangsrealisation og korrekt fordeling af realisationsprovenuet, vanskeligt kunne gennemføres.

Den referrede dom illustrerer, at optegningskravet imidlertid ikke er en absolut formskrift, hvis tilsidesættelse automatisk fører til, at udlægget er en nullitet eller ugyldigt, jf. Fogedsager, Michael Kistrup m.fl., 5. udgave/1. oplag (2015), s. 496. Er det muligt for rekvirenten at godtgøre, hvilke aktiver udlægget omfatter (identifkationsbevis), kan udlægget opreholdes som gyldigt og tillægges sædvanlige retsvirkninger. Det er til gengæld et krav for, at udlægget kan opretholdes, at rekvirenten kan løfte bevisbyrden for, hvilke genstande der er udlagt (individualsierngskrav), jf. Peter Mortensen, Indledning til tingsretten - tredjemandskonflikter vedrørende løsøre, 2. udgave/1. oplag (2009), s. 349.

I sagen var det muligt for K at løfte bevisbyrden henset til, at der reelt aldrig havde hersket tvivl om, hvilken gravemaskine, K ønskede udlagt. Den omhandlede maskine henstod på K's lager, og man var derfor velvidende om, hvilken maskine udlægget reelt rettede sig mod, selv om der var opgivet et forkert registreringsnummer. 

Desuden illustrerer afgørelsen, at der ikke bør stilles et materielt beskrivelseskrav for udlæg, eftersom optegningen i fogedbogen normalt baserer sig på oplysninger, afgivet af rekvisiti (skyldneren). Et materielt beskrivelseskrav ville gøre det muligt for rekvisiti at afværge et udlæg ved at give upræcise eller direkte forkerte oplysninger. Det her anførte understreges af rettens bemærkning om, at det var S' bogholder, som havde opgivet det forkerte registreringsnummer. Det ville være en urimelig konsekvens heraf, hvis denne fejl kom K til skade.

Dommen er således et eksempel på, at der i relation til udlæg ikke stilles et materielt beskrivelseskrav, og at et udlæg er gyldigt og kan opretholdes, så længe rekvirenten kan føre identifikationsbevis.

Til Eksamen

I U 1984.1014 V havde en kommune (K) for skatterestancer foretaget udlæg i en gravemaskine hos et selskab (S), der var under konkurs. Gravemaskinen blev i fogedbogen optegnet under et forkert registreringsnummer. Spørgsmålet var herefter, om udlægget kunne fremmes eller måtte tilsidesættes som følge af fejlen. Landsretten fastslog, at der alene var tale om en formel fejl, som ikke kunne få den virkning, at udlægget skulle tilsidesættes. Udlægget kunne således opretholdes, idet der ikke var nogen tvivl om, hvilken gravemaskine udlægget var foretaget i; rekvirenten havde ført sit identifikationsbevis.

 

Til eksamen er dommen relevant at inddrage i situationer, hvor der foreligger en konflikt mellem en kreditor, som har foretaget udlæg, og en senere aftaleerhverver eller anden kreditor, og hvor det fremgår af faktum, at der er tvivl om, hvilke(n) genstand(e) udlægget retter sig mod.

 

Her kan dommen bruges til at fastslå, at der for udlæg ikke gælder et materielt beskrivelseskrav, og at udlægget fortsat har beskyttelse (retsvirkninger), hvis det ud fra sagens faktum må antages, at udlægshaveren kan bevise, hvilke(n) genstand(e) udlægget drejer sig om.

 

I en eksamenssituation vil det være relevant at drage paralleller til den tilsvarende diskussion angående et materielt beskrivelseskrav for ejendomsforbehold, jf. herom Peter Mortensen, Indledning til tingsretten - tredjemandskonflikter vedrørende løsøre, 2. udgave/1. oplag (2009), s. 302-309.