search menu
bookmark
person

Første tunesersag – U 2008.2394 H

bookmark_border attachment

Højesterets kendelse i sag 157/2008. Refereret af andre i U 2008.2394 H.

Kommenteret af

Emma Marie Søgaard Emma Marie Søgaard

i 2018

Verificeret af advokat

Mathias Kjærsgaard Mathias Kjærsgaard

i 2018

Resumé

Dom afsagt af: Højesteret med ni dommere

Dissens: Ingen

Tema: Domstolsprøvelse, udvisning, ytringsfrihed, frihedsberøvelse, domstolskontrol, grundlovens § 63, grundlovens § 71, stk. 6, prøvelsesgrundlag

Fakta:

En tunesisk statsborger (herefter "U") blev frihedsberøvet som led i PETs indsats for at forhindre og forebygge et drab på en af tegnerne af Muhammed-tegningerne, der i 2005 blev offentliggjort af Jyllands-Posten. Frihedsberøvelsen blev foretaget den 12. februar 2008 i medfør af udlændingeloven med henblik på senere udvisning af Danmark. Som grundlag for både frihedsberøvelsen og udvisningen blev det af integrationsministeren med indstilling fra justitsministeren vurderet, at U var til fare for statens sikkerhed. Samme dag, den 12. februar 2008, traf Udlændingeservice (i dag Udlændingestyrelsen) afgørelse om udvisning for bestandig. Selve oplysningerne og baggrunden for vurderingen blev med henvisning til udlændingelovens § 45 b, stk. 2, ikke videregivet eller oplyst til U af sikkerhedsmæssige årsager. Det blev alene oplyst, at vurderingen var begrundet i en mistanke om, at U havde deltaget i planlægningen af drabet.

 

Den væsentligste statsretlige/forfatningsretlige problemstilling i denne sag er, hvorvidt der i sagen kunne stilles visse minimumskrav til en domstolsprøvelse af grundlaget for en administrativ afgørelse.

 

Sagen har i første omgang været forelagt både byretten og landsretten. Begge domstole har fundet frihedsberøvelsen lovlig og har vurderet, at der ikke var mindre indgribende foranstaltninger, der kunne anses som tilstrækkelige. Den 13. marts 2008 tiltrådte Integrationsministeriet ligeledes Udlændingeservices afgørelse om udvisning. Landsretten stadfæstede byrettens afgørelse, der anså betingelserne for frihedsberøvelsen efter udlændingeloven som værende opfyldt.

 

Ved behandlingen af sagen i Højesteret blev der fremlagt yderligere oplysninger om grundlaget for frihedsberøvelsen, der efter fornyet gennemgang kunne fremlægges uden at tilsidesætte hensynet til statens sikkerhed. Det var dog fortsat ikke alle oplysninger, der kunne fremlægges.

 

U gjorde gældende, at frihedsberøvelsen ikke havde klar lovhjemmel. Efter udlændingelovens § 37 skal en frihedsberøvet udlænding fremstilles for retten inden 3 døgn. Retten tager stilling til frihedsberøvelsens lovlighed og fortsatte opretholdelse. Det var U's opfattelse, at der var sket begrænset domstolsprøvelse uden stillingtagen til den farevurdering, der lå til grund for udvisningen og frihedsberøvelsen, hvilket ifølge U var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) art. 5, stk. 4, art. 6, art. 8, art. 13 og art. 1 i tillægsprotokol 7.

 

U gjorde endvidere gældende, at den mangelfulde sagsoplysning var i strid med grundlovens § 63 og fundamentale danske retsprincipper, samt at frihedsberøvelsen manglede et reelt formål og var i strid med proportionalitetsprincippet.

 

Rigspolitichefen gjorde heroverfor principalt gældende, at domstolskontrollen efter udlændingelovens § 37 omfatter en efterprøvelse af frihedsberøvelsen, men ikke en prøvelse af integrationsministerens vurdering af, om U var til fare for statens sikkerhed. Vurderingen skulle ifølge rigspolitichefen lægges til grund ved afgørelsen og kunne derfor ikke prøves, idet integrationsministeren ikke var part i sagen. Subsidiært gjorde rigspolitichefen gældende, at hvis Højesteret måtte komme frem til, at U havde krav på at få prøvet grundlaget for farevurderingen efter § 37, kunne det på baggrund af det nye materiale fastslås, at der bestod en mistanke mod U om, at han ville gennemføre et attentat mod den pågældende tegner.

 

Højesteret slog for det første fast, at prøvelsen efter udlændingelovens § 37 ikke omfatter en prøvelse af selve farevurderingen eller afgørelsen om udvisning. Disse dele ville alene kunne prøves ved domstolene efter grundlovens § 63 og ikke efter udlændingeloven, da § 37 kun giver hjemmel til prøvelse af frihedsberøvelsens lovlighed og fortsatte opretholdelse. Selvom afgørelserne ikke kunne prøves efter § 37, fandt Højesteret, at kontrollen af frihedsberøvelsens lovlighed skulle indebære en vis prøvelse af det faktuelle grundlag for afgørelsen. Højesteret udtalte, at der må kræves en "rimelig sandsynliggørelse af, at der har været et sådant faktuelt grundlag for farevurderingen, at frihedsberøvelsen ikke kan anses som uhjemlet eller ubegrundet". Højesteret henviste også til EMRKs art. 5, stk. 4, der vedrører retten til domstolsprøvelse ved frihedsberøvelse. Sandsynliggørelsen skulle ifølge Højesteret ske ved, at myndighederne fremlægger de fornødne oplysninger for retten. Højesteret udtalte i kendelsen, at myndighederne for retten skal fremlægge "de i så henseende fornødne oplysninger med passende adgang til kontradiktion."

 

Højesteret udtalte, at en person, der planlægger et drab på en tegner af Muhammed-tegningerne, må anses for at ville skræmme befolkningen og begrænse ytringsfriheden, og derfor må anses som en fare for statens sikkerhed. Alligevel fandt Højesteret, at byrettens og landsrettens prøvelse af frihedsberøvelsen ikke levede op til de krav, der må stilles til domstolskontrollen i medfør af udlændingelovens § 37. Bl.a. fremhævede Højesteret, at Østre Landsret havde stadfæstet byrettens dom uden at inddrage yderligere oplysninger og uden begrundet stillingtagen til de fremsatte indsigelser. Domstolsprøvelsen var derfor utilstrækkelig.

 

Højesteret mente ikke, at dette resultat kunne føre til løsladelse, men ophævede kendelserne og hjemviste sagen til byretten med henblik på den fornødne domstolsprøvelse.

 

Eksamensrelevans:  

Kendelsen kan inddrages i forbindelse med domstolsprøvelse af administrative afgørelser. Højesterets afgørelse er et udtryk for, at der ved domstolsprøvelse må stilles krav om en vis grad af prøvelse af selve det konkrete grundlag for den administrative afgørelse, også i tilfælde, hvor prøvelsen er begrænset i medfør af lovbestemmelser.

 

Kendelsen viser derudover, at domstolskontrol efter udlændingelovens regler ikke må give en ringere retsstilling end retsstillingen for de personer, der er undergivet anden administrativ frihedsberøvelse og som derfor kan få domstolsprøvelse efter grundlovens § 71, stk. 6. Højesteret har fastslået, at domstolskontrol efter udlændingelovens § 37 skal være af samme intensitet som domstolskontrol efter grundlovens § 71, stk. 6.

 

Som nævnt ovenfor fremhævede Højesteret, at der skal være passende adgang til kontradiktion. Herved fastslog Højesteret et hensyn til modparten, hvorved der skal foreligge fornødne oplysninger til, at modparten har et grundlag at tage stilling til sagen på.

 

Højesteret inddrog også ytringsfrihed og dens betydning for statens sikkerhed. Som nævnt anså Højesteret personer, der vil skræmme befolkningen og begrænse ytringsfriheden, som en fare for statens sikkerhed. Se hertil Dansk Statsret, 2. udgave 2016, s. 38.

Til Eksamen

I sagen blev en tunesisk statsborger frihedsberøvet, idet han ved administrativ afgørelse blev anset som en fare for statens sikkerhed. Grundlaget for denne vurdering blev ikke fremlagt eller efterprøvet, da sagen blev forelagt for domstolene, og Højesteret fandt som følge heraf, at der var sket utilstrækkelig domstolskontrol. Højesteret fastslog, at selvom gyldigheden af den administrative afgørelse ikke skal prøves i medfør af udlændingeloven, skal domstolene alligevel efterprøve det faktuelle grundlag for vurderingen.