search menu
bookmark
person

Første Christiania-sag – U 1978.315 H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag I 42/1977. Refereret af andre i U 1978.315 H.

Kommenteret af

Thomas Ladegaard Petersen Thomas Ladegaard Petersen

i 2017

Verificeret af advokat

Jonas Per Nielsen Jonas Per Nielsen

i 2017

Resumé

Resumé

Dom afsagt af Højesteret med 7 dommere

Dissens: Ingen

Tema: Statsforfatningsret, grundlovens § 3, fortolkning

Fakta:

I 1971 flyttede en gruppe mennesker ulovligt ind på et nedlagt militærområde i København, og dannede Fristaden Christiania. På et regeringsmøde den 6. marts 1973 blev det besluttet, at der skulle oprettes en idékonkurrence om områdets fremtidige brug, og at Christianianitterne kunne blive boende indtil idékonkurrencen skulle føres ud i livet om tre år - altså indtil den 1. april 1976. For Højesteret var spørgsmålet, om Christianitterne var berettiget til at blive boende efter den 1. april 1976, dels henset til, at Christianitterne på et senere møde den 14. juni 1973 mente at have fået et bindende løfte af regeringen om længerevarende beboelse, og dels henset til, at idékonkurrencen aldrig blev ført ud i livet.

Højesterets dom

Christianianitterne fik ikke medhold i, at de fortsat kunne blive boende efter den 1. april 1976. Højesteret fandt ikke, at regeringen havde givet et bindende løfte til Christianitterne om fortsat beboelse, hvorfor regeringens løfte om beboelse indtil den 1. april 1976 stod ved magt. Det faktum, at idékonkurrencen aldrig blev udskrevet kunne heller ikke føre til et andet resultat, da idékonkurrencen alene var baggrunden for, at regeringen tillod Christianitterne at blive boende tre år endnu, indtil idékonkurrencen var afviklet.

Eksamensrelevans:

Dommen har relevans i forhold til magtadskillelseslæren efter grundlovens § 3. Dommen understreger opdelingen og fordelingen af kompetencerne blandt de 3 organer. Højesteret udtalte således, at domstolsprøvelsen alene angik spørgsmålet om, hvorvidt Christianitterne havde et retskrav på fortsat beboelse - altså et spørgsmål, der kunne kvalificeres retligt og som henhører under domstolenes kompetence. Hvorvidt en ret til fortsat beboelse skal tilkendes på andet grundlag end et retskrav; for eksempel ud fra de i sagen påberåbte menneskelige og sociale hensyn, er derimod et spørgsmål, der i stedet tilkommer Folketinget og regeringen at tage stilling til.

Ovenstående udtalelse har mødt kritik af flere forfattere. Peter Germer anfører i Statsforfatningsret, 5. udg., at udtalelsen er møntet på den meget konkrete sag om Christiania, men at domstolene ikke i almindelighed er afskåret fra at inddrage sådanne sociale og menneskelige hensyn i vurderingen af sager af forfatningsretlig karakter. Peter Germer mener således ikke, at dommen kan tages til indtægt for en general betragtning af de forfatningsretlige funktioner efter grundlovens § 3. For yderligere omtale af sagen kan henvises til U.1986B.178.

Til Eksamen

Første Christiania-sag, U.1978.315H, omhandlede hvorvidt beboerne på Christiania havde et retskrav på at blive boende længere end de tre år, som de oprindeligt var stillet i udsigt af politikerne. Dette var efter Højesterets dom ikke tilfældet, da regeringen ikke på noget tidspunkt havde givet et sådant løfte, hvorfor Christianitterne måtte henholde sig til det oprindelige løfte om tre års beboelse, uanset de muligt kunne påpege en række brede hensyn, der talte for, at de kunne blive boende, herunder en række sociale og menneskelige hensyn. Sagen viser således, at domstolene er tilbageholdende med at inddrage andre hensyn i afgørelsen, end hensyn som ikke kan undergå en retslig behandling. Sådanne (politiske) spørgsmål overlader domstolene i stedet til Folketinget og regeringen, da denne fordeling er forudsat i grundlovens § 3, hvorefter det alene er domstolenes opgave at afgøre konkrete retstvister.

Dog bemærkes det parentetisk, at den forudsatte magtadskillelse ikke er konsekvent i enhver henseende, da alle funktioner ikke altid er skarpt opdelt på de enkelte forfatningsretlige organers funktioner. For eksempel eksisterer der mange administrative nævn, der er oprettet med hjemmel i lov, som træffer bindende afgørelser for borgerne, men der er i dag enighed om, at dette ikke i sin nuværende form er i strid med grundlovens § 3, idet flere af nævnenes afgørelser også kan indbringes for domstolene.