search menu
bookmark
person

Exces i nødværge – U.2010.2129/2H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag 338/2009. Refereret af andre i U.2010.2129/2H.

Oprindeligt kommenteret af

Julie Brøndt Glarkrog Julie Brøndt Glarkrog

i 2019

Verificeret af advokat

Julie Brøndt Glarkrog Julie Brøndt Glarkrog

i 2019

Resumé

Dom afsagt af: Højesteret

Dissens: 3-2

Tema: Vold, nødværge

Fakta:

T1 og T2 var helt umotiveret blevet overfaldet af O med en kniv. For at beskytte dem selv havde T1 og T2 fravristet O kniven og tildelt ham 3 knivstik i det ene lår. Det ene knivstik ramte O i pulsåren, som skabte en livsfarlig situation for O. Herefter fulgte yderligere slåskamp, hvor T1 og T2 tildelte den efterhånden stærkt blødende og delvist liggende O flere hårde slag og spark. T1 og T2 blev ved nævneting i byretten tiltalt for vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter efter straffelovens § 245, jf. § 246 og for T1's vedkommende endvidere § 247.

Såvel byretten som landsretten opdelte seancen i tre faser. Fase 1 omhandlede den vold T1 og T2 udøvede mod O, før O blev frataget kniven, fase 2 omhandlede de tre knivstik, som T1 herefter tildelte O, og fase 3 omhandlede de efterfølgende spark og slag. Byretten og landsretten fandt at fase 1 og fase 2 var straffri som følge af nødværge efter henholdsvis straffelovens § 13, stk. 1 og stk. 2. Fase 3 var der uenighed om blandt dommerne og nævningene i både byretten og landsretten. Grundet de særlige afstemningsregler ved medvirken af nævninge, frifandtes T1 og T2 imidlertid ligeledes for straf i forhold til fase 3.

Spørgsmålet for Højesteret omhandlede herefter ikke fase 1 og fase 2, men alene hvorvidt T1 og T2 skulle dømmes – eller kunne anses for straffri i forhold til fase 3. Højesteret slog fast at forholdet ikke kunne anses for lovlig nødværge efter straffelovens § 13, stk. 1. Imidlertid var der dissens i forhold til om forholdet kunne anses for lovlig nødværge efter straffelovens § 13, stk. 2. Tre af dommerne mente at der efter det oplyste om indledningen til og forløbet af seancen var tale om lovlig nødværge efter straffelovens § 13, stk. 2. To af dommerne mente at den udøvede vold i fase 3 ikke kunne anses for rimeligt begrundet i den ved angrebet fremkaldte skræk eller ophidselse og fandt derfor at volden ikke var straffri efter straffelovens § 13, stk. 2. Mindretallet i Højesteret stemte derfor for at anse volden i fase 3 for omfattet straffelovens § 245, stk. 1. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet og T1 og T2 blev derfor frifundet.  

 

Eksamensrelevans

Dommen har relevans for forståelsen af straffrihedsgrunden nødværge, som hjemlet i straffelovens § 13.

Efter denne bestemmelses stk. 1 er en ellers strafbar handling straffri, såfremt handlingen er foretaget i nødværge, for så vidt den har været nødvendig for at modstå eller afværge et påbegyndt eller overhængende uretmæssigt angreb og ikke åbenbart går ud over, hvad der under hensyn til angrebets farlighed, angriberens person og det angrebne retsgodes betydning er forsvarligt.

For at statuere lovlig nødværge efter § 13, stk. 1, skal følgende betingelser således være opfyldt:

i.) Et uretmæssigt angreb er påbegyndt eller overhængende.

Hermed udelukkes nødværge mod lovlige tjenestehandlinger. Hvis angrebet ikke er påbegyndt endnu, skal angrebet være så truende, at der er grund til at afværge det allerede nu. Hvis der er tid til at vente, er modhandlingen formentlig ikke nødvendig, og man bør i stedet gribe til lovlige midler. Er angrebet afsluttet, kan man ikke længere anvende nødværge.

ii.) Handlingen er nødvendig for at modstå eller afværge angrebet.

Heri ligger blandt andet at et mindre angreb ikke ville have været tilstrækkelig til afværgelse. Knytnæveslag m.v. skal foretrækkes frem for eksempelvis farlig vold. Her er det værd at være opmærksom på, at en modhandling kan karakteriseres som ”nødvendig”, selvom den pågældende kunne have flygtet i stedet. Der gælder altså ikke en pligt til at flygte.

iii.) Handlingen skal være forsvarlig.

Dette er det vanskeligste moment i vurderingen. Der skal her ske en afvejning af to modstående hensyn. På den ene side står hensynet til den, der var truet af et angreb og på den anden side står hensynet til den, der rammes af en strafbar modhandling. Som oplistet i bestemmelsen, kan der her lægges vægt på angrebets farlighed, angriberens person og det angrebne retsgodes betydning. 

Man bør desuden være opmærksom på at nødværgeretten ikke er begrænset til den der angribes. Man kan altså også udøve nødværge til fordel for en anden person end sig selv, når denne person udsættes for angreb. 

Såfremt der er tale om en nødværgesituation der overskrider grænserne for lovlig nødværge efter § 13, stk. 1, vil der stadig kunne statueres staffrihed, såfremt overskridelsen er rimeligt begrundet i den ved angrebet fremkaldte skræk og ophidselse, jf. § 13, stk. 2. Anvendelsen af stk. 2 er således betinget af at der foreligger skræk eller ophidselse fremkaldt af angrebet, og at dette må antages at forklare overskridelsen. Her er altså tale om en slags subjektiv begrundet straffrihed.

Det var netop § 13, stk. 2 som var særligt relevant for Højesteret i ovenstående dom. Her fandt flertallet at det at T1 og T2 havde slået og sparket den blødende og delvist liggende O i fase 3, var rimeligt begrundet i den ved O’s angreb fremkaldte skræk eller ophidselse.

 

 

 

 

Til Eksamen

Nødværge er hjemlet i straffelovens § 13, og kan defineres som afværgelse af et uretmæssigt angreb ved hjælp af en ellers strafbar handling.

Den ellers strafbare handling anses for lovlig, når  der er tale om en handling foretaget i nødværge, for så vidt den har været nødvendig for at modstå eller afværge et påbegyndt eller overhængende uretmæssigt angreb og ikke åbenbart går ud over, hvad der under hensyn til angrebets farlighed, angriberens person og det angrebne retsgodes betydning er forsvarligt, jf. straffelovens § 13, stk. 1.

Såfremt der er tale om en nødværgesituation der overskrider grænserne for lovlig nødværge efter § 13, stk. 1, vil der stadig kunne statueres straffrihed, såfremt overskridelsen er rimeligt begrundet i den ved angrebet fremkaldte skræk og ophidselse, jf. § 13, stk. 2.

Det var netop sidstnævnte bestemmelse der var særligt relevant i U 2010.2129/2H. De to tiltalte i sagen var umotiveret blevet angrebet af en tredjemand med en kniv. For at beskytte dem selv, fik de tiltalte vristet kniven fra tredjemanden og derefter stukket denne i låret tre gange. Det ene stik ramte tredjemanden i pulsåren, hvilket skabte en livsfarlig situation for denne. De tiltalte tildelte herefter den stærkt blødende og delvist liggende tredjemand flere slag og spark. Det var alene det forhold at de to tiltalte slog og sparkede tredjemanden efter at denne var blevet fravristet sin kniv og desuden delvist var liggende, samt blødte kraftigt, der blev bragt op for Højesteret. De tiltalte påstod straffrihed som følge af nødværge, mens Anklagemyndigheden påstod straf som følge af overtrædelse af straffelovens § 245 og, for den ene tiltaltes vedkommende, ligeledes § 247. Højesteret mente ikke at der var tale om lovlig nødværge efter straffelovens § 13, stk. 1. Derimod fandt flertallet at der var tale om lovlig nødværge efter straffelovens § 13 stk. 2, eftersom forholdet var rimeligt begrundet i den ved tredjemands angreb fremkaldte skræk eller ophidselse.