search menu
bookmark
person

Eternit-sagen – U 1989.1108 H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag 270/1988 og 300/1988. Refereret af andre i U 1989.1108 H.

Oprindeligt kommenteret af

Caroline Lemminger Jensen Caroline Lemminger Jensen

i 2018

Verificeret af advokat

Ellen Skodborggaard Ellen Skodborggaard

i 2018

Resumé

Dom afsagt af Højesteret med 7 dommere

Dissens: Ingen

Tema: Erstatningsret, erstatning uden for kontraktforhold, arbejdsskader, ansvarsgrundlag, objektivt ansvar

Fakta:

En dansk eternitfabrik havde siden 1928 fremstillet eternit. Fremstillingen af eternit på fabrikken skete ved hjælp af store mængder af asbest. Asbest er en betegnelse for fibre som er tynde, fleksible, har en stor trækstyrke og er stabil over for temperaturpåvirkninger. Derfor har asbest hyppigt været anvendt som materiale til blandt andet isolering og brandsikring.  

I forbindelse med fremstillingen var medarbejderne på fabrikken blevet udsat for indånding af asbeststøv, hvilket for nogle af medarbejderne havde ført til sygdommene asbestose og kræft. Asbestose er en kronisk lungesygdom, som indånding af asbestfibre kan fremkalde.

De medarbejdere, eller deres enker, der var blevet ramt af sygdommene, (i alt 36 sagsøgere) sagsøgte herefter eternitfabrikken med et samlet erstatningskrav på godt 3,2 mio. kr. Eternitfabrikken påstod frifindelse, subsidiært betaling af et mindre beløb end påstået af sagsøgerne.

Vestre Landsret fandt, at eternitfabrikken var erstatningsansvarlig på baggrund af et culpaansvar. Højesteret fandt ligeledes, at fabrikken var erstatningsansvarlig men pålagde i stedet fabrikken et objektivt ansvar.

Eksamensrelevans:

Objektivt ansvar er en undtagelse fra den almindelige erstatningsret, hvor der for at pålægge erstatningsansvar kræves, at der foreligger culpa dvs. at det kan konstateres, at der er noget som skadevolderen burde have gjort eller have undladt at gøre ud fra den viden, han havde eller burde have haft.

I sagen fandt Vestre Landsret, at eternitfabrikken var erstatningsansvarlig. Landsretten tog i sin vurdering heraf udgangspunkt i en culpavurdering, hvorefter det i præmisserne lød: "at asbeststøvniveauet i store dele af fabrikken, hvor sagsøgerne eller deres afdøde ægtefæller har arbejdet på skiftende steder ‐ til trods for sagsøgtes indsats for at formindske støvfaren ‐ gennem hele perioden indtil slutningen af 1970-erne først vedvarende og senere jævnligt har ligget over, hvad der efter den til enhver tid gældende arbejdsmiljølovgivning har kunnet anses for tilladeligt (…) at sagsøgte fra 1947, da der første gang blev givet påbud om anvendelse af beskyttelsesmasker ved udførelsen af bestemte arbejdsfunktioner, hverken effektivt har draget omsorg for, at påbud og forskrifter om anvendelse af masker er kommet til de ansattes kundskab eller har ført noget effektivt tilsyn med, at påbudene og forskrifterne blev overholdt af de ansatte (…)  at sagsøgte heller ikke effektivt har draget omsorg for at de ansatte blev bekendt med, at tørfejning med ophvirvling af støv til følge ikke måtte finde sted, eller har ført noget effektivt tilsyn med at forbudet blev respekteret (…) (og at landsretten herefter må) anse sagsøgte for erstatningsansvarlig overfor sagsøgerne i det omfang (…) de sygdomme som sagsøgerne eller deres afdøde ægtefæller har pådraget sig, er følger af virksomhedens overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen".

Som forhenværende højesteretsdommer Hugo Wendler Pedersen anfører i sin kommentar til dommen (U.1990B.241), anså Højesteret det, i modsætning til landsretten, som en umulig opgave at foretage en culpavurdering i sagen. Dette henset til, at en sådan vurdering måtte strække sig over 30-40 år, og for hvert enkelt medarbejder måtte sættes i relation til den periode, hvori han efter sagens lægelige oplysninger havde været udsat for ménfremkaldende påvirkninger. Højesteret pålagde derfor i stedet fabrikken et objektivt ansvar gennem en opregning i præmisserne af sagens særlige forhold. Højesterets begrundelse herfor lød: "Appellanten er en større fabriksvirksomhed, der gennem en lang årrække anvendte store mængder asbest ved fremstilling af sine produkter, hvorved arbejderne i vid udstrækning blev udsat for indånding af asbeststøv. Det har længe været erkendt, at langvarig udsættelse for asbeststøv kan fremkalde alvorlige erhvervssygdomme med betydelig fare for liv og helbred. Virksomhedens ledelse har tidligt haft kendskab hertil og har med mellemrum måttet foretage anmeldelser om tilfælde af asbestose til vedkommende forsikringsselskab i henhold til ulykkes- og arbejdsskadeforsikringslovgivningen. Det stadigt øgede kendskab til asbestens farlighed har medført, at appellanten har måttet omlægge sin produktion, således at anvendelsen af asbest ophørte fra 1. januar 1988. Under disse omstændigheder finder Højesteret, at appellanten bør være erstatningsansvarlig for følgerne af sygdomme, som de i virksomheden beskæftigede arbejdere må antages at have pådraget sig ved påvirkningerne fra asbeststøv."

Eternit-sagen var den første på området for arbejdsgivers ansvar for arbejdsskader, hvor der blev statueret objektivt ansvar. Afgørelsen er på området en enkeltstående afgørelse om objektivt ansvar, som er betinget af de særlige forhold i sagen. Imidlertid viser sagen dog, at objektivt ansvar kan pålægges for arbejdsskader - om end denne mulighed er meget begrænset.

At området for pålæggelse af objektivt ansvar for arbejdsskader er yderst snævert, kommer blandt andet til udtryk i den senere dom afsagt af Vestre Landsret den 29. marts 2011 i sag B-1233-10. I sagen var der tale om Aalborg Værft som ligesom eternitfabrikken var en større fabriksvirksomhed. Eternitfabrikken producerede tagplader der indeholdt asbest, mens Aalborg Værft producerede skibe, der hovedsageligt blev fremstillet af metal. Værftet anvendte dog asbest som varmeisolering. I sagen havde en tidligere medarbejder på værftet udviklet lungekræft som følge af indånding af asbest, hvilket senere medførte hans død. I byrettens begrundelse og konklusion, som landsretten senere stadfæstede, henviste retten direkte til eternit-sagen, men retten kom frem til, at værftet ikke kan pålægges et objektivt ansvar. Værftet var derfor ikke erstatningsansvarlig.

På trods af at Aalborg Værft-dommen på mange områder minder om eternit-sagen, kom man således ikke frem til at pålægge værftet objektivt ansvar. Det kan derfor for så vidt anføres, at pålæggelse af objektivt ansvar formentlig kræver, at der er tale om 1) en lige så stor fabrik som eternitfabrikken, 2) der skal være tale om mange involverede samt 3) der skal være tale om en fabrik, som selv fremstiller et produkt indeholdende asbest og ikke blot en fabrik, som anvender asbest i produktionen. Asbest er i dag helt forbudt, hvorfor en lignende sag er svær at forestille sig.   

For yderligere læsning om afgørelsen henvises til forhenværende højesteretsdommer Hugo Wendler Pedersen kommentar til afgørelsen i U.1990B.241.

Til Eksamen

Dommen kan i en eksamenssituation anvendes til at belyse, hvor snævert området for objektivt ansvar i forbindelse med arbejdsgivers ansvar for arbejdsskader er.