search menu
bookmark
person

Entreprenørens hjemmegående samlever – U 1983.494 Ø

bookmark_border attachment

Østre Landsret dom i sag 13-303/1981. Refereret af andre i U 1983.494 Ø.

Kommenteret af

Ida Elvira Jensen

i 2017

Verificeret af advokat

Christian Frank Madsen Christian Frank Madsen

i 2017

Resumé

Resumé

 

Dom afsagt af Østre Landsret

 

Dissens: Ingen.

 

Tema: Familieret, sameje, samlevende, testamente.

 

Fakta:

En entreprenør (manden) og dennes hjemmegående samlever (kvinden) havde levet som ugifte samlevende over en periode på ca. 30 år (bortset fra en kortere periode på højest 3 år). Manden afgik ved døden og efterlod sig en nettoformue på DKK 891.000.

 

I forhold til parrets nærmere forhold blev det i sagen anført, at manden igennem hele perioden havde drevet selvstændig virksomhed, herunder som entreprenør, og at kvinden havde fungeret som hjælper i denne virksomhed i højere eller mindre grad. Kvinden forklarede bl.a., at hun i hele samlivsperioden havde passet hjem og telefon. Endvidere havde kvinden hjulpet manden med generelt kontorarbejde. Parrets forhold blev beskrevet på den måde, at parterne både udadtil og indadtil havde levet som et ægtepar, hvilket bl.a. indebar, at kvinden omtaltes som "fru (…)" og "min hustru", og videre havde parret efter 25 års samliv fejret sølvbryllup.   

 

Eksamensrelevans:

Spørgsmålet i sagen var herefter særligt, om sameje svarende til formuefællesskab kunne anses for at være opstået på baggrund af det anførte faktum.

 

Kvindens advokat lagde vægt på, at parterne havde levet sammen som ægtefæller i 29 år, og hertil at den efterladte formue var et resultat af nævnte samliv, idet hverken kvinden eller manden havde haft formue, da de flyttede sammen.

 

Byretten konkluderede, at der ikke var opstået et bo, der kunne skiftes. Retten lagde til grund, at den pågældende formue havde sin oprindelse i de aktiver, manden ved samlivets begyndelse besad, samt i mandens arbejde under samlivet.

 

Endvidere var spørgsmålet, om principperne i § 56 i lov om ægteskabets indgåelse og opløsning (nu § 67 om særejekompensation i ægtefælleskifteloven) fandt anvendelse. I den forbindelse konkluderede retten, at det var inden for skifterettens kompetence, da skifteretten fandt, at boet efter manden skulle yde et beløb på DKK 100.000 til kvinden.

 

Østre Landsret konkluderede på samme måde som byretten, at der ikke var opstået sameje svarende til formuefællesskab, hvorfor der ikke var et bo, der kunne skiftes. Der var heller ikke grundlag for at konkludere, at der var opstået sameje, hverken hvad angik mandens ejendom eller mandens entreprenørvirksomhed. Modsat byretten konkluderede Østre Landsret dog, at der ikke var hjemmel til at tilkende kvinden et beløb efter principperne i § 56 i lov om ægteskabs indgåelse og -opløsning (nu § 67 i ægtefælleskifteloven) med henvisning til betænkning nr. 8/915 af 1980. Se betænkningens side 102ff.

 

Til eksamen

Dommen viser, at der skal ikke så lidt til, førend det kan siges, at der er indgået stiltiende aftale om fælles økonomi.

 

Desuden er dommen udtryk for, at princippet i § 67 i ægtefælleskifteloven ikke kan siges at finde anvendelse i forbindelse med ugifte samlevende. I den forbindelse skal U.1984.166H dog haves i mente, idet Højesteret her tilkendte kvinden et beløb på DKK 200.000, efter parret havde levet som ugifte samlevende i mere end 16 år. Højesteret lagde bl.a. til grund, at det havde været overensstemmende med mandens ønske, at kvinden primært havde været hjemmegående, herunder at kvindens bidrag havde haft en vedligeholdende og opbyggende effekt på mandens formue. Højesteret lagde i den forbindelse bl.a. vægt på, at kvinden havde forudsat, at hun ikke ved samlivets ophør ville stå uden formue. Det skal dog bemærkes, at samtlige dommere lagde vægt på, at kompensationskravet ikke kunne udledes via en analog anvendelse af ægteskabslovgivningen. Se hertil Ingrid Lund-Andersen og Irene Nørgaad, Familieret, 1. udgave, s. 331f. Ligeledes kan der henvises til dommen U.1980.480H, idet Højesteret her anvendte konstruktionen "kompensationskrav" i forbindelse med ugifte samlevende. Når det kommer til fastsættelsen af kravets størrelse, kan der bl.a. lægges vægt på berigelsesmæssige synspunkter og forudsætningssynspunkter. Se hertil Ingrid Lund-Andersen og Irene Nørgaad, Familieret, 1. udgave, s. 329ff. Endvidere følger det af U.1985.55H og U.1988.998H (ud fra almindelige retsgrundsætninger), at kompensationskrav vil kunne gøres gældende ved samleverens død. 

Til Eksamen
Ingen tekst på denne dom