search menu
bookmark
person

Eneforhandleren i Latinamerika – U 1998.221 H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag II 128/1996. Refereret af andre i U 1998.221 H.

Oprindeligt kommenteret af

William Klindt Unmack William Klindt Unmack

i 2019

Verificeret af advokat

Pelle Niklas Christensen Clapp Pelle Niklas Christensen Clapp

i 2019

Resumé

Dom afsagt af Højesteret med 5 dommere

Dissens: Ingen

Tema: Opsigelse, ophævelse, eneforhandler, goodwill, godtgørelse, loyalitetspligt

Fakta:

Producent (P) og eneforhandler (E) indgik i 1975 en eneforhandleraftale (parterne havde dog tidligere handlet sammen siden 1957, jf. vidnet på s. 2), hvorefter E fik eneret til at sælge P’s produkter i bl.a. det meste af Latinamerika. I foråret 1993 blev P købt af en koncern, hvorefter P i efteråret 1993 opsagde eneforhandleraftalen med E med et aftalt varsel på 18 måneder. Det viste sig imidlertid, at P allerede  forinden i samme år havde iværksat en markedsundersøgelse i Latinamerika, der bestod i, at P udsendte breve til cirka 80 virksomheder i Latinamerika, hvori P præsenterede sig selv, og hvortil vedlages et katalog over P’s produkter samt en anmodning om at kontakte P for yderligere information. Derudover sendte P en repræsentant til Latinamerika, som deltog i møder med de pågældende virksomheder. I hvert fald over for én af de interesserede virksomheder, havde repræsentanten afgivet konkrete priser på P’s produkter, og tilmed en lavere pris end den af E udbudte pris på tilsvarende produkter. Desuden havde parterne aftalt, at P årligt d. 15/10 skulle sende prislister til E, hvilket P først gjorde i december 1994. Disse omstændigheder førte til, at E ophævede eneforhandlingsaftalen i januar 1994.

E anlagde derfor sag mod P med påstand om erstatning for mistet fortjeneste og godtgørelse for goodwill. P nedlagde påstand om frifindelse.

Til støtte for sin påstand gjorde E bl.a. gældende, at markedsundersøgelsen havde været salgsrettet, hvilket måtte anses for væsentlig misligholdelse af eneforhandleraftalen. Til støtte for sit krav om erstatning for goodwill, gjorde E gældende, at P havde kunnet overtage den kundekreds, som E havde oparbejdet i den meget lange samarbejdsperiode.

Til støtte for sin påstand gjorde P bl.a. gældende, at repræsentantens ophold i Latinamerika ikke var en ”salgsturné”, men blot en undersøgelse med det formål at beslutte, om den hidtidige salgsform i Latinamerika skulle bevares. Desuden gjorde P gældende, at E ikke var berettiget til erstatning for goodwill, da dette kun tilkendtes under ganske særlige omstændigheder, som ikke forelå i denne sag.

Sø- og Handelsretten tog E’s påstand til følge, bl.a. da retten fandt, at markedsundersøgelsen og repræsentantens ophold i Latinamerika i et vist omfang var salgsrettet. Retten fandt dog ikke, at dette isoleret set var tilstrækkeligt til at statuere væsentlig misligholdelse. P’s undladelse af at fremsende oplysninger om markedsundersøgelsen efter anmodning herom fra E, og P’s undladelse af at fremsende prislisterne rettidigt medførte dog, at forholdene samlet set udgjorde væsentlig misligholdelse, hvorfor E’s ophævelse var berettiget. Sø- og Handelsretten fandt dog ikke grundlag for at tildele E godtgørelse for goodwill.

Højesteret fandt derimod, at markedsundersøgelsen – som også Højesteret i hvert fald i et vist omfang fandt salgsrettet – i sig selv udgjorde en væsentlig misligholdelse. Bl.a. af den grund stadfæstede Højesteret Sø- og Handelsrettens dsom. Højesteret fandt ej heller, at der forelå sådanne ganske særlige omstændigheder, som eventuelt kunne begrunde tilkendelse af godtgørelse for goodwill.

Eksamensrelevans:

Dommen er navnlig illustrerende for følgende områder:

(1) Parternes kontraktuelle pligter i opsigelsesperioden

En opsigelse medfører, at parterne i en vedvarende aftale med et aftalt eller rimeligt varsel kan frigøre sig for kontraktens forpligtelser i tiden efter opsigelsesvarslets udløb. Forinden udløbet af opsigelsesvarslet er parterne dog bundet af kontraktens bestemmelser og af de almindelige obligationsretlige principper; heriblandt den almindelige obligationsretlige loyalitetspligt, hvorefter en aftalepart skal tage rimeligt hensyn til medkontrahentens interesser.

Konsekvensen af at kontraktens pligter fastholdes under opsigelsesperioden, fremstod klart i denne dom, hvor P efter opsigelsens fremkomst men inden udløbet af opsigelsesvarslet påførte E konkurrence ved at foretage den (i hvert fald delvist) salgsrettede indsats i Latinamerika, hvilket stred med E’s ret til eksklusiv forhandling af P’s produkter i området. Hvad enten man ser denne uretmæssige konkurrence som et brud på aftalen eller som et brud på den almindelige loyalitetspligt, er konklusionen den samme; parterne skal i opsigelsesperioden respektere kontraktens bestemmelser og de almindelige obligationsretlige principper, da de ellers kan blive mødt med misligholdelsesbeføjelser. Parterne er med andre ord først ”sluppet ud af aftalen”, når opsigelsesvarslet er udløbet.

Se: B. Gomard & T. Iversen, Obligationsret I, 5. udgave, s. 30ff. & 64ff

(2) Hvornår en eneforhandler tilkendes godtgørelse for goodwill

Hverken Højesteret eller Sø- og Handelsretten gav E medhold i dennes  krav på godtgørelse for goodwill. En eneforhandlers krav på goodwill er et krav om, at denne vil kompenseres for - gennem sin forhandling af P’s produkter - at have opbygget en kundebase og et marked for P’s produkter, som P kan ”overtage” ved ophøret af eneforhandleraftalen.

Højesterets præmisser er noget kortfattede for så vidt angår begrundelsen for afvisningen af goodwill-godtgørelsen. Dog viser dommen, at et langvarigt samarbejde og en illoyal adfærd fra producenten ikke i sig selv var tilstrækkeligt til at begrunde godtgørelse for goodwill.

For information om hvornår der foreligger sådanne særlige omstændigheder, der kan begrunde godtgørelse for goodwill til eneforhandleren, se U 1980.42 H (hvor godtgørelse for goodwill blev nægtet), U 2001.1581/2 H (hvor godtgørelse for goodwill blev tilkendt) og B. Iversen, Handelsagenten og eneforhandleren, 5. udgave, s. 278 ff.

I forhold til goodwillgodtgørelse er U 1998.221 H et eksempel på, at et langvarigt samarbejde og illoyal adfærd fra producenten ikke i sig selv udgjorde ”særlige omstændigheder”, der kunne begrunde goodwill-godtgørelse til eneforhandleren.

Se også: L. L. Andersen & P. B. Madsen, Aftaler og Mellemmænd, 6. udgave, s. 323ff. og U 2005B.367.

Til Eksamen

Til eksamen:

1) Parterne skal i opsigelsesperioden respektere kontraktens bestemmelser og de almindelige obligationsretlige principper, da de ellers kan blive mødt med misligholdelsesbeføjelser. Parterne er med andre ord først ”sluppet ud af aftalen”, når opsigelsesvarslet er udløbet.

2) Et langvarigt samarbejde og illoyal adfærd fra producenten var ikke i sig selv ”særlige omstændigheder”, der kunne begrunde godtgørelse for goodwill til eneforhandleren.