search menu
bookmark
person

Endelighedsbestemmelsen – U.1997.1157H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag 137/1997. Refereret af andre i U.1997.1157H.

Kommenteret af

Kristian Kaag Rasmussen

i 2017

Verificeret af advokat

Marlene Hannibal

i 2017

Resumé

Dom afsagt af Højesteret med 7 dommere

Dissens: 4-3

Tema: Statsret, grundlovens § 63, endelighedsbestemmelser

Indledning

Mange retstvister afgøres i dag af administrative nævn, som er domstolslignende organer, som er nedsat af forvaltningen til at afgøre sager. Eksempler på administrative nævn er Flygtningenævnet, Klagenævnet for Udbud og Klagenævnet for Domænenavne. Et administrativt nævn er ikke en del af den dømmende magt, og et administrativt nævn er dermed ikke en rigtig domstol. Et administrativt nævn er en del af forvaltningen (den udøvende magt).

Udgangspunktet er, at administrative nævns afgørelser kan indbringes for domstolene, jf. grundlovens § 63, stk. 1, 1. pkt., hvori det siges, at ”domstolene er berettigede til at påkende ethvert spørgsmål om øvrighedsmyndighedens grænser”.

Spørgsmålet er dog, om lovgivningsmagten kan afskærer domstolenes adgang til at prøve administrative nævns afgørelser. Lovgivningsmagten har i nogle tilfælde indført bestemmelser i lovgivningen, som fastlår, at et administrativt nævns afgørelser er endelige (endelighedsbestemmelser), hvilket i den juridisk teori forstås sådan, at det administrative nævns afgørelser ikke kan prøves af den dømmende magt (domstolene).

Resume

Fakta

Folketinget havde i Udlændingeloven indført en bestemmelse, som fastslog, at flygtningenævnets afgørelser var endelige (endelighedsbestemmelse). Når det i lovgivningen står, at et administrativt nævns afgørelser er endelige, skal det normalt forstås sådan, at afgørelserne ikke kan indbringes for en domstol.

I 1994 fandt Flygtningenævnet, at en statsborger fra Peru ikke kunne få opholdstilladelse, og at han ville blive tvangsmæssigt udsendt, medmindre han forlod Danmark inden for en nærmere bestemt tidsfrist.

Den peruvianske statsborger anlagde herefter sag mod Flygtningenævnet med påstand om, at den tvangsmæssige udsendelse ikke skulle finde sted.

Højesterets dom

Højesterets flertal på 4 dommere fandt på baggrund af ordlyden af Udlændingeloven og forarbejderne, at endelighedsbestemmelsen i Udlændingeloven skulle forstås således, at den dømmende magt var afskåret fra at domstolsprøve Flygtningenævnets afgørelser. Endvidere anførte flertallet, at de havde lagt vægt på, at Flygtningenævnet var et sagkyndigt nævn af domstolslignende karakter.

Mindretallet på 3 dommere fandt, at det ikke fremgik tilstrækkeligt klart af Udlændingeloven, at domstolene var afskåret fra at prøve Flygtningenævnets afgørelser.

Eksamensrelevans

Dommen er interessant, fordi den bekræfter, at det er muligt for den lovgivende magt (folketinget) at afskære den dømmende magts (domstolenes) prøvelse af den udøvende magts (fx administrative nævns) afgørelser.

Siden grundlovens tilblivelse i 1849 har det været den udbredte opfattelse i den juridiske teori, at endelighedsbestemmelser er i overensstemmelse med grundloven.

Henrik Zahle anførte dog i, at det var tvivlsomt, om endelighedsbestemmelser stadig kunne anses som ikke-grundlovsstridende. Se hertil side 351-352 i Regering, forvaltning og dom (Dansk forfatningsret 2), 1989, af Henrik Zahle. Endelighedsbestemmelses-sagen af 1997 afviste dog Henrik Zahle synspunkt. Der er i dag ikke tvivl om, at endelighedsbestemmelser er i overensstemmelse med grundloven, hvilket flere nyere Højesteretsdomme har bekræftet fx U 2001.861 H.

Muligheden for endelighedsbestemmelser, som er en indskrænkning til hovedreglen i grundlovens § 63, stk. 1, 1. pkt., om at ”domstolene er berettigede til at påkende ethvert spørgsmål om øvrighedsmyndighedens grænser”, er en retssædvane. Retssædvanen giver kun hjemmel til at afskære domstolsprøvelse af konkrete forvaltningsafgørelser. Lovgivningsmagten kan fx ikke afskærer muligheden for domstolsprøvelse af en almindelig lov.

Selvom denne dom er afsagt med dissens, er der ikke tvivl om, at endelighedsbestemmelser er i overensstemmelse med grundloven, eftersom senere højesteretspraksis har bekræftet, at endelighedsbestemmelser i overensstemmelse med grundloven.

 

 

 

 

Til Eksamen

I sagen U.1997.1157 H om endelighedsbestemmelser fastslog Højesteret, at lovgivningsmagten har mulighed for at afskære domstolsprøvelse af forvaltningsafgørelser ved at vedtage en endelighedsbestemmelsen. Sagen drejede sig konkret om, hvorvidt flygtningelovens § 56, stk. 7 (nu stk. 8) afskar domstolsprøvelse. Højesteret fandt, at der var tale om en endelighedsbestemmelse, hvorfor Højesteret ikke kunne prøve Flygtningenævnets konkrete subsumtion. Højesteret lagde i den forbindelse vægt på, at Flygtningenævnet er et sagkyndigt nævn af domstolslignende karakter. Nævnets nærmere sammensætning og karakter har således betydning for endelighedsbestemmelsens gyldighed.

Når en endelighedsbestemmelse er vedtaget, er domstolsprøvelse ”begrænset til en prøvelse af retsspørgsmål, herunder mangler ved afgørelsesgrundlaget, sagsbehandlingsfejl og ulovlig skønsudøvelse”.