search menu
bookmark
person

En gård i gave – U.1987.763H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag 338/1985. Refereret af andre i U.1987.763H.

Oprindeligt kommenteret af

Mette Riber Rasmussen

i 2017

Verificeret af advokat

Jonas Per Nielsen Jonas Per Nielsen

i 2017

Resumé

Dom afsagt af Højesteret sat af 5 dommere

Dissens: Ingen

Emne: Gaveoverdragelse

Fakta:

M's forældre havde overdraget deres gård til M for 1.317.571 kr. Da gården havde en værdi på 1.526.300 kr., indeholdt overdragelsen et gaveelement på 208.729 kr. eller 13,67 % af ejendommens værdi.

 

Som en del af M's modydelser for overdragelsen var en livsvarig boligret for dennes forældre, der ved ejendommens afhændelse af hhv. 55 og 50 år gamle.

 

Eksamensrelevans:

Kernen i sagen var, hvorvidt overdragelsen indeholdt et tilstrækkeligt gavemoment til, at forældrene kunne betragtes som gavegivere, hvorved de havde ret til at stille et vilkår om, at gården skulle være M's særeje.

 

Irene Nørgaard opsummerer i Familieretten, 2. udg. 2012, s. 156f - med et vist forbehold - retstilstanden sådan, at et gavemoment på mere end 20 % af overdragelsen normalt vil være et væsentligt gavemoment, mens et gavemoment på mindre end 10 % eller et gavemoment, der opgjort i kontanter absolut set er lille, vil være uvæsentligt. Hvis gavemomentet befinder sig mellem 10-20 % og ikke absolut set er lille, kan de enkelte elementer i overdragelsen have betydning.

 

I nærværende havde M og hans forældre en særlig interesse i, at ejendommen var M's særeje grundet den livslange boligret.

 

Landsrettens flertal fandt det efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder godtgjort, at overdragelsen indeholdt et så betydeligt gavemoment, at hele ejendommen måtte anses som M's særeje. De lagde i den forbindelse vægt på, at gaven absolut set var af betydelig værdi, og at forældrene som givere havde en særlig interesse i, at ejendommen blev M's særeje.

 

En enig Højesteret tiltrådte landsrettens begrundelse og resultat, hvorfor de stadfæstede dommen.

Til Eksamen

Gavegivere har i medfør af RVL § 28a fri mulighed for at betinge sig, at gaven skal betragtes som modtagerens særeje. Da andre overdragere ikke har samme lovhjemlede mulighed, er det af afgørende betydning, om en overdragelse kan betragtes som en gave.

 

Dette udgøres ud fra gavemomentet, og det må vurderes, om dette er tilstrækkelig væsentligt. I denne vurdering indgår både gavemomentets relative og absolutte størrelse.

 

Gavemomenter af en absolut ringe størrelse eller som udgør mindre end 10 % af den samlede overdragelse vil næppe være tilstrækkeligt til, at overdrageren kan betragtes som gavegiver. Er gavemomentet på mere end 20 % må det antages, at overdrageren vil være at betragte som gavegiver. Såfremt gavemomentet udgør 10-20 % af overdragelsen, og det ikke kan siges at være uvæsenligt i et absolut målestoksforhold, kan de enkelte elementer i overdragelsesaftalen blive afgørende, jf. Ingrid Lund-Andersen og Irene Nørgaard, Familieretten, 2. udg. 2012, s. 156f.

 

Et eksempel på en overdragelse, hvor gavemomentet udgjorde 10-20 % af overdragelsen er U1987.763H, hvor gavemomentet udgjorde 208.729 kr. ud af den samlede overdragelse på 1.526.300 kr., eller 13,67 % af overdragelsen. Landsrettens flertal lagde vægt på gavens absolut set betydelige værdi, og at M's forældre havde en særlig interesse i, at ejendommen blev M's særeje. Højesteret tiltrådte landsrettens begrundelse og resultat.

 

Dommen illustrerer, at "gavens" absolutte værdi udgør et væsentligt moment i afvejningen, ligesom det må tillægges vægt, såfremt giverne - udover en almindelig interesse i at modtageren kan nyde hele "gaven" - har en særlig interesse i, at det overdragne betragtes som modtagerens særeje.