search menu
bookmark
person

Ejendommen der lugtede af kattetis – U 1992.393/1 H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag II 184/1990. Refereret af andre i U 1992.393/1 H.

Kommenteret af

Nikolai Dokkedahl Nikolai Dokkedahl

i 2017

Verificeret af advokat

Christian Frank Madsen Christian Frank Madsen

i 2017

Resumé

Dom afsagt af: Højesteret

Dissens: Ingen

Tema: Handelsomkostninger ved ophævelse og negativ kontraktsinteresse.

Fakta: En huskøber fandtes berettiget til at ophæve købet af ejendommen, efter at væsentlige lugtgener var konstateret.

Eksamensrelevans:

Denne sag er relevant som et indlæg til den teoretiske diskussion af, hvilke handelsomkostninger der kan kræves betalt af kontraktparten ved ophævelse. (Forskellige teoretiske indlæg hertil kan ses beskrevet af Gomard i Obligationsret, 2. del, 4. udg. v/ Torsten Iversen, s. 266-269.)

Det fælles udgangspunkt for denne diskussion er, at der ses at være enighed i teorien om, at der kan pålægges ansvar for forgæves omkostninger, når der er udvist culpa ved kontraktindgåelsen (prækontraktuelt ansvar eller culpa in contrahendo). Lige så er der enighed om, at der efter omstændighederne kan tilkendes erstatning for forgæves afholdte omkostninger, der lides, ved at en part forsømmer at give den anden part underretning om en fremtidig misligholdelse (culpa in contractu). Begge disse teorier er beskrevet af Jul. Lassen i Haandbog i Obligationsretten, Almindelige Del, 3. udg. (1917-20), s. 363ff. og 457ff. Det relevante spørgsmål er herefter, i hvilket omfang en part yderligere kan få tilkendt andre handelsomkostninger. Hertil ses det mest vidtgående indlæg allerede af H. Munch-Petersen, der i sin artikel Den saakaldte "negative Kontraktsinteresse", TfR.1898.1, når frem til, at den, der hæver en kontrakt som følge af kontraktpartens misligholdelse, i ethvert tilfælde kan kræve sine forgæves afholdte omkostninger erstattet af modparten.

I denne konkrete sag fremgår det af afgørelsen for landsretten, at denne havde tillagt den indstævnte "nogle handelsomkostninger", uanset at appellanten havde udvist culpa. Heraf synes det således, at landsretten ville tilkende erstatning for omkostninger, også i det fælde hvor der ikke var udvist culpa. Højesteret holder spørgsmålet åbent, idet de fandt det ufornødent at tage stilling til den situation, hvor der ikke måtte være udvist culpa, da man i den konkrete sag fandt, at sælgeren culpøst havde tilsidesat sin oplysningsforpligtelse i forhold til nogle væsentlige lugtgener, der berettigede til ophævelse.

Spørgsmålet er således fortsat åbent, hvilket afgørelsen kan tjene til eksempel for.

Til Eksamen

Afgørelsen vil i en eksamenssituation være relevant at nævne som afsæt til en diskussion af, hvilke handelsomkostninger der kan tilkendes en kontraktpart ved ophævelse af en aftale. Der kan tages udgangspunkt i, at afgørelsen her netop holder spørgsmålet åbent, hvorefter de forskellige teoretiske indlæg, som beskrevet af Gomard, kan inddrages og holdes op imod opgavens konkrete omstændigheder.