search menu
bookmark
person

Det rådne loft og den senere køber – U 2004.2496 V

bookmark_border attachment

Vestre Landsrets dom i sag B-1179-03. Refereret af andre i U 2004.2496 V.

Oprindeligt kommenteret af

William Klindt Unmack William Klindt Unmack

i 2019

Verificeret af advokat

Pelle Niklas Christensen Clapp Pelle Niklas Christensen Clapp

i 2019

Resumé

Dom afsagt af Vestre Landsret

Dissens: Ingen

Tema: Kontrakters relativitet, springende regres, ansvarsfraskrivelsesklausul

Fakta:

Dan Kenneth Christensen (herefter S) var uddannet tømrer, men havde aldrig drevet virksomhed som tømrer. I 1979 byggede S en tilbygning til sin ejendom, hvortil han selv forestod udarbejdelsen af tegningerne foruden byggearbejdet. Under byggeprocessen lavede S en byggeteknisk fejl i isoleringen, så taget blev ramt af svamp og råd. Dette viste sig dog først i 2000, hvor K2 ejede ejendommen. S solgte ejendommen til K1 i 1989. I 1995 blev ejendommen erhvervet på tvangsauktion af K1’s udækkede panthaver, N, som videresolgte ejendommen til K2 (sagsøger). Aftalen mellem N og K2 indeholdte en ansvarsfraskrivelsesklausul, hvorefter sælger var uden ethvert ansvar for fejl og mangler ved ejendommen. I 2000 opdagede K2, at taget i tilbygningen var råddent og angrebet af svamp, hvorfor han anlagde sag mod S.

For byretten nedlagde K2 påstand om erstatning for manglen, og S nedlagde principalt påstand om frifindelse, subsidiært mod betaling af et mindre beløb. For byretten gjorde K2 bl.a. gældende, at S som uddannet tømrer var erstatningsansvarlig for de omhandlede konstruktionsfejl, og at reglerne om springende regres ikke var til hinder for kravet, da der var tale om betydelige mangler, og da der var et ansvarsgrundlag. Desuden gjorde K2 gældende, at ansvarsfraskrivelsen ikke skulle føre til andet resultat, da han var i god tro.

S gjorde til støtte for sin påstand bl.a. gældende, at der ikke var grundlag for et erstatningsansvar ud fra hverken et kontraktsretligt ansvar eller deliktsansvaret, at K2 var afskåret fra at rejse erstatningskrav på grund af den mellem N og K2 aftalte ansvarsfraskrivelsesklausul, og at S’ uddannelse som tømrer var uden betydning, da han ikke kunne betragtes som professionel tømrer. Byretten tog K2’s påstand til følge, bl.a. da det klart fremgik af syn- og skønserklæringen, at der forelå såvel konstruktionsfejl som udførelsesfejl i forbindelse med tagkonstruktionen. På baggrund af karakteren af denne fejl tillod byretten K2 at foretage springende regres. Angående ansvarsfraskrivelsesklausulen udtalte byretten, at denne under disse omstændigheder ikke kunne føre til andet resultat, idet retten tiltrådte K2’s betragtning om, at hensynet til hans gode tro skulle tillægges den afgørende betydning i forholdet til S.

For landsretten udtalte syn- og skønsmanden, at der var tale om en grov bygningsmæssig fejl. Indledningsvist fastslog landsretten, at S ikke havde drevet virksomhed som tømrer, og at ejendommen var erhvervet til beboelse, hvorfor hans ansvar måtte bedømmes ud fra, at han ansås for selvbygger. Dernæst fastslog landsretten, at der var tale om en grov fejl, hvorfor landsretten tillod K2 at gøre direkte erstatningsansvar gældende mod S, selv om der ikke havde været noget kontraktsforhold mellem dem. Endelig fastslog landsretten, at ansvarsfraskrivelsesklausulen ikke afskar K2 fra at gøre krav gældende, da prisen ikke var fastsat under hensyntagen til en mistanke om manglerne ved tagkonstruktionen, og da S’ fejl måtte anses for grov.

 

Eksamensrelevans:

Dommen belyser adgangen til springende regres (også kaldet direkte krav) mod tidligere led i salgskæden.

Dels illustrerer dommen, på hvilket grundlag en senere køber kan gøre springende regres gældende mod tidligere led i salgskæden i området uden for professionsansvaret, og dels illustrerer dommen betydningen af en ansvarsfraskrivelsesklausul i forholdet mellem den erstatningssøgende og dennes medkontrahent.

(1) Grundlaget for springende regres

Som hovedregel må en køber gøre misligholdelsesbeføjelser gældende mod sin egen sælger og kan ikke rette krav mod tidligere omsætningsled, jf. grundsætningen om kontrakters relativitet.

Der gøres bl.a. undtagelse til denne hovedregel, hvis tidligere led i omsætningskæden har handlet ansvarspådragende. Det interessante bliver så at vurdere, i hvilken grad det tidligere led (i dommen S) skal have handlet ansvarspådragende for at indrømme senere led (i dommen K2) adgang til at gøre springende regres gældende.

I dommen fremhæver landsretten (1), at S ikke i sagen skulle bedømmes ud fra professionsansvaret, og (2) at han havde begået grove fejl.

Landsretten nævner punkt (1), da der kræves forskellige grader af uagtsomhed alt afhængig af, om man befinder sig inden for området for professionsansvar eller ej, jf. B. Gomard & T. Iversen, Obligationsret I, 5. udgave, s. 222.

I punkt (2) fandt landsretten, at grove fejl begået af det tidligere led var tilstrækkeligt til at indrømme K2 en adgang til at gøre direkte krav gældende mod S; grove fejl var med andre ord tilstrækkeligt til at begrunde springende regres i området uden for professionsansvaret.

Se også: B. Gomard & T. Iversen, Obligationsret I, 5. udgave, s. 219-226.

(2) Betydningen af ansvarsfraskrivelsesklausulen

Da der var aftalt en ansvarsfraskrivelsesklausul mellem K2 og dennes sælger – N –, blev spørgsmålet, om K2 på trods af ansvarsfraskrivelsen kunne gøre springende regres gældende over for S.

Landsretten fandt, at dette kunne ske, da S havde begået grove fejl, og da prisen mellem N og K2 ikke var fastsat under hensyntagen til en mistanke om manglerne ved tagkonstruktionen.

Dommen er et eksempel på en ansvarsfraskrivelse i aftalen mellem mellemleddet og det senere led, som ikke afskar springende regres, hvor det tidligere led havde begået grove fejl, og hvor prisen på det købte ikke mellem det senere led og dennes medkontrahent (mellemleddet) var fastsat under hensyn til en mistanke om de mangler, der gjordes gældende mod det tidligere led.

Se også B. Gomard & T. Iversen, Obligationsret I, 5. udgave, s. 224.

Til Eksamen

Til eksamen

1) Grove fejl i tidligere led i salgskæden var i sagen tilstrækkeligt til at indrømme senere led adgang til at gøre springende regres gældende i området uden for professionsansvaret.

2) En ansvarsfraskrivelse i aftalen mellem mellemleddet og det senere led medfører ikke nødvendigvis, at springende regres afskæres, hvor det tidligere led har begået grove fejl, og hvor prisen på det købte ikke mellem det senere led og dennes medkontrahent (mellemleddet) er fastsat under hensyn til en mistanke om de mangler, der gøres gældende mod det tidligere led.