search menu
bookmark
person

Det oprindelige trepartsforhold – U.1995.192/2H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag II 294/1993. Refereret af andre i U.1995.192/2H.

Oprindeligt kommenteret af

Christian Frank Madsen Christian Frank Madsen

i 2019

Verificeret af advokat

Christian Frank Madsen Christian Frank Madsen

i 2019

Resumé

Dom afsagt af Højesteret med syv dommere

Dissens: Ingen

Tema: Kreditkøb. Oprindeligt trepartsforhold.

Fakta:

Søren Christian Andersen købte som privatperson en vandseng i Aqua Nova Vandsenge ApS’ forretning i Lyngby, i hvilken forbindelse Privatfinans A/S, nu Unifinans, ydede et lån. Lånet blev ydet efter Søren Christian Andersen og hans daværende samlever havde udfyldt en af Aqua Nova Vandsenge udleveret låneansøgning. Lånet blev bevilliget pr. telefax mens de ventede i butikken. Tvisten opstod da Søren Christian Andersen hævede købet på grund af væsentlige mangler.

Dommens juridiske kerne er hvorvidt et lån ydet af Privatfinans A/S i forbindelse med Søren Christian Andersens køb af en vandseng er et ”fritstående lån” eller et udtryk for et ”oprindeligt trepartsforhold”, hvor kreditten er ydet efter forudgående aftale med sælgeren.

Sondringen er relevant idet det herved afgøres om retsforholdet skal behandles som et pengelån eller et kreditkøb – med de retsvirkninger dette medfører. Såfremt det er et oprindeligt trepartsforhold er den eneste sikringsmulighed er i medfør af pantsætningsforbuddet i kreditaftalelovens § 21, stk. 1 transport på sælgerrettighederne efter en købekontrakt med ejendomsforbehold – se herved Sikkerhed i løsøre 8. udg. af Anders Ørgaard s. 130. Hermed følger, at långiveren skal acceptere at låntagerens hæftelse ved håndhævelse af ejendomsforbeholdet som udgangspunkt er begrænset til salgsgenstanden, således at overskydende gæld ikke skal betales jf. kreditaftalelovens § 41.  Se Sikkerhed i løsøre 8. udg. af Anders Ørgaard s. 130ff for en mere uddybende behandling af alle nuancer i relation til sondringen.

Ved læsning af dommen bør det holdes for øje, at kreditaftalelovens § 1, stk. 2, nr. 2 siden er ændret til § 5, nr. 2 og senest § 4, nr. 15, litra b.

Eksamensrelevans:

Dommen er illustrativ i relation til hvad der kræves for at et forhold er omfattet af kreditaftalelovens § 4, nr. 15, litra b.

Ordlyden er således: købesummen helt eller delvis dækkes ved lån indrømmet køberen af en tredjemand på grundlag af en aftale herom mellem denne og sælgeren.”

Spørgsmålet er således hvad der kræves for at der kan siges at foreligge en sådan aftale.

Østre Landsret fandt ikke, at der var grundlag for at fravige en almindelig obligationsretlig fortolkning af aftalebegrebet. Videre betonede Østre Landsret, at der ikke var indgået en udtrykkelig eller stiltiende aftale mellem tredjeparten og sælgeren, der kunne støttes ret på.

Højesteret betonede, at det afgørende var hvad der skal forstås ved de afsluttende ord i bestemmelsen ”på grundlag af en aftale herom mellem denne og sælgeren”. Herunder bemærkede Højesteret at spørgsmålet nærmere var om forarbejdernes henvisning til en egentlig aftale, fører til at en finansieringsform som den foreliggende ikke kan anses for omfattet af bestemmelsen. Hertil må det bemærkes at den relevante pasus i betænkningen dog fastslår at ordet aftale i så henseende må forstås i bred forstand.

Højesteret vurderede, at arrangementet var omfattet af kreditaftalelovens regler om oprindeligt trepartsforhold. I præmisserne fremgår det således:

Ved at udlevere brochurer med låneansøgningsskemaer til forretningen Aqua Nova Vandsenge ApS har Unifinans A/S (tidligere Privatfinans A/S) tilsigtet at markedsføre sine lån i forbindelse med forretningens varesalg. Herved har Unifinans over for forretningen tilkendegivet at være villig til på sine sædvanlige betingelser og vilkår at yde lån til forretningens kunder til finansiering af disses køb i forretningen. Selv om Unifinans forbeholdt sig ret til at afslå låneansøgninger på grundlag af en kreditvurdering, som blev foretaget efter kriterier fastsat af finansieringsselskabet selv, må denne tilkendegivelse anses for at være et løfte, som forretningen kunne benytte over for sine kunder, og som finansieringsselskabet i forhold til forretningen ikke vilkårligt kunne undlade at opfylde. En forståelse, hvorefter der lægges afgørende vægt på finansieringsselskabets adgang til at afslå låneansøgninger på grundlag af sin kreditvurdering, ville tillige indebære, at den nævnte bestemmelse i kreditkøbsloven i det væsentlige ville være uden betydning for så vidt angår den kategori af oprindelige trepartsforhold, der under betegnelsen »lånekøb« tilsigtedes omfattet af bestemmelsen.

Videre anfører Højesteret:

”I forbindelse med, at appellanten købte en vandseng i forretningen, har han hos Unifinans optaget et lån, hvis provenu blev anvendt til betaling af købesummen. Under de omstændigheder, hvorunder lånetilbudet til appellanten blev indhentet, må lånet anses for indrømmet på grundlag af aftalen mellem Unifinans og forretningen.”

Som anført i U.1995B.409 af Jørgen Nørgaard har Højesteret ikke hermed nærmere afgjort hvad der ligger i ”på grundlag af”. For en mere udførlig behandling af dommen henvises til nævnte artikel.

Som citatet afspejler er retsstillingen herefter således, at et arrangement er omfattet af bestemmelsen uanset at der ikke foreligger en egentlig aftale i snæver obligationsretlig forstand. Det er således eksempelvis nok, at der er udleveret låneansøgningsskemaer og udvist vilje til at yde lån eller sædvanlige kreditvurdering som i denne dom.

Til Eksamen

Højesterets dom kan anvendes til en diskussion af om et givent arrangement er omfattet af kreditaftalelovens § 4, nr. 15, litra b. Højesterets dom kan således anvendes til en nærmere diskussion af om der er tale om et ”fritstående lån” eller et ”oprindeligt trepartsforhold”. Med udgangspunkt i dommen kan det således afgøres om arrangementet omfattes af de særregler, der følger af kreditaftalelovens regler, idet der er tale om et kreditkøb jf. kreditaftalelovens § 4, nr. 15, litra b.

Dommen fastslår, at der ikke kræves en aftale i snæver obligationsretlig forstand for at denne kan være omfattet af kreditaftalelovens § 4, nr. 15, litra b – uanset ordlyden af denne. Derimod afgør dommen ikke med sikkerhed hvad der ligger i ordene ”på grundlag af”, hvilket således må diskuteres, idet dommens eksempel i hvert fald var omfattet.