search menu
bookmark
person

Det gyldige sumsæreje – U.2007.2748Ø

bookmark_border attachment

Østre Landsrets dom 14. afd. a.s. nr. B-293-07. Refereret af andre i U.2007.2748Ø.

Oprindeligt kommenteret af

Anne Sofie Jacobs Anne Sofie Jacobs

i 2017

Verificeret af advokat

Jonas Per Nielsen Jonas Per Nielsen

i 2017

Resumé

Dom afsagt af Østre Landsret

Dissens: ingen

Tema: Familieret. Særeje. Sumsæreje. Genstandsrelateret sumsæreje. Fællesboskifte

 

Fakta:

Et ægtepar havde indgået aftale om skilsmissesæreje, dog således at skilsmissesærejet kun skulle omfatte 500.000 kr. af friværdien af en af manden ejet fast ejendom. Da parterne blev separeret, blev ægtepagtsbestemmelsen af hustruen påstået ugyldig. Landsretten fandt at aftalen om det genstandsrelaterede sumsæreje havde hjemmel i retsvirkningslovens § 28, stk. 2, og kendte herefter sumsærejet gyldigt.

Parterne var derudover uenige om, hvornår manden havde udtaget ejendommen af fællesboet, herunder om værdiansættelsen af ejendommen på udtagelsestidspunktet. Landsretten fandt, modsat byretten, at ejendommen blev udtaget af boet af manden den 18. Maj 2005, idet parterne på denne dato indgik aftale om, at hustruens samledes boslodskrav skulle forrentes fra denne dato. Landsretten fandt endvidere, at det ikke var godtgjort, at parterne havde indgået aftale om ejendommens værdifastsættelse, hvorfor denne skulle opgøres til værdien på udtagelsestidspunktet.

 

Eksamensrelevans:

Dommen behandler to problemstillinger. For det første hvornår ejendommen kan anses for udtaget af fællesboet samt værdiansættelsen ejendommen. For det andet spørgsmålet om hvorvidt en ægtepagt om sumsæreje kan anses for gyldig. Sidstnævnte spørgsmål giver anledning til mest diskussion og er mest eksamensrelevant.

 

Gyldigheden af aftale om sumsæreje

Dommen tager stilling til, hvorvidt en aftale om sumsæreje knyttet til et aktiv (genstandsrelateret sumsæreje) er gyldigt. I dommen fandtes et genstandsrelateret sumsæreje gyldigt med den begrundelse, at retsvirkningslovens § 28 efter sin ordlyd ikke er til hinder for en aftale om genstandsrelateret sumsæreje.

Landsretten begrundede hjemmelsgrundlaget og dermed sumsærejets gyldighed med, at sumsæreje blev godkendt af statsamterne forud for særejereformen, at sumsæreje har været tilladt tinglyst både før og efter særejereformen, at sumsæreje uanfægtet har været lagt til grund i retspraksis både før og efter særejereformen og at hensigten med særejereformen var at give ægtefæller større aftalemæssig frihed.

Landsrettens henvisning til, at § 28 i retsvirkningsloven ikke er til hinder for en aftale om sumsæreje kan der stilles spørgsmålstegn ved. § 28 bygger på et princip om positiv hjemmel, og omhandler således hvad man kan aftale i en særejeægtepagt – ikke hvad man ikke kan aftale. Rigtigheden af, at landsretten udleder retsvirkninger af, at noget ikke er direkte forbudt i bestemmelsen, må således anses for tvivlsom.

Afgørelsen kan forekomme båret af praktiske behov, idet der er er tinglyst rigtig mange aftaler om sumsæreje. Denne særejeform har i mange år været meget anvendt i praksis, da den er udtryk for et udbredt ønske om, at kun den allerede ved vielsen foretagne opsparing skal være særeje, mens fremtidig værdistigning og opsparing skal være fælleseje.

Afgørelsen forholder sig desuden ikke direkte til det af Højesteret i U 1998.1674 H fastsatte kriterium for gyldigheden af en aftale om særeje – nemlig at en særejevariant kræver sikker hjemmel.

Landsretten har til trods for ovenstående, og på trods af den ellers toneangivende U 1998.1674 H stadig ment, at der var grundlag for en udvidende fortolkning af retsvirkningslovens § 28, stk. 2 og dermed for sumsæreje. Dommen bryder således med den klare og stringente fortolkning af § 28, som Højesteret fastlagde i U 1998.1674 H. De to domme strider således mod hinanden i dette synspunkt.

Det må, på trods af diskussioner i teorien, konkluderes, at Østre Landsret i U 2007.2748 Ø altså har fastslået, at sumsærejet er gyldigt.

Den udvidende fortolkning af retsvirkningslovens § 28, stk. 2, som fremkom i U 2007.2748 Ø betyder, at ”en del af ægtefællernes ejendele”, jf. § 28, stk. 2, også må omfatte en del af et enkelt aktiv. En særejeaftale kan således begrænses til at angå kun en begrænset del af et aktiv.

 

Udtagelsestidspunktet og værdiansættelse af ejendommen:

Landsretten fandt, at ejendommen kunne anses for udtaget per den dato, hvor ægtefællerne i øvrigt indgik aftale om at hustruens boslodskrav skulle forrentes.

Aktiver omfattet af et ægtefælleskifte skal opgøres til værdien ved boets slutning, medmindre andet er aftalt mellem parterne, eller særlige omstændigheder taler for en anden løsning. Udtages et aktiv af en ægtefælle på et tidligere tidspunkt end skiftets slutning, medtages aktivet i boopgørelsen til værdien på udtagelsestidspunktet.

Da landsretten ikke fandt det godtgjort, at parterne havde indgået en aftale om værdiansættelsen, fandtes ejendommen er skulle opgøres til dens værdi på udtagelsestidspunktet. 

Til Eksamen

Spørgsmålet om hvorvidt aftaler om sumsæreje knyttet til et aktiv er gyldige, er der for første gang taget direkte stilling til ved afgørelsen U 2007.2748 Ø.

Et ægtepar havde indgået aftale om skilsmissesæreje, dog således at skilsmissesærejet kun skulle omfatte 500.000 kr. af friværdien af en af manden ejet fast ejendom. Da parterne blev separeret, blev ægtepagtsbestemmelsen af hustruen påstået ugyldig. Landsretten fandt at aftalen om det genstandsrelaterede sumsæreje havde hjemmel i retsvirkningslovens § 28, stk. 2, og kendte herefter sumsærejet gyldigt.

Landsretten henviste til, at § 28 i retsvirkningsloven ikke er til hinder for en aftale om sumsæreje. Denne henvisning kan der stilles spørgsmålstegn ved, idet § 28 bygger på et princip om positiv hjemmel, og omhandler således hvad man kan aftale i en særejeægtepagt – ikke hvad man ikke kan aftale. Rigtigheden af, at landsretten udleder retsvirkninger af, at noget ikke er direkte forbudt i bestemmelsen, må således anses for tvivlsom.

Afgørelsen kan forekomme båret af praktiske behov, idet der er er tinglyst rigtig mange aftaler om sumsæreje. Denne særejeform har i mange år været meget anvendt i praksis, da den er udtryk for et udbredt ønske om, at kun den allerede ved vielsen foretagne opsparing skal være særeje, mens fremtidig værdistigning og opsparing skal være fælleseje.

Afgørelsen forholder sig desuden ikke direkte til det af Højesteret i U 1998.1674 H fastsatte kriterium for gyldigheden af en aftale om særeje – nemlig at en særejevariant kræver sikker hjemmel.

Landsretten har til trods for ovenstående, og på trods af den ellers toneangivende U 1998.1674 H stadig ment, at der var grundlag for en udvidende fortolkning af retsvirkningslovens § 28, stk. 2 og dermed for sumsæreje. Dommen bryder således med den klare og stringente fortolkning af § 28, som Højesteret fastlagde i U 1998.1674 H. De to domme strider således mod hinanden i dette synspunkt.

Det må, på trods af diskussioner i teorien, konkluderes, at Østre Landsret i U 2007.2748 Ø altså har fastslået, at sumsærejet er gyldigt.