search menu
bookmark
person

Denunciationen til den primære transporthaver – U.1979.357H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag II 199/1978. Refereret af andre i U.1979.357H.

Oprindeligt kommenteret af

Christian Frank Madsen Christian Frank Madsen

i 2019

Verificeret af advokat

Christian Frank Madsen Christian Frank Madsen

i 2019

Resumé

Dom afsagt af Højesteret med syv dommere

Dissens: Ingen

Tema: Sekundær transport/denunciation til primær transporthaver.

Fakta:

Entreprenør Flemming Strøbæk A/S overdrog en fordring i henhold til hvilken Ringkjøbing amtsråd, amtsvejvæsenet var skyldner. Flemming Strøbæk A/S overdrog først hele fordringen til Amagerbanken og dernæst på et senere tidspunkt en del af fordringen til Cementvarefabriken Oranje, der således var henholdsvis primær og sekundær transporthaver.

Cementvarefabrikken anmeldte transporten overfor Amagerbanken, men ikke overfor Amtsvejvæsenet.

Det centrale spørgsmål var herefter om gældsbrevslovens § 31 kan opfyldes ved en denunciation til Amagerbanken som primær transporthaver, fremfor til skyldner.

Eksamensrelevans:

Dommen vedrører hvorvidt en sekundær transporthavers denunciation rettet mod den primære transporthaver opfylder kravet i gældsbrevslovens § 31. Dommen er principiel idet ordlyden af gældsbrevslovens § 31 tilsiger, at denunciationen skal rettes til skyldneren.

Højesteret bemærker i sine sparsomme præmisser at:

”Efter modtagelsen af underretning om, at Flemming Strøbæk A/S havde transporteret hele entreprisesummen til banken, var amtsvejvæsenet uberettiget til at foretage udbetalinger af entreprisesummen til andre end banken. Som i dommen anført var selskabet efter underretningen til banken om, at kravet på 115.000 kr. af entreprisesummen var overdraget til indstævnte, afskåret fra at råde over dette beløb i forhold til såvel banken som amtsvejvæsenet. Det tiltrædes, at den stedfundne underretning til banken herefter opfylder de krav, som efter gældsbrevslovens § 31, stk. 1, stilles, for at overdragelsen til indstævnte kan have gyldighed overfor selskabets øvrige kreditorer.”

Denunciationen er således i overensstemmelse med gældsbrevslovens § 31 – uanset dennes ordlyd. Som det fremgår af præmisserne betoner Højesteret, at skyldneren var uberettiget til at foretage udbetalinger til andre end den primære transporthaver, til hvem denunciationen var rettet, hvorfor denunciationen opfylder kravene i gældsbrevslovens § 31.

Dommen bekræftede dermed en tidligere Højesteretsafgørelse, der ligeledes accepterede en denunciation rettet til den primære transporthaver. Herved blev Højesterets tidligere afvisning af en sådan mulighed endeligt forladt. De to tidligere domme er trykt i Ugeskrift for Retsvæsen som henholdsvis UfR 1979.300H og UfR 1961.66H.

For litteraturens behandling af dommen se eksempelvis Sikkerhed i fordringer 7. udg. af Nis Jul Clausen og Camilla Hørby s. 74-77.

Til Eksamen

Med dommen fastslog Højesteret, at en behørig denunciation kan rettes til den primære transporthaver, hvor der gives sekundær sikkerhed i samme fordring – eller samme del heraf.

Herved bekræftede Højesteret den tidligere dom UfR 1979.300H, hvorved Højesterets tidligere praksis blev forladt jf. herved UfR 1961.66H, hvorefter en sådan denunciation ikke kunne adresseres til den primære transporthaver. 

Men dommen fraviger Højesteret således den snævre ordlyd af gældsbrevslovens § 31, hvorefter en sådan denunciation alene kan rettes til skyldneren.