search menu
bookmark
person

Denunciation til forkert selskab i koncern – U 1992.255 H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag II 385/1990. Refereret af andre i U 1992.255 H.

Oprindeligt kommenteret af

Rikke Kanstrup Grav Rikke Kanstrup Grav

i 2017

Verificeret af advokat

Marie Guldberg Marie Guldberg

i 2017

Resumé

Instans og rettens sagsnr.: Højesterets dom i sagen II 385/1990.

Domsnr. (tidsskrift, årstal og sidetal): Refereret af andre i: U.1992.255H.

 

Resume

Dom afsagt af Højesteret

Dissens: 3-2

Tema: Denunciation, gældsbrevslovens § 31, stk. 1, koncernforhold.

 

Fakta

Sagen angik hvorvidt der var sket tilstrækkelig denunciation til debitor ved transport af fordringen til en ny kreditor, jf. gældsbrevslovens § 31, stk. 1, ved fremsendelse af transport til notering til et forkert selskab. 

I sagen havde selskabet A indgået entrepriseaftale med et andet selskab B1 om bl.a. at sætte nogle vinduer i et byggeri. A havde en løbende aftale med selskabet C om, at A købte byggematerialer hos C på kredit. Som sikkerhed for denne kredit hos C, gav A C transport i det tilgodehavende, som A havde hos B1 for bl.a. at sætte vinduerne i.

Til brug for byggeriet anvendte B1 selskabet B2 som rådgivende ingeniør. B1 og B2 var begge datterselskaber til B Holding. Niels Fennet var tegningsberettiget for både B1 og B2, og havde ét fælles kontor, hvor han udførte sit arbejde for begge selskaber.

Den 13. juli 1987 fremsendte C transporterklæringen til B2 (søsterselskabet til B1) i stedet for til B1 til notering, hvilket B2 gjorde og returnerede transporterklæringen som noteret til C den 20. juli 1987.

Den 30. august 1987 sendte A 3 fakturaer til B1, hvor det var anført at betalingen herfor skulle ske til C, på baggrund af transport af fordringen på betalingen til C.

Eksamensrelevans:

Højesterets flertal fandt, ligesom landsretten, at B2 ikke havde fuldmagt til at underskrive transporten på vegne af B1, der var debitor i forhold til den konkrete fordring. Det ændrer ikke herved, at transporten er underskrevet af Niels Fennet, der var tegningsberettiget for både B1 og B2. Højesteret fandt, at behørig denunciation, der kunne gøres gældende overfor A's kreditorer, først var sket den 30. august 1987 ved fremsendelserne af faktura til B1 med oplysningerne om transporten. På baggrund af tidspunktet for den gyldige denunciation kunne transporten af fordringen fra A til C omstødes.

Det følger af gældsbrevslovens § 31, stk. 1, at for at en overdragelse af et simpelt gældsbrev til eje eller pant skal kunne opretholdes overfor overdragerens kreditorer, skal skyldneren underrettes om denne overdragelse af enten overdrageren eller erhververen af fordringen. Det følger ikke af bestemmelsen hvilke præcise krav der stilles til denne underretning om overdragelsen, disse krav er derfor blevet præciseret i retspraksis. Sagerne "”Deponeret” kan ikke karakteriseres som transport", trykt i U.1987.915H, "Denunciation til forkert selskab i koncern", trykt i U.1992.255H, "Den utilstrækkelige email", trykt i U.2008.1473H, "Bankens snørklede denunciation", trykt i U.1992.501V og sagen "Den utilstrækkelige denunciation", trykt i U.1979.573H, har blandt andre bidraget til fastlæggelsen af kravene for denunciation efter gældsbrevslovens § 31, stk. 1. De førnævnte sager er alle kommenteret i denne domsguide.  

For mere om overdragelse af simple fordringer, herunder denunciationens indhold, afsender m.v. se eksempelvis "Sikkerhed i fordringer" af Nis Jul Clausen og Camilla Hørby Jensen, 7. udgave, side 32-93.

Overordnet set viser ovennævnte sager, at domstolene stiller meget restriktive krav til at behørig denunciation er foretaget, dette ses bl.a. i denne sag. Meddelelsen til debitor skal generelt oplyse denne om, at der sket en overdragelse og hvilke fordringer denne overdragelse omfatter.

Højesterets flertal fastslog i denne sag, at denunciationen skal gives til den korrekte debitor. I sagen havde det ikke betydning, at den person, der ellers var tegningsberettiget hos debitor, havde fået oplysning om transporten af fordringen, da den ikke var givet til ham i hans egenskab som tegningsberettiget i dette selskab. Flertallet fandt således, at det faktum, at debitor havde fået kendskab til transporten på anden baggrund ikke var tilstrækkeligt til at udgøre behørig denunciation efter gældsbrevslovens § 31, stk. 1, i denne sag. 

Herudover er det værd at bemærke, at A's (overdragerens) faktura anses af domstolen som en tilstrækkelig denunciation til debitor, da det fremgik af denne faktura, at betalingen af fakturaen skulle ske til B1 (erhververen), på baggrund af at A havde transporteret fordringen mod B1 til C. Det fremgik således i denne faktura tilstrækkeligt tydeligt, at der var sket en overdragelse af fordringen til C, og hvilken fordring som denne overdragelse angik, i form af den konkrete faktura. 

Dommen er bl.a. kommenteret af Nis Jul Clausen og Camilla Hørby Jensen i Sikkerhed i fordringer, 7. udgave, side 63-64.

Til Eksamen

Til eksamen: 

Højesterets dom viser, at denunciationen skal gives direkte til den korrekte debitor, altså således, at det ikke er tilstrækkeligt at sende denunciationen til et selskab, der er forbundet med debitor på en sådan måde, at debitor vil få kendskab til denunciationen, hvis denne ikke sendes direkte til den korrekte debitor. Herunder viser sagen, at et koncernforbundet selskab ikke udelukkende i sin egenskab som koncernforbundet selskab har fuldmagt til at modtage denunciation vedrørende krav mod andre selskaber i samme koncern, men at dette vil kræve en særskilt fuldmagt.

Dommen viser, i overensstemmelse med den øvrige retspraksis på området, at der stilles meget restriktive krav til den denunciation, der skal gives efter gældsbrevslovens § 31, stk. 1, for at transporten af fordringen har beskyttelse overfor overdragerens kreditorer.