search menu
bookmark
person

Den vanhjemmelsramte rørledning – U 2008.2772 H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag 195/2007. Refereret af andre i U 2008.2772 H.

Kommenteret af

William Klindt Unmack William Klindt Unmack

i 2019

Verificeret af advokat

Pelle Niklas Christensen Clapp Pelle Niklas Christensen Clapp

i 2019

Resumé

Dom afsagt af Højesteret med 5 dommere

Dissens: Ingen

Tema: Vanhjemmel, naturalopfyldelse, erstatning, ansvarsfraskrivelse

Fakta:

Dette resumé vil nævne den del af dommens fakta, der er relevant for spørgsmålet om naturalopfyldelse.

I sommeren 2003 overdrog Global Crossing (herefter S) ejendomsretten til en rørledning til Global Connect (herefter K) mod vederlag på 700.000 kr. S indestod for, at denne besad ejendomsretten til rørledningen, og at denne var berettiget til at overdrage ejendomsretten. Cirka et år efter aftalens indgåelse opdagede K, at S ikke havde haft ejendomsretten til rørledningen, men blot en brugsret (en såkaldt IRU-aftale).

K anlagde dernæst sag mod S med principal påstand om, at S skulle tilpligtes at nedgrave en tilsvarende rørledning med lignende specifikationer som den i sommeren 2003 overdragne. K nedlagde subsidiær påstand om erstatning på 2.759.798 kr. (Hvilket udgjorde prisen på etablering af en tilsvarende rørledning). S nedlagde påstand om frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af 262.500 kr. og mere subsidiært mod betaling af 700.000 kr.

Til støtte for sin påstand gjorde K bl.a. gældende, at denne var berettiget til omlevering, jf. KBL § 43, og at der ikke var tale om uforholdsmæssige omkostninger ved etablering af en ny rørledning.

Til støtte for sin påstand gjorde S bl.a. gældende, at denne ikke havde mulighed for at erhverve retten til rørledningen fra ejeren, og at etableringen af en ny rørledning ville være uforholdsmæssigt omkostningskrævende og medføre et betydeligt værdispild.

Østre Landsret tog K’s principale påstand til følge, bl.a. da Landsretten ikke fandt, at omkostningerne ved etablering af en ny rørledning kunne fritage S for forpligtelsen til at foretage omlevering.

For Højesteret påstod S frifindelse mod betaling af 700.00 kr. K påstod stadfæstelse, og gentog desuden sin subsidiære påstand om betaling af 2.759.798 kr.

Højesteret tog S’ principale påstand til følge bl.a. med følgende begrundelse: ”Det var ikke muligt at købe en allerede nedgravet rørledning på den omhandlede strækning, og Højesteret finder, at nedgravning af en ny rørledning, der vil indebære et større entreprisearbejde, ligger uden for, hvad den indgåede købsaftale kan forpligte [S] til.”. Vedrørende S’ erstatningspligt udtalte Højesteret, at K ikke havde godtgjort, at selskabet som følge af misligholdelsen havde lidt eller måtte forventes at lide et tab, der oversteg 700.000 kr., hvorfor erstatningsbeløbet allerede af denne grund blev fastsat til 700.000 kr. i overensstemmelse med S’ påstand for Højesteret.

Eksamensrelevans:

Dommen er mest belysende for spørgsmålet om, hvornår en part er afskåret fra at afkræve den anden part naturalopfyldelse.

Det er det klare udgangspunkt i dansk obligationsret, at realkreditor kan kræve naturalopfyldelse. Der gælder en række modifikationer til dette udgangspunkt, og en af disse er, at adgangen til at kræve naturalopfyldelse afskæres, hvis det vil være væsentligt mere byrdefuldt for realdebitor at præstere in natura end at betale erstatning, jf. eksempelvis L. H. Kristensen m.fl., Lærebog i Dansk og International Køberet, 5. udgave, s. 84f.

Netop dette var tilfældet i Højesterets dom, hvor Højesteret fandt, ”[…] at nedgravningen af en ny rørledning, der vil indebære et større entreprisearbejde, ligger uden for, hvad den indgåede købsaftale kan forpligte [S] til.”. Herved må man forstå, at det har været af væsentlig betydning for Højesterets resultat, at naturalopfyldelse ville medføre et større entreprisearbejde set i forhold til kontraktens genstand (K købte rørledningen for 700.000 kr. og anlæggelse af en ny rørledning ville – baseret på de af K indhentede tilbud – koste 2.759.798 kr.).

S’ erstatningsansvar blev i dommen fastsat til 700.000 kr., og S’ potentielle udgifter til opfyldelse in natura blev (baseret på de af K indhentede tilbud herom) fastsat til 2.759.798 kr.

En difference på 2.059.798 kr. mellem erstatningsansvarets størrelse og udgifterne til naturalopfyldelse var altså i sagen (set i forhold til den konkrete kontrakt) tilstrækkeligt til at afskære realkreditors krav på naturalopfyldelse.

Dommen er et eksempel på, at der gøres undtagelse til hovedreglen om, at realkreditor kan kræve naturalopfyldelse, hvis opfyldelse in natura i forhold til erstatningspligten vil være så byrdefuld, at pligten til at opfylde in natura ligger uden for, hvad kontrakten kan forpligte realdebitor til.

Se i denne forbindelse følgende retspraksis: U 1919.757 LOHS og U 1930.198 V.

Se også følende litteratur: B. Gomard & T. Iversen, Obligationsret, 2. del, 4. udgave, s. 62ff., L. H. Kristensen m.fl., Lærebog i Dansk og International Køberet, 5. udgave, s. 84f.

Til Eksamen

Til eksamen:

Dommen viser, at der gøres undtagelse til hovedreglen om, at realkreditor kan kræve naturalopfyldelse, hvis opfyldelse in natura i forhold til erstatningspligten vil være så byrdefuld, at pligten til at opfylde in natura ligger uden for, hvad kontrakten kan forpligte realdebitor til.