search menu
bookmark
person

Den utilstrækkelige denunciation – U.1979.573H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag II 331/1978. Refereret af andre i U.1979.573H.

Kommenteret af

Christian Frank Madsen Christian Frank Madsen

i 2017

Verificeret af advokat

Jacob Lund-Andersen

i 2017

Resumé

Dom afsagt af Højesteret

Dissens: 3-2

Tema: Denunciation.

Fakta:

I forbindelse med salg af en restaurationsvirksomhed blev 5 enslydende løsørepantebreve på hver 100.000 kr. udstedt. Disse løsørepantebreve blev senere overdraget til et engelsk selskab, der via en dansk advokat sendte en denunciation til skyldneren.

Den centrale del af denunciationen, fra det engelske selskabs danske advokat til skyldner, havde følgende ordlyd:

”Jeg har som hoslagte kopi udviser den 7.9.1977 modtaget meddelelse om, at ovennævnte pantebrev nu er i besiddelse af Cantor Trading Company.”

Videre indeholdt denunciationen en anmodning om, at skyldneren returnerede en underskrevet genpart af skrivelsen, som udtryk for at ville betale ydelserne i henhold til denunciationen. Vedlagt var ligeledes en fotokopi af skrivelsen fra det engelske selskab til advokaten, hvoraf overdragelsen ligeledes fremgik. Tvisten opstod da skattevæsenet senere foretog udlæg i pantebrevene for en skattegæld.

Det centrale i dommen er således hvorvidt der er foretaget behørig denunciation i overensstemmelse med gældsbrevslovens § 31.

Eksamensrelevans:

Spørgsmålet var herefter om der med denunciationen var foretaget behørig sikring af transporten.

Præmisserne i Højesteret er delt idet flertallet udgøres af 3 dommere mens mindretallet udgøres af 2 dommere. Flertallet fandt ikke, at meddelelsen udgjorde en tilstrækkelig klar og tydelig meddelelse om, at der var sket en overdragelse af pantebrevene. Den manglende behørighed i relation til gældsbrevslovens krav kunne ikke afbødes gennem vedlæggelsen af den nævnte skrivelse til advokaten. Mindretallet fandt derimod, at dette var tilfældet og stemte derfor for at stadfæste Landsrettens dom.

Flertallets præmisser er korte og kvalificerer ikke yderligere hvorfor denunciationen ikke er i overensstemmelse med gældsbrevslovens § 31. I Sikkerhed i fordringer 7. udg. af Nis Jul Clausen og Camilla Hørby Jensen s. 59 er den sidste del af Højesterets bemærkninger i forhold til hvorvidt kravene kunne afbødes behandlet. Bogen finder at Højesteret synes at tilkendegive, at der kan lægges vægt på medfølgende dokumentation samt at kravene til denunciationens indhold kan variere afhængigt af hvem skyldneren er. I relation hertil henviser bogen til henholdsvis UfR 1981.520SH samt UfR 1992.501V.

Dommen illustrerer retspraksis’ generelle restriktive tilgang til denunciationers behørighed. Om de indholdsmæssige krav henvises eksempelvis til Sikkerhed i fordringer 7. udg. af Nis Jul Clausen og Camilla Hørby Jensen s. 57-63.

Til Eksamen

Højesteret fandt ikke, at en denunciation fra erhververens danske advokat til skyldner om at pantebrevet nu var i besiddelse af erhververen samt vedlæggelse af en skrivelse til returnering og en skrivelse fra erhververen til sin danske advokat om overdragelsen efter omstændighederne var tilstrækkelig. Derimod kan dommen, i overensstemmelse med det i Sikkerhed i fordringer 7. udg. af Nis Jul Clausen og Camilla Hørby Jensen s. 59 anførte, tages til indtægt for, at der dels kan lægges vægt på den medfølgende dokumentation dels hvem skyldneren er.  I relation hertil henviser bogen til henholdsvis UfR 1981.520SH samt UfR 1992.501V.