search menu
bookmark
person

Den usaglige lokalplan – U.1990.106Ø

bookmark_border attachment

Østre Landsrets dom 8. afd. nr. 235/1987. Refereret af andre i U.1990.106Ø.

Oprindeligt kommenteret af

Sofie Lilmose Bech Sofie Lilmose Bech

i 2019

Verificeret af advokat

Peter E. Stassen Peter E. Stassen

i 2019

Resumé

Dom afsagt af Østre Landsret den 28. september 1989

Dissens: ingen

Tema: grundsætningen om saglig forvaltning (magtfordrejningslæren), private hensyn, finansielle hensyn

 

Fakta:

Sagen drejer sig om bestemmelser i en lokalplan, der tilgodeså et feriecenters private interesser samt den udstedende kommunes finansielle interesser. Lokalplanen var til stor gene for andre borgere (ejerne af de omkringliggende ejendomme). Kommunen havde interesse i, ud fra handels- og beskæftigelsesrelaterede betragtninger, at få gennemført lokalplanen som den forelå. Feriecenteret havde naturligvis interesse i at kunne drive den forventede virksomhed. Ingen af disse interesser var saglige, der var derfor handlet i strid med grundsætningen om saglig forvaltning (magtfordrejningslæren).

Eksamensrelevans: 

Sagen er relevant i forbindelse med, hvilke hensyn forvaltningen må varetage, når der træffes afgørelser. Varetagelse af usaglige hensyn strider med grundsætningen om saglig forvaltning, måske bedre kendt som "magtfordrejningslæren".

Har forvaltningen forbrudt sig mod magtfordrejningslæren, er der tale om en hjemmelsmangel, som er generelt væsentlig. Den vil således føre til ugyldighed, med mindre der er tertiære momenter, der taler mod ugyldighed (se gerne Læbælte-dommen U 1887.640 H).

Der er nogle hensyn som oftest (men ikke altid) vil være usaglige. Dette er fx offentligt ansattes egne private/økonomiske interesser, borgeres private/økonomiske interesser, fagforeningsforhold (og andre foreningsforhold), finansielle interesser samt procedurefordrejning (forvaltningen må ikke vælge en bestemt procedure, blot fordi det er den letteste). 

I sagen varetog kommunen Lalandias interesser samt kommunens egne økonomiske interesser, hvilket var i strid med grundsætningen om saglig forvaltning. 

Som anført, kan der være tilfælde, hvor formodningen om at ovenstående hensyn er usaglige må opgives. For en gennemgang af de forskellige hensyn se "Forvaltningsret, Almindelige emner, 5. udgave, s. 229-240, hvor disse gennemgås ét for ét. 

Til Eksamen

Dommen vil være relevant i forbindelse med problemstillinger vedrørende usaglige hensyn som illustration af, hvornår det med sikkerhed er usagligt at varetage private og finansielle hensyn. 

Har man at gøre med en opgave, hvori man mener, at der muligvis er taget usaglige hensyn, kan man således med fordel stille opgaven op overfor denne dom. Kommer man derefter frem til, at hensynene har været usaglige, kan man derefter redegøre for, hvordan hjemmelsmangler generelt er væsentlige, og at sådanne mangler vil føre med ugyldighed, med mindre der foreligger tertiære momenter, der taler for andet. I denne forbindelse kan henvises til Læbælte-dommen U 1887.640 H (findes også i denne app). 

 

Eksempel: 

"Som eksempel på en sag, hvor forvaltningen havde lagt vægt på private og finansielle hensyn, og hvor dette fandtes usagligt, kan nævnes dommen U 1990.106/2 Ø. I sagen havde en kommune i forbindelse med bestemmelser i en lokalplan lagt vægt på en virksomheds private interesser, samt kommunens egne finansielle interesser i at trække virksomheden til kommunen."