search menu
bookmark
person

Den travle læge – U.1981.867V

bookmark_border attachment

Vestre Landsrets dom i sag 161/1981. Refereret af andre i U.1981.867V.

Oprindeligt kommenteret af

Julie Brøndt Glarkrog Julie Brøndt Glarkrog

i 2019

Verificeret af advokat

Julie Brøndt Glarkrog Julie Brøndt Glarkrog

i 2019

Resumé

Dom afsagt af: Vestre landsret

Dissens: Ingen

Tema: Nødret, færdselsret

Fakta:

T var ansat som læge på Odense sygehus. En søndag skulle han møde kl. 14.30 til vagttjeneste på afdelingen for akutte hjertepatienter. T overhørte imidlertid sit vækkeur og vågnede derfor først omkring kl. 14.20. Herefter forsøgte T at komme i kontakt med hospitalet, for at give besked om at han havde sovet over sig, men kunne ikke få forbindelse hertil. For at komme til hospitalet hurtigst muligt, kørte T 119 km/t. på en strækning hvor det var tilladt at køre 100 km/t. T blev tiltalt for at overtræde blandt andet færdselsloven ved at have kørt for stærkt. T nægtede sig skyldig og påstod at hans handling var foretaget i nødret og derved straffri efter straffelovens § 14.

Retten fandt at tilsidesættelsen af hastighedsbestemmelsen var af underordnet betydning, men fandt samtidig at T’s adfærd ikke havde været nødvendig til afværgelse af truende, aktuel skade på person. Her blev blandt andet lagt vægt på, at der på et stort hospital, som Odense hospital, må formodes at være et vist vagtberedskab, og at T ikke var tilkaldt i en særlig nødsituation. 

Eksamensrelevans

Denne dom har relevans for forståelsen af nødret, dvs. retten til straffri handlen i en nødsituation, som ikke er omfattet nødværgebestemmelsen i § 13 (det er vigtigt at være opmærksom på at nødret og nødværge ikke er det samme).

Nødret er hjemlet i straffelovens § 14 og er en objektiv straffrihedsgrund. Straffelovens § 14 lyder som følger: ”En handling, der ellers ville være strafbar, straffes ikke, når den var nødvendig til afværgelse af truende skade på person eller gods, og lovovertrædelsen måtte anses for at være af forholdsvis underordnet betydning.”

For at straffrihedsbestemmelsen finder anvendelse skal der således for det første være tale om en afværgehandling der er ”nødvendig”. Heri ligger at den der forsøger at afværge situationen, holder sig til det mindste middel, der kan tjene til effektiv afværgelse. Hvis det truede kunne være reddet gennem andre mindre ulovlige handlinger, vil betingelsen således ikke være opfyldt.

For det andet skal der være tale om ”truende skade på person eller gods” (denne opregning kan dog næppe anses for udtømmende).

For det tredje skal handlingen være ”af forholdsvis underordnet betydning”, hvorved forstås at der skal foretages en afvejning af lovovertrædelsen over for den truende skade (der gælder en videre nødret til værn for liv og legeme end for tingsskade).

I ovenstående dom fandt retten, at tilsidesættelsen af hastighedsbestemmelserne var af "underordnet betydning". Imidlertid fandt retten ikke at handlingen var "nødvendig" som følge af "truende skade på person eller gods", eftersom lægen ikke blev tilkaldt til en særlig nødsituation, og at der på et stort hospital måtte formodes at være et vist vagtberedskab. Retten indikerede endvidere at situationen formentlig havde været anderledes, hvis der var tale om en praktiserende læge eller natlæge, der inden for rimelighedens grænser og med i øvrigt forsvarlig kørselsmåde, overskred hastighedsbestemmelser i forbindelse med et nødopkald.

 

 

Til Eksamen

Nødret er en objektiv straffrihedsgrund, som medfører at en ellers strafbar handling under visse betingelser bliver straffri, som følge af at der er tale om en nødsituation. 

Nødret er hjemlet i straffelovens § 14, som medfører at følgende betingelser skal være opfyldt, før handlingen anses for straffri: i.) handlingen er nødvendig til afværgelse af ii.) truende skade på person eller gods og iii.) er af forholdsvis underordnet betydning.

I U 1981.867V vurderede retten betingelserne for nødret i forbindelse med en læges hastighedsovertrædelse i bil, for at nå hurtigst muligt frem til sin vagt på et hospital. Hastighedsovertrædelsen blev anset for at være af underordnet betydning, men handlingen blev ikke anset for at være nødvendig til afværgelse af truende skade på person eller gods. Retten fandt derfor at lægens handling ikke var straffri.