search menu
bookmark
person

Den stille deltager – U.2002.844H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag II 261/2000. Refereret af andre i U.2002.844H.

Kommenteret af

Lynge Daugaard Jensen Lynge Daugaard Jensen

i 2017

Verificeret af advokat

Michael Hur Bertelsen Michael Hur Bertelsen

i 2017

Resumé

Dom afsagt af: Højesteret

Dissens: Ingen

Tema: Sondring mellem ”stille deltagere” og kommanditister

Fakta: F og F’s søn S erhvervede sammen en kro. I anledning af købet af virksomheden, indgik F og S den 1. oktober 1988 en overenskomst, hvoraf F skulle være stille deltager, mens S skulle være den ansvarlige deltager. Det blev endvidere aftalt, at F og S hver skulle eje 50% af virksomhedens aktiver, og at F’s hæftelse var begrænset til hans indskud på 1.500.000 kr., mens S hæftede personligt for virksomhedens gæld. F havde i de tidligere år foretaget investeringsfondshenlæggelser, som han ville benytte til forlods afskrivning på kroens driftsmidler. Efter lov om investeringsfonds § 3 A, stk. 1 kan kommanditister ikke benytte henlæggelser til investeringsfonds til forlods afskrivning på aktiver, der omfattes af kommanditselskabet, ligesom der for kommanditister gjaldt begrænsninger i retten til at fradrage underskud. Højesteret fandt, at selvom det lagdes til grund, at F var stille deltager og ikke hæftede udadtil, måtte han i relation til de skatteretlige regler betragtes som en kommanditist. 

Eksamensrelevans: ”Det stille selskab” stammer fra ældre dansk ret og udgør en mellemting mellem et låneforhold og et interessentskab eller kommanditselskab. Ved et stille selskab forstås sædvanligvis et samvirke mellem en ejer af en erhvervsvirksomhed og en långiver, der stiller penge til rådighed for virksomheden. Långiveren modtager herefter ikke blot sædvanlig rente, men tillægges tillige en andel af erhvervsvirksomhedens overskud, og det kan aftales, at långiver opnår en nærmere fastlagt ret til at få indflydelse på virksomhedsejerens dispositioner angående virksomhedens drift. Det stille selskab udgør ikke et selvstændigt retssubjekt. Kendetegnende for det stille selskab er, at indskyderen ikke er kendt for omverdenen.

Dommen viser, at en person, der er deltager i et personselskab, og som alene hæfter med sit indskud, i skatteretlig henseende skal betragtes som kommanditist.

Herudover er dommens rækkevidde uklar, og den har givet anledning til diskussion blandt teoretikere. Søren Friis Hansen anfører, at samvirket i lyset af lov om visse erhvervsdrivende virksomheder § 2, stk. 2 også i selskabsretlig henseende skal kvalificeres som et kommanditselskab, idet virksomheden har to deltagere med henholdsvis begrænset og personlig hæftelse. Se nærmere Søren Friis Hansen & Jens Valdemar Krenchel, Dansk selskabsret 3 – Interessentskaber, 2. udgave, s. 185 ff.

Anderledes anfører Noe Munck, at der af Højesterets præmisser kan udledes, at de to grupper af selskabsdeltagere (stille deltagere og kommanditister) ikke er sammenfaldende, men at de to typer af deltagere blot undergives de samme regler grundet deres begrænsede hæftelse. Se nærmere Noe Munck & Lars Hedegaard Kristensen, Selskabsformerne, 7. udgave, s. 201 ff. 

Til Eksamen

I U2002.844H tilkendegav Højesteret, at det stille selskab ikke anerkendes i skatteretlig henseende. I sagen havde to parter (A og B) indgået en overenskomst, hvoraf A skulle være stille deltager, mens B skulle være den ansvarlige deltager. Det blev aftalt, at A hæftede begrænset med sit indskud på 1.500.000 kr., mens A hæftede personligt for virksomhedens gæld. Højesteret fandt, at selvom det lagdes til grund, at A var stille deltager og ikke hæftede udadtil, måtte han i relation til de i sagen behandlede skatteretlige regler betragtes som en kommanditist.