search menu
bookmark
person

Den rejseklare matros – U.1987.234

bookmark_border attachment

Sø- og Handelsrettens dom i sag S 1/1986. Refereret af andre i U.1987.234.

Kommenteret af

Nikolai Dokkedahl Nikolai Dokkedahl

i 2017

Verificeret af advokat

Rasmus Thingholm Rasmus Thingholm

i 2017

Resumé

Dom afsagt af Sø- og Handelsretten.

Dissens: 2-1.

Tema: Tilbagekaldelse, re integra-reglen.

Fakta

En matros indgik den 9. august 1985 ved middagstid en gyldig hyrekontrakt med et rederi. Samme dag kl. 15.15, højst 3 timer senere, annullerede rederiet imidlertid kontrakten, da forhyringen beroede på en fejltagelse. På trods af at matrosen havde pakket til afrejse dagen efter, fandt retten ikke, at aftalen havde virket bestemmende, og da der desuden fandtes at foreligge særlige omstændigheder, fandtes aftalen at være uforbindende for rederiet i medfør af aftalelovens § 39, 2. pkt.

Eksamensrelevans

Afgørelsen er særligt interessant ved i dette tilfælde at bringe § 39, 2. pkt. i anvendelse i en situation hvor den part, der ønsker at annullere aftalen, er en erhvervsdrivende og dermed den traditionelt stærke part over for en privatperson. I sådanne tilfælde har domstolene ellers været yderst tilbageholdende med at anvende bestemmelsen. Dermed synes afgørelsen at være ganske vidtgående.

For at re integra-reglen i § 39, 2. pkt. kan bringes i anvendelse skal to betingelser opfyldes; 1) der skal foreligge særlige omstændigheder, og 2) løftet må ikke have virket bestemmende på modtagerens handlemåde.

I sagen procederer den sagsøgende matros bl.a. på, at der var pakket med henblik på den snarlige afrejse, og at aftalen/løftet således havde virket bestemmende. Derudover, at der ikke forelå særlige omstændigheder bl.a. henset til, at det var rederiet, der havde begået fejlen. Med reference til førstnævnte ville den dissentierende mindretalsdommer således også give matrosen medhold.

Flertallet af dommerne har imidlertid ikke fundet, at det forhold at der var pakket til afrejse, var nok til at opfylde kriteriet om at "virke bestemmende". Hertil kan muligvis findes støtte i aftalelovens forarbejder. Af bemærkningerne til § 39 (lovforslagets § 41), jf. Forslag af 31. januar 1914 til Lov om Aftaler og andre Retshandler på Formuerettens Område s. 98 ses det, at dispositioner af "betydningsløs Karakter" ikke udelukker en efterfølgende tilbagekaldelse fra at få virkning. Hertil bemærkes desuden, at dette må bero på et af domstolen frit skøn.

I afgørelsen lægges desuden særlig vægt på, at annullationen af kontrakten sker inden for få timer. Samlet vurderede flertallet herefter også, at der forelå særlige omstændigheder således, at § 39, 2. pkt. kunne bringes i anvendelse.

Hvorvidt størrelsen af den betaling for et eventuelt opsigelsesvarsel på 2 måneder, der var alternativet, set i forhold til aftalen og den hurtige annullation, sammenholdt med det faktisk betalte varsel på 7 dage, har spillet ind, synes uklart og er ikke omtalt nærmere i afgørelsen.

Afgørelsen, der som nævnt synes vidtgående, afviger da også fra øvrige domme vedrørende anvendelse af § 39, 2. pkt., herunder U.1951.1066H og U.1977.1036V.

Til Eksamen

Afgørelsen kan i en eksamenssituation tjene til reference for en situation, hvor en erhvervsdrivende kunne benytte § 39, 2. pkt., hvilket ellers kun meget sjældent ses.

Der bør umiddelbart ved anvendelse af dommen som reference noteres, at dommen synes ganske vidtgående, og at vurderingen lader til at være meget konkret.

Derudover ses dommen bedst anvendt som illustration for, at mindre handlinger som eksempelvis en halvpakket kuffert ikke altid vil være nok til at "have virket bestemmende" i forstanden af § 39, 2. pkt.