search menu
bookmark
person

Den overtrukne checkkonto – U.1981.221H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag 211/1980. Refereret af andre i U.1981.221H.

Kommenteret af

Signe Sabroe Bjernemose Signe Sabroe Bjernemose

i 2017

Verificeret af advokat

Niels Aagaard Pedersen Niels Aagaard Pedersen

i 2017

Resumé

Dom afsagt af Højesteret

Dissens: Ingen

Tema: Renter. Kreditrente. Stiltiende aftale.

 

Fakta:

Kontohaver John Lundgreen Wagner, W, fik oprettet en checkkonto, dvs. en bankkonto, på hvilken der kun kan hæves ved hjælp af checks eller anden lignende skriftlig ordre som er underskrevet af kontoindehaveren, hos Sparekassen SDS. Kontoen var en almindelig indlånskonto uden særlige rettigheder til eksempelvis overtræk. Alligevel foretog W en række overtræk på kontoen i perioden maj til juni 1978.

Sparekassen gjorde efterfølgende gældende, at W var forpligtet til at betale den af sparekassen fastsatte debetrente indtil tilbagebetaling af det samlede beløb, der var trukket over, var sket. W bestred dette krav, idet der ikke ved kontoens oprettelse var indgået aftale om, at overtræk på kontoen skulle forrentes, og idet han ikke var blevet gjort bekendt med, at en sådan renteberegning var gældende for hans lønkonto.

Sagen handlede derfor om, hvorvidt Sparekassen var berettiget til at kræve betaling af overtræksrente, uanset der ikke mellem parterne var indgået en direkte aftale derom.

Eksamensrelevans:

Renter

Når der indgås en låneaftale er formålet at tilvejebringe likviditet for låntager, uanset om lånet anvendes til nedbringelse af andre gældsposter, investering eller forbrug. Den pengeydelse, som låntager betaler for likviditeten (lånet) kaldes ”renten”. Der sondres overordnet set mellem to rentetyper; kreditrente og morarente. Kreditrenten skal ses som det vederlag parterne har aftalt, at låntager skal betale, for at opnå kreditten. Morarenten er derimod en strafrente, der skal betales, når debitor, dvs. låntager, misligholder sin betalingsforpligtelse over for kreditor. De to rentetyper relaterer sig således til to forskellige situationer. Renteloven (RL) regulerer dette område.

Hvis parterne ikke har indgået aftale om forrentning, følger det af RL § 2, at der som udgangspunkt ikke skal svares kreditrente. Uden for nære familiemæssige relationer og lignende (privatsfæren) sker det dog kun ganske sjældent, at der indgås aftaler om ydelse af lån uden pligt til at betale rente som modydelse.

I forhold til professionelle långivere, må udgangspunktet dog modificeres ud fra forudsætningssynspunkter (Bryde Andersen & Lookofsky: Lærebog i obligationsret I, 3. udg.), idet det må stå klart for låntager (debitor) at långiver (kreditor) lever af at opkræve forrentning på ydede lån, og rentelovens udgangspunkt må da anses for fraveget. I sådanne tilfælde må långivers krav på kreditrente fastsættes under hensyntagen til, hvad låntager måtte regne med, at långiver ville kræve for den ydede kredit, hvilket er det princip, nærværende dom fastslår. Den krævede rente må naturligvis ikke være urimelig, hvilket denne dom også fastslår.

Denne doms problemstilling må dog forventes at være sjældent forekommende, idet der i professionelle låneforhold stort set altid vil være indgået aftale om, hvilken sats kreditrenten skal beregnes efter.

Til Eksamen

I tilfælde, hvor der indgås en låneaftale mellem to parter, långiver og låntager, og der ikke er indgået aftale om, at låntager skal betale en kreditrente for den ydede kredit, følger det generelle udgangspunkt af RL § 2, hvorefter låntager ikke er forpligtet til at betale kreditrente til långiver. Dette udgangspunkt modificeres dog ud fra forudsætningssynspunkter i forbindelse med professionelle låneforhold. Baggrunden herfor er, at det i sådanne lånetransaktioner må stå låntager (debitor) klart, at långiver (kreditor) lever af at opkræve forrentning på ydede lån og at rentelovens udgangspunkt derfor må være fraveget. I tilfælde, hvor der ikke er indgået aftale om kreditrentens størrelse, må denne fastsættes under hensyntagen til, hvad debitor måtte regne med, at kreditor normalvis ville betinge sig, for at indgå låneaftalen, jf. U.1981.221H.

I dommen havde en person, W, lavet et overtræk på sin checkkonto i en sparekasse. Kontoen var en almindelig indlånskonto som ikke berettigede til overtræk o. lign. Alligevel foretog W en række overtræk på kontoen i perioden maj til juni 1978, hvorefter Sparekassen gjorde gældende, at W var forpligtet til at betale den af sparekassen fastsatte debetrente indtil tilbagebetaling af det samlede beløb, der var trukket over, var sket. W bestred dette, idet han mente, at der ikke var indgået aftale herom ved kontoens oprettelse. Højesteret kom dog frem til, at W ved sit overtræk på kontoen måtte have været klar over, ”at han under de foreliggende omstændigheder opnåede et til overtrækket svarende lån, som sparekassen ville kræve forrentet på de for overtræk på checkkonti gældende rentebetingelser”. Idet de pågældende betingelser ikke kunne anses for urimelige, måtte W acceptere at betale den krævede rente.