search menu
bookmark
person

Den oversvømmede kloak – U.1987.258H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag II 299/1984. Refereret af andre i U.1987.258H.

Kommenteret af

Rasmus Thingholm Rasmus Thingholm

i 2019

Verificeret af advokat

Rasmus Thingholm Rasmus Thingholm

i 2019

Resumé

Dom afsagt af Højesteret med syv dommere.

Dissens: Dissens med dommerstemmerne 4-2-1 om, hvorvidt der skulle pålægges erstatningsansvar eller ej. Fire dommere ville frifinde kommunen, to dommere ville pålægge kommunen et culpaansvar, mens én dommer ville pålægge objektivt ansvar.

Tema: Ulovbestemt objektivt ansvar, offentligt anlæg, oversvømmelse af kloakanlæg.

Fakta:

I august 1981 blev dele af kloaksystemet i Greve Kommune overbelastet som følge af et langvarigt regnskyl. På grund af oversvømmelsen i kloaksystemet blev en række parcelhuse oversvømmet af opstigende vand, hvorved der skete skade på ejendommene og deres indbo. Spørgsmålet var herefter, om kommunen, der ejede kloaksystemet, kunne gøres ansvarlig for skaderne.

Eksamensrelevans:

På en række områder har lovgivningsmagten besluttet at indføre objektivt ansvar ved lov, som domstolene er forpligtede til at følge. Uden for de lovregulerede områder har domstolene i enkelte særlige tilfælde statueret objektivt ansvar, og meldt det tydeligt ud i deres præmisser, men overordnet set har domstolenes holdning til objektivt ansvar på ulovbestemt grundlag dog været præget af stor forsigtighed. Domstolene har fortrinsvis statueret objektivt ansvar på afgrænsede områder, hvor der løbende opstår sager, så domstolene løbende har kunne udvikle retstilstanden for det objektive ansvar. De væsentligste højesteretsdomme om ulovbestemt objektivt ansvar udover denne dom er dommen om Aalborg Kloster trykt i U 1968.84/2H og U 1987.258 H, der ligeledes er kommenteret, særligt interessante.

Ved to Højesteretsdomme afsagt i 1983 var kommuner som ledningsejere blevet pålagt et objektivt ansvar for skader som følge af brud på forsyningsledninger med præmissen om, at de ved "... sin tekniske og økonomiske planlægning af driften har mulighed for at tage risikoen af sådanne ikke upåregnelige skaders opståen i betragtning". Denne begrundelse har flere gange sidenhen været påberåbt af parter, der har lidt skade som følge af skader forårsaget af offentlige anlæg.

I dommen skulle Højesteret tage stilling til, om Greve Kommune som ejer af et kloaksystem skulle bære ansvaret for skade på en række parcelhusejendomme og deres indbo, der var blevet ødelagt som følge af oversvømmelser forårsaget af det overbelastede kloaksystem grundet regnvejr.

Højesterets dommere var delte både med hensyn til resultatet og begrundelsen, idet kommunen blev frifundet med fire ud af syv dommerstemmer. Blandt de tre dommere, der ville stadfæste landsrettens dom, var der imidlertid to forskellige begrundelser. Det interessante ved dommen er dog, at de syv dommere overordnet tager stilling til, hvorvidt kommunen skal ifalde ansvar på objektivt grundlag for skaderne som følge af de oversvømmede kloakker.

De fire dommere, der ville frifinde kommunen, udtalte, at kommunen ikke havde begået fejl eller forsømmelser, der kunne pådrage kommunen ansvar for oversvømmelsen, hvorved kan udledes, at kommunen ikke havde handlet culpøst. Dommerne udtalte efterfølgende, at da der i øvrigt ikke var oplyst forhold, der burde medføre erstatningspligt for kommunen efter dansk rets almindelige erstatningsregel, og der heller ikke burde pålægges kommunen erstatningspligt på objektivt grundlag, ville disse fire dommere stemme for at frifinde kommunen. 

Blandt de dissentierende dommere fandt to af dommerne, at kommunen havde begået sådanne fejl og forsømmelser, at det kunne medføre et culpaansvar. Dette blev begrundet i, at kommunen vidste, at det pågældende område, hvor parcelhusene lå, grundet terrænforholdene var særlig udsat ved en oversvømmelse som den foreliggende, som kunne indtræde ca. én gang hvert 4. år.

Da kommunen havde fraveget landvæsenskommissionens bestemmelse om etablering af et bassin, der ifølge en erklæring fra Teknologisk Institut ville have forhindret oversvømmelserne i parcelhuskvarteret, ville disse to dommere stemme for at pålægge kommunen erstatningsansvar. Mere vigtigt var dog de dissentierende dommeres sidste udtalelse, hvori de anførte, at de i øvrigt var enige med flertallet, hvilket må forstås således, at de ligeledes var af den opfattelse, at kommunen ikke burde pålægges erstatningspligt på objektivt grundlag. Den sidste dissentierende dommer fandt, at kommunen burde pålægges objektivt ansvar begrundet ud fra det forhold, at kommunen ved den tekniske og økonomiske planlægning af driften havde mulighed for at tage risikoen af sådanne ikke upåregnelige skaders opståen i betragtning.

Det vigtigste ved denne dom er, at seks ud af syv højesteretsdommere kom frem til, at der i en sag som den foreliggende ikke kunne statueres et objektivt ansvar. Når seks højesteretsdommere ud af syv ikke kunne gå ind for et sådant objektivt ansvar, må det ses som udtryk for, at et objektivt ansvar enten må kræve lovhjemmel eller meget stærke grunde, og at det var den overvejende opfattelse blandt Højesterets dommere, at sådanne grunde ikke var til stede i denne sag. Det har i den forbindelse utvivlsomt spillet en væsentlig rolle, at det var en naturbegivenhed, der var den udløsende skadesårsag i sagen, og som således på markant vis afveg fra de omstændigheder, der begrundede det objektive erstatningsansvar i dommene fra 1983.

Til Eksamen

I dommen U 1983.866/2H skulle Højesteret tage stilling til, om en kommune som ejer af et kloaksystem skulle gøres ansvarlige for skaderne på en række parcelhuse og deres indbo, der var blevet ødelagt som følge af oversvømmelse i kloaksystemet forårsaget af et langvarigt regnskyl.

Seks ud af syv højesteretsdommere kom frem til, at der i en sag som den foreliggende ikke kunne statueres et objektivt ansvar. Når seks af de deltagende dommere i Højesteret ikke kunne gå ind for et sådant objektivt ansvar, må det ses som udtryk for, at et sådant ansvar enten må kræve lovhjemmel eller i hvert fald meget stærke grunde, og at det var den overvejende opfattelse blandt Højesterets dommere, at sådanne grunde ikke var til stede. Det har utvivlsomt spillet en betydelig rolle, at den naturbegivenhed i form af det kraftige og usædvanligt langvarige regnskyl, der var den udløsende skadesårsag i denne sag, på markant måde afveg fra de omstændigheder, der begrundede det objektive erstatningsansvar i dommene fra 1983.