search menu
bookmark
person

Den nedbrændte kornstak – U.1956.647/2H

bookmark_border attachment

Vestre Landsrets dom i sag II 19/1956. Refereret af andre i U.1956.647/2H.

Oprindeligt kommenteret af

Toke Engberg Pedersen Toke Engberg Pedersen

i 2019

Verificeret af advokat

Rasmus Thingholm Rasmus Thingholm

i 2019

Resumé

Dom afsagt af: Højesteret

Dissens: Ingen.

Tema: Brandstiftelse, medvirken.

Fakta:

T1 og T2 blev tiltalt for i forening at have antændt en kornstak på en gårdejers mark, hvorved kornstakken nedbrændte, og der opstod skade for 1500 kr. T1 havde antændt kornstakken og T2, som havde overværet det, havde intet gjort for at forhindre det og forsøgte ikke at slukke ilden. T1 blev derfor kendt skyldig i overtrædelse af straffelovens § 181, stk. 1 om brandstiftelse, og T2 blev kendt skyldig i medvirken hertil, jf. straffelovens § 181, stk. 1, jf. § 23.

Eksamensrelevans

Denne dom giver et indblik i omfanget af begrebet ”medvirken” i straffelovens forstand.

Dommen skildrer, at det at være vidende om, at der vil ske brandstiftelse, overvære denne og forholde sig passivt hertil, efter omstændighederne kan karakteriseres som medvirken til brandstiftelsen. I visse tilfælde kan man altså anses for medvirkende, hvis man forholder sig passiv og undlader at handle i situationer, hvor man skulle have handlet.

Denne dom fremstiller problemet relateret til ledsagelse og passivitet.

Afgrænsningen mellem hvad der er hhv. aktivitet og passivitet er uklar. Såfremt man skal foretage en sondring, må denne gå på, hvorvidt personen straffes for ikke at have gjort noget aktivt. I et sådant tilfælde straffes personen for passivitet. Omvendt straffes personen i ledsagelsestilfælde for, at personen skulle have forholdt sig passivt.

Retspraksis på dette område er svingende, og det er formentlig ikke muligt at opstille hvilke forhold, som konkret skal realiseres, før man kan ifalde et medvirkensansvar for ledsagelse.

Domfældelsen i U 1956.647/2 H har været kritiseret i Juristen 1998.272 af Henricson m.fl. Kritikken fremsættes under henvisning til U 1992.634 Ø som ligeledes omhandler brandstiftelse. U 1992.634 Ø kan ifølge Henricson m.fl. læses som, at der ikke levnes nogen plads for strafbar passiv medvirken, og anser U 1992.634 Ø som værende et opgør med den kontroversielle og vidtgående dom i U 1956.647/2 H.

Faktum i U 1992.634 Ø: To unge mennesker var sammen med 3 kammarater tiltalt for forsætlig brandstiftelse på en påhængsvogn. Det blev lagt til grund, at de 5 forudgående havde talt om løst og fast. Kort herefter begyndte 3 af personerne at anrette et bål. Da bålet begyndte at ryge, kravlede de resterende to ned fra påhængsvognen og gemte sig i skoven, hvorefter de forsøgte at slukke bålet og alarmerede brandvæsenet.

I præmisserne i U 1992.634 Ø hentydes, at de to drenge ikke havde accepteret, hvad der foregik, samt at deres passivitet ikke indgik i begivenhedsforløbet som en faktor, der forværrede situationen, altså der forelå ingen årsagsforbindelse.

Til Eksamen

I U 1956.647/2H blev T1 og T2 anset for i forening at have antændt en kornstak på en gårdejers mark, hvorved kornstakken nedbrændte. På trods af, at det var T1's idé at antænde kornstakken samt, at det var T1 som havde sat ild til kornstakken, blev T2 anset for medvirkende hertil ved at overvære og forholde sig passivt til T1's ildspåsættelse af kornstakken