search menu
bookmark
person

Den nærige selvbygger – U.1985.607/2H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag 455/1984. Refereret af andre i U.1985.607/2H.

Kommenteret af

Nikolai Dokkedahl Nikolai Dokkedahl

i 2017

Verificeret af advokat

Jonas Per Nielsen Jonas Per Nielsen

i 2017

Resumé

Dom afsagt af Højesteret sat af 5 dommere

Dissens: Ingen

Tema: Kompensationskrav fra samlevende

Fakta:

M havde erhvervet en grund inden hans samliv med K. Han havde på denne opført et hus som selvbygger, uden at K havde bidraget væsentligt dertil. M havde tillige optaget de fornødne prioritetslån og betalt de hermed forbundne ydelser.

 

M havde under samlivet opnået en ikke ubetydelig formueforøgelse, men Højesteret lagde til grund, at denne hovedsageligt skyldtes en stigning i ejendomsværdien.

 

Eksamensrelevans:

Højesteret fandt ikke, at K havde ydet et sådant bidrag til parternes fælles udgifter eller til M's formueforøgelse, at der var grundlag for at tilkende hende et kompensationsbeløb.

 

I deres gengivelse af deres egen praksis henviste Højesteret til, at der i et flerårigt, fast samlivsforhold kan tillægges en part, der i væsentlig grad har bidraget til, at den anden part kunne skabe eller bevare en ikke ubetydelig formue, et kompensationsbeløb.

 

Der stilles således betydelige krav til det bidrag, som den samlevende skal have ydet, før det kan komme på tale at tildele et kompensationskrav.

Til Eksamen

Det klare udgangspunkt for ugifte samlevende er, at disse ved en samlivsophævelse blot beholder deres egne aktiver, og at der ikke er nogen indbyrdes krav, idet der ikke er opstået et formuefællesskab, sådan som det er tilfældet, hvis parterne indgår ægteskab.

 

En undtagelse til dette udgangspunkt er muligheden for at fremsætte kompensationskrav, en mulighed Højesteret åbnede for med deres afgørelse i U1980.480H.

 

Afgørelsen er sidenhen blevet fulgt op af en række andre afgørelser, herunder U1984.166H, hvor K fik en betydelig kompensation efter 16 års samliv, idet Højesteret lagde til grund, at det havde været i overensstemmelse med M's ønske, at K havde været hjemmearbejdende.

 

En mere tilbageholdende afgørelse ses i U1985.607/2H, hvori Højesteret opsummerer retstilstanden på baggrund af indholdet af de to ovennævnte domme således, at "der ved ophøret af et flerårigt, fast samlivsforhold kan tillægges en part, der gennem deltagelse i parternes fælles udgifter - eller på anden måde - i væsentlig grad har bidraget til, at den anden part har kunnet skabe eller bevare en ikke ubetydelig formue, et beløb, hvis størrelse fastsættes skønsmæssigt under hensyntagen til bl.a. samlivets varighed og parternes økonomiske forhold ved dets ophør."

 

Der skal således være tale om et væsentligt bidrag til at skabe eller bevare en ikke ubetydelig formue. Dette fandt Højesteret ikke var tilfældet i dommen, idet M havde erhvervet en grund forud for samlivet, hvorpå han under samlivet uden væsentlig bistand fra K havde opført et hus som selvbygger. M havde ligeledes optaget de fornødne prioritetslån og betalt de hermed forbundne ydelser, og H havde ikke ydet "et sådant bidrag til parternes fælles udgifter eller til M's formueforøgelse, at der var grundlag for at tilkende hende et beløb."

 

Endelig fandt Højesteret, at formueforøgelsen hovedsageligt skyldtes en stigning i ejendomsværdien. Dette er således også et vigtigt element i afvejningen af, hvorvidt der er skabt en ikke ubetydelig formue. Hvis en sådan er opstået på baggrund af konjunktursvingninger, vil den anden part som udgangspunkt ikke have ret til en del heraf, hvilket er fulgt op i TFA2010.221V og TFA2011.27Ø.