search menu
bookmark
person

Den manglende vuggestueplads – U 1980.970 Ø

bookmark_border attachment

Østre Landsret dom i sag 1-57/1979. Refereret af andre i U 1980.970 Ø.

Oprindeligt kommenteret af

Emil Skovgaard Bak Emil Skovgaard Bak

i 2019

Verificeret af advokat

Ellen Skodborggaard Ellen Skodborggaard

i 2019

Resumé

Dommen af afsagt af Østre Landsret i 2. instans den 23. juni 1980


Dissens: Ingen

Tema: Anstaltsforhold og adgang til anstalters ydelser, magtfordrejning i forbindelse med lovbestemt skøn samt erstatning udenfor kontrakt.

Fakta:

Et forældrepar var blevet optaget på ventelisten til en daginstitutionsplads til deres kommende barn, som ventedes født ca. 6½ måned senere. Der var mangel på institutionspladser, hvilket resulterede i, at det kommende forældrepar først fik tiddelt en institutionsplads længe efter barnets fødsel og efter udløbet af moderens barselsorlov. Det fulgte af den dagældende bistandslovs § 69, at kommunalbestyrelsen skal sørge for, det nødvendige antal pladser på daginstitutioner for børn og unge. Med henvisning til den dagældende bistandslovs § 69 anlagde forældreparret sag mod kommunen med påstand om betaling af kr. 1.892,15 udgørende tab af arbejdsfortjeneste for moderen i 6 dage i anledning af, at hun måtte udeblive fra sit arbejde ved udløb af barselsorlov for at passe barnet, samt dækning af annonceudgifter for fremskaffe en privat plejemor. Kommunen nedlage påstand om frifindelse.

Til støtte for forældrenes påstand anførte forældrene, at de havde gjort alt hvad de kunne for at få en institutionsplads gennem kommunen, således også udnyttet appelmulighederne i videst omfang, at de havde begrænset det økonomiske tab mest muligt ved blandt andet selv at skaffe privat dagplejeplads. Forældrene anført videre, at kommunen bevidst havde tilsidesat den dagældende bistandslovs § 69 og derved gjort sig skyldig i ulovlig og usaglig forvaltning, hvorfor kommunen havde handlet ansvarspådragende over for forældrene. Forældrene anførte, at når det i den dagældende bistandslovs § 69 var anført, at kommunen "skal" sørge for "det nødvendige antal" institutionspladser, måtte dette efter naturlig sprogbrug forstås som en absolut forpligtelse for kommunen til at sørge for tilstedeværelsen af det nødvendige antal institutionspladser, hvorfor kommunen skulle sørge for, at der er et tilstrækkeligt antal pladser til dækning af det faktiske behov og der derfor ikke var overladt kommunen et frit skøn med hensyn hvor meget det var rimeligt at investere i institutioner. Endeligt anførte forældrene at kommunen ved deres planlægning af institutionspladser ikke havde taget hensyn til den massive tilflytning til kommunen og dermed ikke det stigende behov for flere institutionspladser, hvorfor kommunens skøn havde været forkert.

Til støtte for sin frifindelsespåstand anførte kommunen, at den dagældende bistandslovs § 69 overlod kommunen et skøn i forhold til, hvad der udgjorde det nødvendige antal institutionspladser. I dette skøn indgik hvilke resultat og socialpolitiske mål man skulle sørge for at opnå. Behovet for institutionspladser påvirkes derved at mange forskellige faktorer, herunder befolkningens ønsker, kvaliteten af institutionspladser, det beløb, forældrene bør betale for barnet på institutionen, befolkningens sammensætning og borgeres beskæftigelsesmuligheder. Endeligt anførte kommunen at man ved sine udbygningsplaner, der var godkendt af socialstyrelsen og socialministeriet, havde taget hensyn til en stigning i antallet af institutionspladser, og at planerne viste, at kommunen efterlevede bistandslovens intentioner og stilede mod fuld dækning af institutionsbehovet.

Landsretten slog fast, at det påhviler den enkelte kommune at afgøre, hvad der skal foretages til opfyldelse af kommunens forpligtelse efter bistandslovens § 69. Kommunens afgørelse skal bero på et skøn, som omfatter en række faktorer, hvoraf flere er behæftet med betydelig usikkerhed. Landsretten fandt, at kommunen i denne sag havde opfyldt lovens krav.

Til Eksamen

Et forældrepar i København var optaget på venteliste til en vuggestueplads og fik først tildelt plads længe efter deres barns fødsel og udløbet af moderens barselsorlov. Parret lagde sag an mod kommunen, idet de påstod, at bistandsloven gav dem retskrav på en institutionsplads. Det fremgik af den dagældende bistandslovs § 69 at ”Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at der er det nødvendige antal pladser”.

Landsretten fandt det ikke godtgjort, at loven hjemlede et retskrav for borgerne. Bestemmelsen måtte i stedet forstås således, at kommunen var overladt et skøn i forhold til institutionsplads, og Landsretten overlod vide rammer til kommunen til at foretage dette skøn. Landsretten fandt således at kommunens skøn var i overensstemmelse med loven, hvorfor kommunen ikke havde handlet i strid med den almindelige forvaltningsret og dermed ikke havde handlet ansvarspådragende over for forældrene.