search menu
bookmark
person

Den langfingrede rengøringsassistent – U.2002.893Ø

bookmark_border attachment

Vestre Landsrets dom 17. afd. a.s. nr. B-0428-00. Refereret af andre i U.2002.893Ø.

Kommenteret af

Stefan Brkic Stefan Brkic

i 2019

Verificeret af advokat

Stefan Brkic Stefan Brkic

i 2019

Resumé

Dom afsagt af Østre Landsret
Dissens: Ingen
Tema: DL 3-19-2 

Fakta

En rengøringsmedarbejder deltog i et tyveri af en række løsøreeffekter, som blev stjålet fra et ejendomsmæglerfirmas lokaler. Retten lagde til grund, at medarbejderen havde skaffet sig adgang til lokalerne uden for arbejdstiden ved brug af en nøgle, som den pågældende havde fået udleveret af rengøringsfirmet med henblik på udførelse af rengøringsopgaver hos ejendomsmæglerfirmaet. Som følge heraf fandt retten, at der forelå en sådan forbindelse mellem tyveriet og rengøringsmedarbejderens hverv, hvorfor rengøringsfirmaet i medfør af DL 3-19-2 burde hæfte for tabet. Retten tillagde det ikke betydning, at ejendomsmæglerfirmaet ikke havde modsat sig rengøringsmedarbejderens udførelse af hvervet, da det ved en gennemgang af medarbejderens straffeattest var blevet dem klart, at den pågældende tidligere var straffet for hæleri.

Eksamensrelevans

Ansvar i eller uden for kontrakt ift. DL 3-19-2

Sagen omhandler blandt andet det lovfæstede principalansvar i DL 3-19-2, hvorefter en arbejdsgiver (rengøringsselskabet) kan pålægges at hæfte for det erstatningsansvar, som den pågældendes arbejdstager (rengøringsmedarbejderen) måtte pådrage sig i forbindelse med hvervets udførelse. Principalansvaret er en ansvarsskærpelse i forhold den almindelige erstatningsregel i dansk ret – culpareglen - idet arbejdsgiveren ifalder ansvar efter DL 3-19-2, såfremt arbejdstageren har handlet culpøst. Det er med andre ord ikke påkrævet, at arbejdsgiveren selv har handlet culpøst. Det er derimod en betingelse, at skaden skal være forvoldt som et led i tjenesten, dvs. i forbindelse med hvervets udførelse (beskrevet som ”derudi” i DL 3-19-2), samt at arbejdstagerens adfærd ikke kan betegnes som helt usædvanlig (”abnorm”).

Nærværende sag er navnlig interessant for så vidt angår kravet om, at skaden skal være forvoldt som et led i tjenesten (”derudi”). At ansvaret skal have nogen forbindelse med hvervets udførelse indebærer blandt andet, at arbejdsgiveren ikke hæfter for arbejdstagerens private eller helt usædvanlige adfærd (”abnorm”). I praksis er der imidlertid en tendens til at udvide rækkevidden af principalansvaret til også at omfatte adfærd, der ikke har nær tilknytning til hvervets udførelse og kan betegnes som privat eller abnorm, såfremt der er tale om ansvar i kontraktsforhold – modsat uden for kontraktsforhold. Således lagde retten i nærværende sag til grund, at rengøringsselskabet hæftede for rengøringsmedarbejderens tyveri i medfør af DL 3-19-2, selvom tyveriet var sket uden for arbejdstiden.

Til belysning af forskellen mellem rækkevidden af principalansvaret i og uden for kontraktsforhold kan henvises til U 1964.806 H, hvor et hotel ikke blev pålagt at hæfte for de skader, som en hotelkarl ved uberettiget kørsel med en hotelgæsts bil havde påført tredjemand ved et sammenstød (uden for kontraktsforhold), men derimod blev pålagt at hæfte for skaderne på gæstens bil (i kontraktsforhold, jf. en forvaringskontrakt).

For lignende sager, hvor en arbejdsgiver bliver pålagt at hæfte efter DL 3-19-2 for en ansats tyveri, kan nævnes U 1994.695 H og FED 2002.1712 Ø. I førstnævnte sag blev en speditionsvirksomhed pålagt ansvar for et tyveri begået af en ansat lagermedarbejder, der uden for arbejdstiden havde medvirket til at stjæle 400 videomaskiner, som speditionsvirksomheden havde påtaget sig at opbevare i et særligt sikringsrum for en importvirksomhed af elektronikudstyr. I sidstnævnte sag blev en kommune pålagt at hæfte for et tyveri, som en plejemedarbejder havde begået under udførelsen af plejeopgaver i en borgers hjem. 

Til Eksamen

Når det skal vurderes, om en arbejdsgiver/hvervgiver bør hæfte i medfør af DL 3-19-2 for de skader på tredjemand, som en arbejdstager/hvervtager har pådraget sig et erstatningsansvar for, er der et par betingelser, som skal være opfyldt.

For det første skal det fastlægges, om der eksisterer et over-underordnelsesforhold mellem arbejdsgiveren og arbejdstageren. Det er en helt grundlæggende betingelse for at pålægge arbejdsgiveren et principalansvar, at denne faktisk er principalen. Det skal derfor blandt andet vurderes, om arbejdsgiveren har instruktions-, tilsyns- og kontrolbeføjelserne over arbejdstageren samt retten til at antage og afskedige den pågældende.

Det skal dernæst fastlægges, om arbejdstagerens adfærd kan betegnes som culpøs. Der foretages her en almindelig vurdering af arbejdstagerens adfærd i henhold til culpareglen. Hvis man efter en vurdering af skadevolders adfærd kommer frem til, at denne har handlet culpøst og påført skadelidte et tab, skal det dernæst vurderes, om der er den fornødne årsagsforbindelse (kausalitet) mellem adfærden og skaden, og om skaden var påregnelig (adækvat) for skadevolder. Særligt sidstnævnte betingelse kan være vanskelig at vurdere i praksis. Såfremt alle betingelserne er opfyldte, og der ikke foreligger nogen ansvarsfrihedsgrunde, kan det følgelig konkluderes, at skadevolder er erstatningsansvarlig over for skadelidte.

I forlængelse heraf skal det fastlægges, om skaden er forvoldt som led i tjenesten, dvs. i forbindelse med hvervets udførelse. Dette benævnes i DL 3-19-2 som, at skaden skal være sket ”derudi”. Endeligt må arbejdstagerens adfærd ikke kunne karakteriseres som værende helt usædvanlig – med andre ord abnorm. Det bemærkes dog, at i tilfælde af ansvar i kontraktsforhold vil rækkevidden af principalansvaret i praksis udvides til også at omfatte privat eller abnorm adfærd.