search menu
bookmark
person

Den kontanthjælpssøgende studerende – U.1983.349/2H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag I 275/1982. Refereret af andre i U.1983.349/2H.

Kommenteret af

Sofie Lilmose Bech Sofie Lilmose Bech

i 2019

Verificeret af advokat

Peter E. Stassen Peter E. Stassen

i 2019

Resumé

Dom afsagt af Højesteret den 17. februar 1983, 5 dommere

Dissens: 3-2

Tema: pligtmæssigt skøn, skøn under regel

 

 

Fakta: 

Dommen omhandler en studerende, der ikke er berettiget til SU og som derfor ønsker at modtage kontanthjælp. Dette bevilges under betingelse af, at han står til rådighed for arbejdsmarkedet. Den studerende meddeler senere den relevante kommune, at han påtænker at genoptage sit studie. Da en studerende ikke antages at stå fuldt til rådighed for arbejdsmarkedet, nægter kommunen derfor at yde fortsat støtte til den studerende, selv om den studerende giver udtryk for at han fortsat vil være tilknyttet arbejdsformidlingen. Flertallet i Højesteret kom frem til, at kommunen havde tilsidesat et pligtmæssigt skøn ved kun at lægge vægt på, at den studerende var tilmeldt universitetet. 

Eksamensrelevans: 

Pligtmæssigt skøn ("skøn under regel"): Når forvaltningen fastsætter interne regler, der begrænser det skøn, der efter loven skal foretages. 

Sagen illustrerer, at der i afgørelser vedrørende den sociale og arbejdsløshedsforsikringslovens regler om ydelser til enkeltpersoner skal foretages en individuel bedømmelse af borgerens forhold. Det samme gælder fx på området for udlændinge, miljø og tilbagekaldelse af autorisationer og lignende tilladelser. 

Hvis der i en lov overlades forvaltningen et skøn i forbindelse med deres afgørelse, er det relevant at se på, om forvaltningen har pligt til at udøve dette skøn, eller om der kan opstilles interne regler som afskærer dette skøn. At afskære skønnet har en fordel i forbindelse med områder, hvor massevis af sager behandles, og hvor der er stort behov for ensartethed i afgørelserne (se "Forvaltningsret, Almindelige Emner", 5. udgave, s. 271-280). At afskære skønnet er dog retssikkerhedsmæssigt betænkeligt, da man må gå ud fra lovgiver ved netop at åbne mulighed for et skøn har haft til hensigt, at der skal foretages en konkret vurdering af hvert enkelt tilfælde. 

I sagen valgt sagsøgte udelukkende at lægge vægt på oplysninger om, at sagsøger havde tænkt sig at tilmelde sig et studie igen. Der blev derfor ikke foretaget nogen konkret vurdering af de samlede omstændigheder, som loven foreskrev, herunder om sagsøger konkret havde udnyttet arbejdsmulighederne.

Spørgsmålet om pligtmæssigt skøn prøves ret intensivt af domstolene (og vil normalt være en væsentlig mangel), men er nok endnu mere fremtrædende i forbindelse med praksis ved Folketingets Ombudsmand. 

Sagen illustrerer desuden, at en sag godt kan tages op af Folketingets Ombudsmand, for derefter at blive behandlet af domstolene. Domstolene er altså ikke begrænset i dette henseende. 

Til Eksamen

Dommen er relevant til at illustrere de saglige krav, som forvaltningsretlige afgørelser skal leve op til samt den forvaltningsretlige grundsætning om pligtmæssigt skøn ("skøn under regel").

Ved tilsidesættelse af det pligtmæssige skøn er der tale om en hjemmelsmangel, der som udgangspunkt er generelt væsentlig.

Eksempel: 

"Som eksempel på en situation, hvor forvaltningen i sin afgørelse havde tilsidesat sit pligtmæssige skøn, kan nævnes dommen U 1983.349/2H. I sagen havde sagsøgte i en periode modtaget kontanthjælp, men efter han meddelte kommunen, at han ville genoptage sine studier, blev han nægtet fortsat at modtage ydelsen. Kommunen foretog ikke det pligtmæssige skøn, men valgte udelukkende at lægge vægt på, at sagsøger var studerende. Den studerende fik derfor medhold af flertallet i Højesteret."

Dommen kan desuden bruges til at illustrere en at domstolene ikke begrænses af, at Folketingets Ombudsmand allerede har behandlet en sag.