search menu
bookmark
person

Den HIV-smittede – U 1994.520/2 H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag II 423/1993. Refereret af andre i U 1994.520/2 H.

Kommenteret af

Trine Kaae Jorst Trine Kaae Jorst

i 2017

Verificeret af advokat

Sara Munch Andersen

i 2017

Resumé

Resumé

Dom afsagt af Højesteret

Dissens: Ingen

Tema: Legemskrænkelse, fare for smitte med livstruende og uhelbredelig sygdom, seksuel omgang med mindreårige.

 

Fakta: T havde haft ubeskyttet kønslig omgang med 23 kvinder uden at oplyse dem om, at han var hiv-positiv. To af disse kvinder var mindreårige. T havde været vidende om, at seksuelt samkvem uden anvendelse af prævention indebar en risiko for, at partneren ville blive smittet med hiv-virus. Ingen af kvinderne blev dog smittet med hiv.

Det centrale spørgsmål for Højesteret var, om den dagældende straffelovs § 252 fandt anvendelse ved risikoen for udbredelse af kønssygdomme. Straffeloven havde siden ophævelsen af § 256 i 1965 ikke indholdt en specifik bestemmelse om smittespredning af kønssygdomme. Det var derimod strafbelagt i kønssygdomsloven - dog siden 1973 kun såfremt der var forsæt til smittespredning. Kønssygdomsloven var blevet ophævet i 1988, hvor der i forbindelse med Folketingets behandling var henvist til, at forsætlig smitte kunne være omfattet af straffeloven. Højesteret fandt dog, at de politiske udtalelser under behandlingen var uklare. Der var derfor ikke et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at straffe T efter straffelovens § 252. T blev derfor frifundet for den kønslige omgang med de myndige kvinder.

T blev derimod idømt 8 måneders fængsel for den seksuelle omgang med de to mindreårige kvinder, jf. straffelovens § 222, stk. 1. Der blev i forbindelse med strafudmålingen lagt vægt på den risiko for hiv-smitte, som T havde udsat dem for. De blev endvidere tilkendt en godtgørelse.

 

Eksamensrelevans:

Afgørelsen er interessant, fordi Højesterets fortolkning af den dagældende § 252 fastslog en retstilstand, hvorefter straffelovens almindelige bestemmelser om legemsangreb og fareforvoldelse ikke kan anvendes ved seksuel overførsel af hiv-smitte.

Helt overordnet viser dommen, at straf efter straffeloven kræver klar hjemmel. Som følge af afgørelsen blev straffeloven ændret to gange i henholdsvis 1994 og 2001. Lovændringerne gjorde det strafbart på hensynsløs måde at forvolde fare for, at andre blev smittet med livstruende og uhelbredelige sygdomme, jf. § 252 stk. 2. Kriminaliseringen havde eftervirkninger i retspraksis, se U 2000.1478/2 H, hvor en person blev idømt seks års fængsel for overtrædelse af den dagældende § 252, stk. 2, for under særligt skærpende omstændigheder at have forvoldt fare for, at en person blev smittet med hiv, uagtet at den pågældende vidste eller bestemt formodede, at han havde hiv. I denne konkrete sag var en mindreårig blevet smittet med hiv.

Justitsministeren fastsætter efter forhandling med Sundhedsministeren, hvilke sygdomme der omfattes af straffelovens § 252, stk. 2, jf. stk. 3. Sygdommen kan omfattes, hvis den er livstruende og uhelbredelig. Heri ligger, at sygdommen uanset rettidig lægelig behandling med overvejende sandsynlighed vil medføre døden for de personer, der smittes med sygdommen. Det kræves hertil, at den forventede levetid for et flertal af de smittede bliver mærkbart reduceret.

Bemyndigelsen i stk. 3 blev brugt til at udstede en bekendtgørelse, hvorefter hiv/aids blev karakteriseret som en uhelbredelig og livstruende sygdom, og det var derfor strafbart at udsætte andre for smitte hermed jf. stk. 2. Denne hjemmel blev dog ophævet med bekendtgørelse nr. 1040 i 2011, og det er derfor for nuværende ikke muligt at straffe efter stk. 2.Der henvises til notat af 31. oktober 2011 fra Arbejdsgruppen om overførsel af smitte med hiv/aids. I forbindelse med arbejdsgruppens anbefaling om at ophæve bekendtgørelsen er det anført: "Dette skyldes, at de sundhedsfaglige oplysninger klart peger på, at hiv/aids ikke længere opfylder forudsætningerne i lovforarbejdernes beskrivelse af, hvornår en sygdom kan anses for livstruende og uhelbredelig i straffelovens § 252, stk.2's forstand." Retstilstanden svarer derfor nu til Højesterets afgørelse i sagen fra 1994. Der henvises til Toftegaard Nielsen mfl. "Kommenteret straffelov", 11. udgave, s. 473 ff.

Dommen er også interessant, fordi Højesteret tillagde hiv-smitterisikoen skærpende betydning i strafudmålingen med hensyn til den kønslige omgang med de to mindreårige jf. § 222, stk. 1. Selvom fare for hiv-smitte ikke i sig selv er strafbart, kan det betragtes som en skærpende omstændighed ved strafudmåling i forbindelse med andre strafbare handlinger, som for eksempel vold, sex med mindreårige og voldtægt. Det fremgår af Justitsministerens svar af 7. marts 2012 på Retsudvalgets spørgsmål nr. 487.

Til Eksamen

Til eksamen

I dommen U 1994.530/2 H fandt Højesteret, at straffelovens dagældende § 252 ikke omfattede tilfælde, hvor en hiv-smittet person forvoldte fare for at videreføre smitten til et stort antal kvinder, herunder to mindreårige, gennem samleje og anden kønslig omgang. Det kunne dog tillæges skærpende betynding i strafudmålingen efter § 222, stk. 1, at tiltalte havde udsat de to mindreårige for smittefare.

Afgørelsen førte til, at det i § 252, stk. 2, blev gjort strafbart at forvolde fare for smitte med en livstruende eller uhelbredelig sygdom. I stk. 3 blev der indsat en bemyndigelse til, at Justitsministeren ved bekendtgørelse kunne fastsætte, hvilke sygdomme som skulle omfattes af stk. 2 som uhelbredelige og livsfarlige. Bemyndigelsen blev udnyttet til at udstede en bekendtgørelse i 2001, som listede hiv som en uhelbredelig og livstruende sygdom. Denne blev imidlertid ophævet i 2011.

På baggrund af afgørelsen og de efterfølgende lovændringer kan retstilstanden beskrives på følgende måde:

Hjemlen til at fastsætte, hvilke sygdomme der skal omfattes af stk. 2, er på nuværende tidspunkt uudnyttet. Det betyder, at overførsel af hiv-smitte som udgangspunkt ikke er strafbart. Risiko for hiv-smitte i forbindelse med en strafbar handling som fx vold, sex med mindreårige eller voldtægt kan dog tillægges skærpende betydning ved udmåling af straffen, hvilket Højesterets afgørelse også er et eksempel på.