search menu
bookmark
person

Den grådige samlever – TFA 2002.43V

bookmark_border attachment

Vestre Landsrets dom i sag B-0071-01. Refereret af andre i TFA 2002.43V.

Kommenteret af

Anne Sofie Jacobs Anne Sofie Jacobs

i 2017

Verificeret af advokat

Jonas Per Nielsen Jonas Per Nielsen

i 2017

Resumé

Dom afsagt af Vestre Landsret

Dissens: ingen

Tema: Familieret. Ugifte samlevende. Kompensationskrav. Samejespørgsmål

 

Fakta:

I et dødsbo skulle den længstlevende samlever ifølge et testamente arve halvdelen af afdødes formue, mens en nevø og en niece skulle arve hver en fjerdedel. Samlivet havde varet cirka 20 år.

Den længstlevende samlever, manden, gjorde gældende, at der bestod et almindeligt sameje om begge parters formuer, subsidiært at han skulle have en kompensation.

Skifteretten fandt, at der forelå sameje om formuerne. Dette blev dog afvist af landsretten, der ikke fandt det bevist, at der var aftalt et sameje.

Afdøde havde ved testamente tillagt længstlevende halvdelen af sin formue på 1 mio. kr. Landsretten fandt således efter bevisførelsen, særligt under hensyn til at manden ved testamente var tillagt en betydeligt begunstigelse, at manden ikke havde godtgjort, at han var berettiget til nogen godtgørelse fra boet.

Landsretten frifandt således boet for mandens påstand.

 

Eksamensrelevans:

Udgangspunktet for ugifte samlevende er, at samlivet som sådan ikke påvirker parternes økonomiske forhold. Ved en formuedeling ved en samlivspartners død gælder principielt samme regler som ved samlivsophævelse. Det vil sige, at hver af parterne udtager hver af sine egne formueaktiver og parterne er i øvrigt stillet som ægtefæller med fuldstændigt særeje, dog således at ægtefælleskiftelovens § 56 ikke finder analog anvendelse.

Har ugifte samlevende ikke nærmere aftalt, at aktiver skal være i sameje mellem parterne, tilhører aktiverne som udgangspunkt den, der er registreret som ejer. Dette fandt landsretten, modsat skifteretten, også at være tilfældet i den konkrete dom, TFA 2002.43 V. Landsretten afviste at der forelå sameje om parternes formuer, idet den afdøde samlever var anført som ejer af aktiverne, og fordi længstlevende heroverfor ikke havde bevist, at der var indgået aftale om sameje.

Er der ikke opstået sameje, som tilfældet var i den konkrete dom, vil der alene kunne tillægges en samlever en godtgørelse ved domstolene, hvis der har været tale om et flerårigt fast samlivsforhold, og den længstlevende i væsentlig grad har bidraget til, at den afdøde har kunnet skabe eller bevare sin formue.

Et kompensationsbehov fastsættes ud fra formueretlige grundsætninger, dvs. som udgangspunkt ud fra et berigelsessynspunkt og et forudsætningssynspunkt. At der foreligger et testamente mellem samleverne udelukker som udgangspunkt ikke, at den indsatte samlever ved siden heraf gør et kompensationskrav gældende.

I dommen TFA 2002.43 V lagde landsretten dog under bevisførelsen særligt vægt på det forhold, at den længstlevende samlever ved testamente var tillagt halvdelen af afdødes formue. Herefter fandt landsretten, at den længstlevende samlever ikke havde godtgjort, at han var berettiget til nogen godtgørelse fra boet.

 

Til Eksamen

Udgangspunktet for ugifte samlevende er, at samlivet som sådan ikke påvirker parternes økonomiske forhold. Ved en formuedeling ved en samlivspartners død gælder principielt samme regler som ved samlivsophævelse. Det vil sige at hver af parterne udtager hver af sine egne formueaktiver og parterne er i øvrigt stillet som ægtefæller med fuldstændigt særeje, dog således at ægtefælleskiftelovens § 56 ikke finder analog anvendelse.

 

Sameje:

Har ugifte samlevende ikke nærmere aftalt, at aktiver skal være i sameje mellem parterne, tilhører aktiverne som udgangspunkt den, der er registreret som ejer. Dette fandt landsretten, modsat skifteretten, også at være tilfældet dommen refereret i TFA 2002.43 V. Landsretten afviste at der forelå sameje om parternes formuer, idet den afdøde samlever var anført som ejer af aktiverne, og fordi længstlevende heroverfor ikke havde bevist, at der var indgået aftale om sameje.

 

Kompensation:

Er der ikke opstået sameje, vil der alligevel kunne tillægges en samlever en godtgørelse ved domstolene, hvis der har været tale om et flerårigt fast samlivsforhold, og den længstlevende i væsentlig grad har bidraget til, at den afdøde har kunnet skabe eller bevare sin formue.

I dommen TFA 2002.43 V gjorde den længstlevende samlever, manden, gældende, at der bestod et almindeligt sameje om begge parters formuer, subsidiært at han skulle have en kompensation. I dødsboet skulle den længstlevende samlever ifølge et testamente arve halvdelen af afdødes formue på 1 mio. kr., mens en nevø og en niece skulle arve hver en fjerdedel.

Landsretten fandt efter bevisførelsen, at manden ikke havde godtgjort, at han var berettiget til nogen godtgørelse fra boet hvorefter boet frifandtes. Landsretten lagde ved vurderingen af om der forelå kompensationskrav særlig vægt på det forhold, at den længstlevende samlever ved testamente var tillagt en betydelig begunstigelse.

Konkluderende kan det således anføres, at der ved en samlivspartners død kan tilkendes den længstlevende part en kompensation. Det er op til domstolene at vurdere, om der foreligger et kompensationsbehov. Denne vurderingen foretages ud fra berigelses- og forudsætningssynspunkter. At der foreligger et testamente mellem samleverne udelukker som udgangspunkt ikke, at den indsatte samlever ved siden heraf gør kompensationskrav gældende. Retspraksis peger dog på, at et testamente der væsentligt begunstiger længstlevende har betydning for vurderingen af om denne er berettiget til en kompensation fra afdødes bo.