search menu
bookmark
person

Den fravegne skæringsdato – U.1979.481H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag I 77/1978. Refereret af andre i U.1979.481H.

Oprindeligt kommenteret af

Nicklas Kirstejn Krogh Nicklas Kirstejn Krogh

i 2019

Verificeret af advokat

Jonas Per Nielsen Jonas Per Nielsen

i 2019

Resumé

Dom afsagt af Højesteret med 8 dommere

Dissens: Ingen

Tema: Dato for værdiopgørelse i ægtefælleskifte


Fakta:

Ægtefællerne blev på et møde d. 2. januar 1973 enige om at anvende d. 31/12 1972 som "skæringsdag" for bodelingen, selv om datoen for separationsbevilling først lå på et senere tidspunkt.

De var imidlertid ikke enige om værdien af en ejendom og nogle aktier i et selskab, hvorfor boets endelige opgørelse måtte afvente en vurdering af ejendommen og et regnskab fra det pågældende selskab. Ejendommen var - inden selskabets regnskab forelå - steget betydeligt i værdi.

De resterende aktiver skulle efter aftalen fordeles mellem parterne efter værdien pr. 31. december 1972.

Højesteret afgjorde endeligt, at parterne havde indgået en endelig bindende aftale om anvendelse af værdierne pr. 31. december 1972 og altså ikke værdierne på tidspunktet for skiftets afslutning.

Eksamensrelevans:

70083986\9530351v1 * 13. september 2016

Ægtefællerne var uenige om, hvorvidt det ved mødet d. 2. januar 1973 var aftalt, at værdifastsættelsen af ejendommen skulle ske ud fra værdien af denne pr. 31. december 1972, eller om der her blot aftaltes, at M havde ret til at udtage ejendommen, og at der således alene var tale om en fremskydning af formuefællesskabets ophør, sådan at hver ægtefælles boslod var at opgøre som pr. 31. december 1972. Ejendommens værdi blev hen på sommeren 1973 opgjort til 365.000 kr. H's advokat omtalte i et brev af 17. august 1973 en omvurdering ved ejendomsmægler, men han tog ikke nogle yderligere skridt hertil.

Værdien steg sidenhen betydeligt inden boets afslutning d. 2. marts 1978.

Spørgsmålet for domstolene var derfor, hvorvidt det almindelige udgangspunkt, hvorefter aktiver og passiver indgår i bodelingen med værdien på udlægstidspunktet eller ved skiftets afslutning - se lov om ægtefællers økonomiske forhold, § 28 - var gældende, eller om det kunne anses for fraveget på mødet d. 2. januar 1973.

Landsrettens flertal fandt, at det trods anvendelsen af udtrykket "skæringsdag" var godtgjort, at det havde været en klar forudsætning for begge parter, at ejendommen skulle indgå i boet på baggrund af værdien pr. 31. december 1972, og at en eventuel vurdering skulle ske pr. denne dato. Landsretten påpegede endvidere, at dette understøttedes af, at den ret til at udtage ejendommen, som M var blevet tillagt ved aftalen af 2. januar 1973, ikke krævede opfyldelse af yderligere formaliteter.

Højesteret tilføjede, at der på mødet d. 2. januar 1973 havde været udsigt til, at separationsbevillingen ville foreligge i løbet af ganske kort tid. Derfor måtte aftalen om, at bodelingen skulle være den 31. december 1972, have haft et videre sigte end blot at forrykke tidspunktet for formuefællesskabets ophør ca. 14 dage. Sammen med de af landsretten anførte grunde, og det faktum, at fællesboets øvrige aktiver blev fordelt mellem parterne efter værdien pr. 31. december 1972, medførte dette, at Højesteret stadfæstede landsrettens dom.

Hermed fastslog Højesteret, at en aftale som parternes er udtryk for en fravigelse af udgangspunktet om værdiansættelsestidspunktet, der i dag er kodificeret i lov om ægtefællers økonomiske forhold, § 28. Bestemmelsens forgænger, ægtefælleskiftelovens § 52, trådte først i kraft i 2011, hvorfor heller ikke denne bestemmelse direkte regulerede parternes forhold, men som det fremgår af forarbejderne til ægtefælleskiftelovens § 52, var den en kodifikation af tidligere praksis.

Til Eksamen

Tidspunktet for værdiansættelsen af aktiver og passiver ved et ægtefælleskifte følger af lov om ægtefællers økonomiske forhold, § 28, hvorefter dette som udgangspunkt er udlægstidspunktet eller ved skiftets afslutning, hvis de ikke er udlagt forinden. Værdien af aktiver og passiver, der ikke er udlagt, vil derfor som udgangspunkt skulle fastsættes ved boets afslutning.

Ægtefællerne har imidlertid mulighed for at aftale, at et andet tidspunkt skal lægges til grund for værdiansættelsen. Et eksempel på en sådan aftale er U1979.481H. I sagen var ægtefællerne ikke enige om, hvorvidt de på et møde d. 2. januar 1973 havde indgået en aftale om, at aktiverne skulle opgøres på baggrund af værdien pr. 31. december 1972, eller om det blot var en aftale om, hvilke aktiver og passiver der tilhørte deres respektive bodele og dermed forrykke tidspunktet for formuefællesskabets ophør - sådan som aftalens ordlyd indikerede ved anvendelse af udtrykket "skæringsdag".

Da en ejendom sidenhen var steget betydeligt i værdi, inden skiftet blev endeligt sluttet den 2. marts 1978, blev Højesterets fortolkning af aftalen afgørende i forhold til, hvorvidt H skulle have del i denne værdistigning.

Henset til, at ægtefællernes andre aktiver blev fordelt efter deres værdi d. 31. december 1972, og at formålet med aftalen ikke kunne anses for at være at forrykke tidspunktet for formuefællesskabets ophør med ca. 14 dage, fandt Højesteret, at aftalen måtte forstås således, at det var ejendommens værdi pr. 31. december 1972, der skulle lægges til grund for skiftet - også hvis der på baggrund af uenighed mellem parterne sidenhen skulle foretages en vurdering af ejendommen.