search menu
bookmark
person

Den ensidigt indhentede erklæring – U.1998.625/2H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag 61/1998. Refereret af andre i U.1998.625/2H.

Kommenteret af

Marie Kjærulff-Jørgensen Marie Kjærulff-Jørgensen

i 2019

Verificeret af advokat

Ellen Skodborggaard Ellen Skodborggaard

i 2019

Resumé

Dom afsagt af Højesteret

Dissens: Ingen

Tema: Retspleje, ensidigt inhentede sagkyndige erklæringer


Fakta:

Ægteparret (M og H) blev skilt og forældremyndigheden over parrets fælles barn (B) blev ved dom tillagt M, idet byretten herved især lagde vægt på nogle sagkyndige erklæringer udarbejdet for kommunen i forbindelse med en verserende sag om en eventuel tvangsfjernelse af B.

H ankede dommen til landsretten og ønskede som led i bevisførelsen at fremlægge yderligere en ensidigt indhentet sagkyndige erklæring fra en speciallæge og en chefpsykolog, som ikke var fremlagt ved byretten. Idet erklæringerne var indhentet uden om modparten og uden tilladelse fra retten, fandtes de i medfør af retsplejelovens (RPL) § 450, stk. 2, at måtte udgå af sagen. H fik heller ikke lov til at afhøre erklæringsgiverne som vidner.  

Højesteret stadfæstede landsrettens afgørelse, med henvisning til landsrettend begrundelse. 

Eksamensrelevans:

Udgangspunktet i dansk ret er, at parterne i en civil retssag frit bestemmer, hvad der skal være genstand for bevisførelse, og hvilken form for bevis der skal føres. Der gælder dog nogle modifikationer til dette udgangspunkt, herunder at retten kan opfordre en part til at føre bevis om et bestemt forhold, jf. RPL § 339, stk. 3, og tillægge det processuel skadevirkning, såfremt parten ikke følger opfordringen, jf. RPL § 344, stk. 3. Derudover modificeres udgangspunktet om fri bevisførelse blandt andet også af reglerne om sagkyndig medvirken.

Sagkyndig medvirken i en civil retssag kan blandt andet bestå i, at der indhentes en sagkyndig erklæring. En sagkyndig erklæring vil ofte være en udtalelse fra en relevant institution eller organisation indeholdende et abstrakt skøn over generelle forhold af relevans for sagen. Retningslinjerne for indhentelse og fremlæggelse af sagkyndige erklæringer er ikke specifikt reguleret i retsplejeloven. Derfor spiller retspraksis og almindelige civilretlige principper en vægtig rolle ved fastlæggelsen af gældende ret.

I medfør af det almindelige civilretlige princip om kontradiktion, bør en sagkyndig erklæring altid indhentes efter forhandling med modparten. Såfremt en part indhenter en sagkyndig erklæring uden at have inddraget modparten (en såkaldt ensidigt indhentet sagkyndig erklæring), risikerer det at gå ud over modpartens mulighed for at varetage sine interesser. Derfor ses det også i praksis, at retten tillægger ensidigt indhentede sagkyndige erklæringer en ringere bevismæssig betydning end sagkyndige erklæringer, der er indhentet efter forhandlinger mellem parterne.

Tilsvarende gør sig gældende i nærværende sag, hvor en part helt afskæres fra at føre sine ensidigt indhentede sagkyndige erklæringer. Retten lagde til grund, at erklæringerne er indhentet uden om modparten og uden rettens tilladelse, hvorved hverken modparten eller retten har haft indflydelse på, hvilke forhold erklæringerne vedrører. Derfor fandt retten, at erklæringerne ikke kunne tages i betragtning ved sagens afgørelse.

Dermed er sagens udfald i overensstemmelse med den tendens, der synes at have udviklet sig i praksis over de senere år. Hovedreglen må i dag være den, at såfremt en sagkyndig erklæring er ensidigt indhentet efter sagens anlæg, da tillades erklæringen ikke fremlagt. Dette er også tiltrådt af Højesteret i UfR 2007.2329 HK hvor det blev fastslået, at ensidigt tilvejebragte sagkyndige erklæringer, der er indhentet efter sagsanlægget, ikke tillades fremlagt.

I nærværende sag nægtede retten desuden at lade parten afhøre erklæringsgiverne som vidner under domsforhandlingen, idet erklæringsgivernes kendskab til sagen alene var erhvervet med henblik på at afgive de nævnte sagkyndige erklæringer. Dommen illustrerer således, at det ikke er muligt at omgå rettens afvisning af førelse af ensidigt indhentede erklæringer ved i stedet at lade erklæringsgiverne føre som vidner, jf. også U 1998.523 Ø

Til Eksamen

I eksamensøjemed kan U 1998.625/2 H inddrages på følgende vis:

I U 1998.625/2 H blev et ægtepar (M og H) skilt, og forældremyndigheden over deres fælles barn (B) blev ved dom tillagt M. H ankede dommen og ønskede som led i bevisførelsen at fremlægge ensidigt indhentede sagkyndige erklæringer, hvilket retten afviste med henvisning til at erklæringerne var indhentet uden om modparten og uden rettens tilladelse. Dommen illustrerer hovedreglen om, at ensidigt indhentede erklæringer, der er indhentet efter sagens anlæg, ikke tillades fremlagt.