search menu
bookmark
person

Den 19-åriges uddannelsesaftale med forsvaret – U 2005.1186 H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag 266/2003 afd. 2. Refereret af andre i U 2005.1186 H.

Oprindeligt kommenteret af

Maja Dahl-Jessen Maja Dahl-Jessen

i 2017

Verificeret af advokat

Lise Aaby Nielsen Lise Aaby Nielsen

i 2017

Resumé

Resumé

Dom afsagt af Højesteret

Dissens: Ingen

Tema: Lange uopsigelighedsperioder, AFTL §§ 33 og 36, den almindelige passivitetsgrundsætning

Fakta:

I forbindelse med sin ansættelse i flyvevåbnet afsagde en 19-årig jagerpilot en tjenestepligtserklæring, hvorefter han forpligtede sig til at blive i forsvaret, indtil han blev 33 år. Inden tjenestepligtens udløb fremsendte piloten en ansøgning til Forsvarskommandoen om bortfald af tjenestepligten, hvori han ligeledes anmodede om at få oplyst størrelsen af et eventuelt erstatningskrav ved førtidig opsigelse, såfremt hans ansøgning om bortfald ikke blev imødekommet. Forsvarskommandoen besvarede ikke ansøgningen om bortfald og tog alene forbehold om at kræve erstatning uden dog at oplyse om kravets størrelse. Piloten klagede til Forsvarsministeriet over Forsvarskommandoens manglende svar, men efter knap en måned anmodede piloten på ny Forsvarskommandoen om bortfald og alternativt opsigelse af tjenesteforholdet. Piloten blev herefter opsagt, hvorefter Forsvarskommandoen krævede erstatning af piloten for førtidig opsigelse af tjenestepligten. Højesteret fandt ikke grundlag for at anvende Aftalelovens §§ 33 og 36 (i det følgende benævnt "AFTL") på tjenestepligtserklæringens lange uopsigelighedsperiode, ligesom Forsvarskommandoen ikke havde fortabt retten til at kræve erstatning ved passivitet.

Eksamensrelevans:

AFTL §§ 33 og 36 giver hjemmel til at gribe ind overfor urimelige aftaler eller vilkår, og bestemmelserne ses ofte påberåbt i forbindelse med vilkår, der pålægger den ene part en lang uopsigelighedsperiode. Domstolene vurderer dog en uopsigelighedsbestemmelses "urimelighed" på baggrund af almindelig forretningsskik på området samt på baggrund af forholdene omkring aftalens tilblivelse, og i U 2005.1186 H understregede Højesteret betydningen af disse momenter.

I sagen fandt Højesteret, at den uopsigelighedsperiode, som en jagerpilot havde påtaget sig ved at afgive en tjenestepligtserklæring i forbindelse med sin ansættelse ved forsvaret, ikke dannede grundlag for at anvende AFTL §§ 33 og 36. Højesteret var enig i, at der var tale om en lang uopsigelighedsperiode, ligesom det var uklart for piloten på tidspunktet for afgivelse af erklæringen, at førtidig opsigelse kunne medføre erstatningsansvar. Disse forhold talte således generelt for urimelighed. Højesteret tillagde det imidlertid væsentlig betydning, at tjenestepligtserklæringer inden for forsvaret var udtryk for en generel ordning fastsat med hjemmel i lov, hvorfor vilkårene var almindelige inden for branchen. Dernæst var det afgørende for Højesteret, at aftalerne var blevet til efter forhandling mellem organisationer, der repræsenterede begge parter og derfor havde karakter af et agreed document. På denne baggrund, og fordi selve længden af uopsigelighedsperioden fremgik klart af aftalen, var aftalen ikke urimelig i henhold til AFTL §§ 33 og 36.

Det klare udgangspunkt er, at fordringers ophør kræver særlig hjemmel, men undtagelsesvist kan en part fortabe retten til for eksempel erstatning efter en almindelig retsgrundsætning om passivitet. Betingelserne herfor er meget vage, men i almindelighed kræves, at i) fordringen er uklar, ii) kreditor har undladt at gøre kravet gældende, til trods for en naturlig anledning herfor (for eksempel debitors henvendelse), iii) passiviteten har givet debitor berettiget grund til at tro, at kravet ikke ville blive rejst, og viii) det er særligt belastende for debitor, at kravet fremsættes sent. Betingelserne er strenge, hvilket illustreres af U 2005.1186 H.

I sagen fandt Højesteret, at der ikke var grundlag for at anse Forsvarskommandoens erstatningskrav mod en jagerpilot for bortfaldet ved passivitet, selvom fordringen forekom uklar, idet det ikke fremgik af tjenestepligtserklæringen, hvilke konsekvenser førtidig opsigelse ville få. Endvidere forholdt Forsvarskommandoen sig passiv overfor pilotens ansøgning om bortfald af tjenestepligten, og til trods for pilotens forespørgsel, oplyste Forsvarskommandoen ikke om størrelsen af et eventuelt erstatningskrav ved førtidig opsigelse, men tog alene forbehold for retten til at kræve erstatning. Højesteret, der stadfæstede landsrettens grunde, fandt dog, at Forsvarskommandoen, allerede ved at have taget forbehold, havde bevaret retten til deres krav. Det var afgørende, at piloten — i kraft af forbeholdet — var bekendt med, at konsekvensen ved førtidig opsigelse kunne være erstatning, og Forsvarskommandoens passivitet overfor pilotens henvendelser i øvrigt var derfor uden betydning for, om erstatningskravet kunne anses for bortfaldet ved passivitet.

Til Eksamen

Til eksamen

I dommen U 2005.1186 H tog Højesteret stilling til 2 spørgsmål om obligationsretlig karakter.

For det første vurderede Højesteret anvendelsen af AFTL §§ 33 og 36 på aftaler med en lang uopsigelighedsperiode for den ene part. Højesteret fandt, at selvom den lange uopsigelighedsperiode ved en pilots tjenestepligtserklæring overfor forsvaret kan forekomme urimelig, vil der ikke være grundlag for at anvende AFTL §§ 33 og 36, når aftalen er udtryk for en generel ordning med hjemmel i lov og er tilvejebragt som et agreed document. På baggrund af dommen er det således afgørende for begrebet "urimelighed" i henhold til AFTL §§ 33 og 36, hvad der anses for almindelig forretningsskik på det pågældende område, og om aftalens er tilvejebragt med "begge parter ved forhandlingsbordet".

For det andet vurderede Højesteret, hvornår et krav kan anses for bortfaldet ved passivitet efter den almindelige passivitetsgrundsætning. I sagen fandt Højesteret, at Forsvarskommandoen havde bevaret deres ret til at kræve erstatning af piloten i anledning af dennes førtidige opsigelse, alene ved at tage forbehold for retten til at kræve erstatning. Det var således uden betydning, at tjenestepligtserklæringen var uklar med hensyn til konsekvenserne af førtidig opsigelse, ligesom det var uden betydning, at Forsvarskommandoen forholdt sig passiv overfor pilotens ansøgning om både bortfald af tjenestepligten og forespørgsel om et eventuelt erstatningskravs størrelse. På baggrund af dommen er det således udelukket, at et krav kan bortfalde efter passivitetsgrundsætningen, når debitor er bekendt med risikoen for, at erstatningskravet kan bestå. Dommen understreger dermed hovedreglen om, at fordringers ophør kræver særlig hjemmel.