search menu
bookmark
person

De stjålne videomaskiner – U.1994.695H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag I 288/1991. Refereret af andre i U.1994.695H.

Kommenteret af

Lynge Daugaard Jensen Lynge Daugaard Jensen

i 2019

Verificeret af advokat

Peter E. Stassen Peter E. Stassen

i 2019

Resumé

Dom afsagt af Højesteret
Dissens: 4-1 (mht. begrundelsen)
Tema: DL 3-19-2 i eller uden for kontraktsforhold

Fakta

En speditionsvirksomhed, som havde påtaget sig at opbevare videomaskiner for en importvirksomhed af elektronikudstyr, fik stjålet 400 af de opbevarede videomaskiner. Videomaskinerne stod opbevaret i et særligt sikringsrum tilknyttet lageret, og det viste sig efterfølgende, at en hos speditionsvirksomheden ansat lagerarbejder havde deltaget i tyveriet. Lagerarbejderen havde uden for arbejdstiden skaffet adgang til lageret ved at benytte sig af en fælles nøgle til indgangsdøren og alarmpanelet, som den pågældende havde fået udleveret i forbindelse med arbejdet, og ved at deaktivere alarmen med en betroet kode. Eftersom at lagerarbejderen alene havde adgang til lageret og således ikke til det særlige sikringsrum, i hvilket videomaskinerne stod opbevaret, blev hængelåsen og beslaget hertil opbrudt med koben og boltsaks.

Højesteret fandt med to dissentierende begrundelser, at speditionsvirksomheden var ansvarlig for den ansattes tyveri af videoudstyret.

Flertallet på fire dommere fandt, at der forelå en sådan forbindelse mellem tyveriet og lagerarbejderens hverv, at speditionsvirksomheden i medfør af DL 3-19-2 hæfter for tabet ved tyveriet. Flertallet lagde vægt på, at lagerarbejderen havde fået udleveret nøglen til lagerhallen og fået oplyst koden til alarmen, som var den primære sikring af videomaskinerne. Det fandtes således ikke afgørende, at lagerarbejderen ikke havde adgang til sikringsrummet, hvortil alene to ledende medarbejdere havde nøgle. 

Dissens

Mindretallet på én dommer fandt tilsvarende speditionsvirksomheden ansvarlig for tabet men med den begrundelse, at virksomheden havde misligholdt sine kontraktlige forpligtelser til at opbevare videomaskinerne. Der blev lagt vægt på, at lagerarbejderen blot to måneder efter sin tiltræden havde fået udleveret nøglen til lagerhallen og var gjort bekendt med koden til alarmen uden forudgående at have fået undersøgt sin baggrund. Disse forhold påførte derfor ejeren af videomaskinerne en risiko, der blev realiseret ved tyveriet, og som speditionsvirksomheden følgelig må bære ansvaret for.  

 

Eksamensrelevans

Ansvar i eller uden for kontraktsforhold ift. DL 3-19-2

Sagen omhandler blandt andet det lovfæstede principalansvar i DL 3-19-2, hvorefter en arbejdsgiver (speditionsvirksomheden) kan pålægges at hæfte for det erstatningsansvar, som den pågældendes arbejdstager (lagerarbejderen) måtte pådrage sig i forbindelse med hvervets udførelse. Principalansvaret er en ansvarsskærpelse i forhold den almindelige erstatningsregel i dansk ret – culpareglen - idet arbejdsgiveren ifalder ansvar efter DL 3-19-2, såfremt arbejdstageren har handlet culpøst. Det er med andre ord ikke påkrævet, at arbejdsgiveren selv har handlet culpøst. Det er derimod en betingelse, at skaden skal være forvoldt som et led i tjenesten, dvs. i forbindelse med hvervets udførelse (beskrevet som ”derudi” i DL 3-19-2), samt at arbejdstagerens adfærd ikke kan betegnes som helt usædvanlig (”abnorm”).

Nærværende sag er navnlig interessant for så vidt angår kravet om, at skaden skal være forvoldt som et led i tjenesten (”derudi”). At ansvaret skal have nogen forbindelse med hvervets udførelse indebærer blandt andet, at arbejdsgiveren ikke hæfter for arbejdstagerens private eller helt usædvanlige adfærd (”abnorm”). I praksis er der imidlertid en tendens til at udvide rækkevidden af principalansvaret til også at omfatte adfærd, der ikke har nær tilknytning til hvervets udførelse og kan betegnes som privat eller abnorm, såfremt der er tale om ansvar i kontraktsforhold – modsat uden for kontraktsforhold. Således kom flertallet i Højesteret i nærværende sag frem til, at speditionsfirmaet skulle hæfte for lagerarbejderens tyveri i medfør af DL 3-19-2, selvom tyveriet var sket uden for arbejdstiden og den ansatte ikke forinden havde haft opgaver med direkte tilknytning til videomaskinerne.

Problemstillingen og nærværende sag er også kommenteret af Peer Lorenzen i UfR 1995B.124. 

For lignende sager, hvor en arbejdsgiver bliver pålagt at hæfte efter DL 3-19-2 for en ansats tyveri, kan nævnes U 2002.893 Ø og FED 2002.1712 Ø. I førstnævnte sag blev et rengøringsselskab pålagt ansvar for et tyveri begået hos et ejendomsmæglerfirma, som rengøringsselskabet havde til opgave at forestå rengøringen hos. Tyveriet blev begået uden for arbejdstiden af - blandt andet - en rengøringsassistent, som ved brug af en udleveret nøgle skaffede sig adgang til ejendomsmæglerfirmaets lokaler. I sidstnævnte sag blev en kommune pålagt at hæfte for et tyveri, som en plejemedarbejder havde begået under udførelsen af plejeopgaver i en borgers hjem. 

Til Eksamen

Når det skal vurderes, om en arbejdsgiver/hvervgiver bør hæfte i medfør af DL 3-19-2 for de skader på tredjemand, som en arbejdstager/hvervtager har pådraget sig et erstatningsansvar for, er der et par betingelser, som skal være opfyldt.

For det første skal det fastlægges, om der eksisterer et over-underordnelsesforhold mellem arbejdsgiveren og arbejdstageren. Det er en helt grundlæggende betingelse for at pålægge arbejdsgiveren et principalansvar, at denne faktisk er principalen. Det skal derfor blandt andet vurderes, om arbejdsgiveren har instruktions-, tilsyns- og kontrolbeføjelserne over arbejdstageren samt retten til at antage og afskedige den pågældende.

Det skal dernæst fastlægges, om arbejdstagerens adfærd kan betegnes som culpøs. Der foretages her en almindelig vurdering af arbejdstagerens adfærd i henhold til culpareglen. Hvis man efter en vurdering af skadevolders adfærd kommer frem til, at denne har handlet culpøst og påført skadelidte et tab, skal det dernæst vurderes, om der er den fornødne årsagsforbindelse (kausalitet) mellem adfærden og skaden, og om skaden var påregnelig (adækvat) for skadevolder. Særligt sidstnævnte betingelse kan være vanskelig at vurdere i praksis. Såfremt alle betingelserne er opfyldte, og der ikke foreligger nogen ansvarsfrihedsgrunde, kan det følgelig konkluderes, at skadevolder er erstatningsansvarlig over for skadelidte.

I forlængelse heraf skal det fastlægges, om skaden er forvoldt som led i tjenesten, dvs. i forbindelse med hvervets udførelse. Dette benævnes i DL 3-19-2 som, at skaden skal være sket ”derudi”. Endeligt må arbejdstagerens adfærd ikke kunne karakteriseres som værende helt usædvanlig – med andre ord abnorm. Det bemærkes dog, at i tilfælde af ansvar i kontraktsforhold vil rækkevidden af principalansvaret i praksis udvides til også at omfatte privat eller abnorm adfærd.