search menu
bookmark
person

De solgte grise – U 1987.629 H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag 214/1985. Refereret af andre i U 1987.629 H.

Kommenteret af

Rikke Kanstrup Grav Rikke Kanstrup Grav

i 2017

Verificeret af advokat

Marie Guldberg Marie Guldberg

i 2017

Resumé

Instans og rettens sagsnr.: Højesterets dom i sag 214/1985.

Domsnr. (tidsskrift, årstal og sidetal): Refereret af andre i: U.1987.629H.

 

Resume

Dom afsagt af Højesteret

Dissens: 3-2

Tema: Ejendomsforbehold, identifikationskrav.

 

Fakta

Struer-Hurup Andels-Svineslagteri ("Slagteriet") havde solgt 122 umærkede smågrise til en landbrugsejer med ejendomsforbehold. Grisene med ejendomsforbehold befandt sig på en gård, hvor ejeren opbevarede andre grise end de ejendomsforbeholdne grise. Gårdejeren havde holdt kontrol med de forskellige grise ved at placere dem i forskellige bokse, og på en tavle markere med tusch i hvilke bokse de ejendomsforbeholdne grise befandt sig. De ejendomsforbeholdne grise kunne således kun identificeres ud fra gårdejerens udsagn, da der ikke forelå anden identifikationsdokumentation, idet grisene ikke var blevet mærket. Gårdejeren havde ved nogle lejligheder anbragt en større gris, der var hans egen og dermed ikke omfattet af ejendomsforbeholdet, i bokse med de ejendomsforbeholdne grise.

I forbindelse med tvangsauktion over gården opstod konflikt om hvorvidt de 122 umærkede ejendomsforbeholdne smågrise kunne kræves udleveret til Slagteriet på baggrund af ejendomsforbeholdet, og dermed opretholdes overfor panthaverne i landbrugsejendommen, eller grisene var omfattet af panthavers virksomhedspant i landbrugsejendommen efter tinglysningslovens § 37. 

 

 

Eksamensrelevans:

Højesterets flertal (3 ud af 5) fandt i sagen, at identifikationen af grisene med ejendomsforbehold ikke var tilstrækkelig, da den udelukkende hvilede på landsbrugsejerens udsagn. Flertallet pointerede endvidere, at Slagteriet undlod at mærke de pågældende grise som forudsat i købekontrakten, på trods af, at Slagteriet var bekendte med, at landbrugsejeren havde andre grise på ejendommen.

Dommen angår gyldighedsbetingelserne for opretholdelsen af et ejendomsforbehold. Det antages i den juridiske litteratur og retspraksis, at der gælder fem overordnede betingelser for, at et ejendomsforbehold er gyldigt og kan opretholdes overfor køberens kreditorer.

For det første skal ejendomsforbeholdet udspringe af en aftale mellem køberen og sælgeren, det skal klart og udtrykkeligt fremgå, at der er tale om et ejendomsforbehold, ejendomsforbeholdet skal være taget senest ved overleveringen af salgsgenstanden til køberen, det skal være muligt for sælgeren at identificere de ejendomsforbeholdne genstande på tilbagetagelsestidspunktet og ejendomsforbeholdet må kun omhandle sælgerens krav i henhold til den pågældende købsaftale.  For mere om disse fem betingelser se f.eks. "Indledning til tingsretten – tredjemandskonflikter i løsøre" af Peter Mortensen, 2. udgave, side 296-309. Udover disse betingelser kan ejendomsforbehold kun gyldigt opretholdes, såfremt beløbet der skal betales, inklusiv den erlagte udbetaling, overstiger kr. 2.000, og kreditkøbet ikke er sket i henhold til aftale om kredit med variabelt lånebeløb, jf. Kreditaftalelovens ("KAL") § 34, stk. 1, nr. 2 og 3, jf. KAL § 50. I forbrugerkøb gælder herudover nogle særlige betingelser, hvorefter ejendomsforbehold kun kan aftales såfremt sælgeren ved overgivelsen af det købte til forbrugeren har modtaget minimum 20 % af kontantprisen for det købte, jf. KAL § 34, stk. 1, nr. 4. Ejendomsforbeholdet skal endvidere være indgået på skrift for at være gyldigt i forbrugerforhold, jf. KAL § 8. Det skal dog nævnes, at der ikke var tale om et forbrugerkøb i denne dom. 

Dommen kan anvendes til at vurdere hvorvidt den fjerde gyldighedsbetingelse angående identificerbare genstande er opfyldt for så vidt angår ejendomsforbehold i almindeligt løsøre. Højesterets dom viser, at identifikationen af de ejendomsforbeholdne genstande på tilbagetagelsestidspunktet ikke udelukkende kan hvile på køberens udsagn om genstandene. Der kræves således en yderligere dokumentation af at de pågældende genstande faktisk er de ejendomsforbeholdne genstande for at ejendomsforbeholdet kan opretholdes overfor køberens kreditorer. Dommen viser endvidere, at sælgeren med ejendomsforbeholdet må bære risikoen for, at genstandene ikke er tilstrækkeligt identificerbare.

Dommen er bl.a. kommenteret af Poul Heidmann og Christian Sinding i artiklen "Individualisering ved håndpant i løsøre" trykt i U 1989B.393, samt af Peter Mortensen i "Indledning til tingsretten – tredjemandskonflikter vedrørende løsøre", 2. udgave, side 306-307.

Til Eksamen

Til eksamen: 

Højesterets dom viser, at for at et ejendomsforbehold over almindeligt løsøre kan opretholdes overfor købers kreditorer kræver det, at de ejendomsforbeholdne genstande kan identificeres ud fra andet end købers udsagn. Købers udsagn kan således ikke stå alene ved en identifikation af genstandene når der har været risiko for sammenblanding mellem ejendomsforbeholdne genstande og andre genstande af tilsvarende art. I denne forbindelse kan det af dommen udledes, at der kræves en form for identifikationsbevis, der kan anvendes på tilbagetagelsestidspunktet, for at et ejendomsforbehold kan opretholdes overfor giveren af ejendomsforbeholdets kreditorer.